Pierre Laurent: Scenebillede, 3. akt fra “Hakon Jarl”, 1808, Teatermuseet i Hofteatret
Af Gertrud With
Pierre Laurent: Scenebillede, 3. akt fra “Hakon Jarl”, 1808, Teatermuseet i Hofteatret
Hakon Jarl og romantikkens teater
Adam Oehlenschläger debuterede som dramatiker med sørgestykket Hakon Jarl hin Rige, der blev opført på Det Kongelige Teater i anledning af Christian VII’s fødselsdag den 30. januar 1808. Stykket handlede om den nordiske vikingetid og introducerede romantikkens teater i Danmark. Det markerede samtidig bruddet med den hidtidige klassicistiske teaterform.
Romantikkens teater var ligesom den forudgående tyske Sturm und Drang-bevægelse inspireret af den engelske renæssancedigter William Shakespeares teaterstykker. Teaterformen trak som romantikkens litteratur i øvrigt på stof med relation til den nordiske middelalder og landenes egen historie og folkekultur. Den tyske litteraturkritiker og –historiker August Wilhelm Schlegel (1767-1845) samlede det romantiske dramas teori i sin forelæsningsrække Über dramatische Kunst und Literatur fra 1809-1811. Det romantiske drama var ifølge Schlegel bygget op efter andre principper end den aristoteliske, lineært fremadskridende fabel. Handlingens enhed skabes her, ved at kunstneren komponerer dramaet med tanke på en højere idé. En idé, der kun kan realiseres gennem variation og frihed til at kombinere og digte videre på indholdet i forskellige mytiske, religiøse og historiske kilder. Foruden tragediens hovedperson følger stykkerne flere andre figurer, ligesom forskellige handlingsforløb indgår parallelt med hinanden. Enheden skabes gennem de relationer, de forskellige dele har til den overordnede idé. Dramaformen er også kendetegnet ved indslag af sanselig og udtryksfuldt spil. Schlegel betragtede det romantiske drama, som en organisk helhed, der ikke skulle analyseres og begribes på samme måde, som den aristoteliske og klassicistiske tragedie.
På de store udenlandske scener havde det romantiske teater introduceret en ny form for spillestil med vægten lagt på at skabe optrin og skildre de portrætterede både facetteret og mangetydigt.
Skuespillet blev understøttet af en stærk kontrastrig og effektbåren malerisk scenografi med dertil hørende kostumer, rekvisitter og lyssætning. Romantikkens dramatikere opfattede selve skuespillet som en kunstnerisk disciplin i sig selv, og de så det som et af en teateropsætnings bærende elementer, hvilket var en markant ændring i forhold til nyklassicismens stivere og mere konventionelle teater.
I perioden fra 1796 til 1810 oversatte Schlegel 17 af Shakespeares dramaer, og han var i høj grad medvirkende til udbredelsen af Shakespeares værker i Tyskland. Et udvalg af Shakespeares værker blev oversat til dansk af skuespilleren Peter Foersom i perioden 1807-1818. Selvom enkelte stykker herunder Hamlet blev spillet på Det Kongelige Teater, fik de trykte Shakespeareudgaver på tysk langt større betydning for det danske publikum.
I Hakon Jarl ses såvel inspiration fra Shakespeare som fra den tyske filosof og dramatiker Friedrich Schiller (1759-1805). Schiller benyttede sin omfattede viden om historie og æstetik til at skabe en række dramaer, hvori han blandede eksakt historisk viden med fiktive elementer. De historiske optrin dannede baggrund for dramaer om stærke politiske og menneskelige opgør eksempelvis konflikten mellem den engelske og den skotske dronning i stykket Maria Stuart. Et andet eksempel er hans triologi, Wallenstein, der handler om Trediveårskrigen, hvori man følger en historisk persons fald fra magtens tinder til afgrundens dyb.
Oehlenschläger havde allerede et par år tidligere behandlet temaet om Hakon Jarl i et digt af samme navn, som udkom i samlingen Digte 1803. Teksten til Hakon Jarl stammer fra Snorres islandske kongesaga Heimskringla og Gerhard Schønings værk om Norges historie, men blev omarbejdet til teatret i overensstemmelse med tidens smag. Stykket er inspireret af Schillers Maria Stuart, og i lighed med forlægget er Oehlenschlägers drama bygget op om omkring to magtfulde personer, som dog ikke er kvinder, men mænd. Den ene af mændene bekender sig til kristendommen, den anden til asatroen. Hakon Jarl drømmer om at blive Norges konge. Han er dog både upålidelig og troløs og nærer tvivl om sin egen styrke til at lede landet og sit forhold til det modsatte køn. Jarlen fremmer selv sit fald fra tinderne gennem sine handlinger og et bevidst magtmisbrug. Først udtænker han en plan til, hvordan han kan få den retmæssige arving til Norges trone, Olaf Tryggvason, myrdet. Dernæst sender han karle til Bergthor Smed med besked om at bortføre den ene af smedens døtre, Gudrun, hvilket ikke til kommer til at gå stille for sig, men fører til en bondeopstand. Olaf Tryggvason overlever mordforsøget og vælger herefter at blive i Norge og kæmpe for sit ret til tronen. Mens Hakon Jarl sidder i en bondehytte og venter på beskeden om udfaldet af det planlagte mordforsøg, opsøges han af den spillevende Oluf. Konfrontationen mellem de to mænd er stykkets højdepunkt og markerer samtidig begyndelsen til enden for Hakon Jarl.
Oehlenschläger på rejse i Europa
Da Oehlenschläger skrev Hakon Jarl befandt han sig i byen Halle i den østlige del af Tyskland. Sit gennembrud som forfatter havde han opnået få år forinden med programdigtet Guldhornene fra debutsamlingen Digte 1803 og dobbeltbindet Poetiske Skrifter fra 1805, hvor især stykket Aladdin havde givet ham en stor læserskare. Opholdet i Halle var første stop på en lang udenlandsrejse, finansieret af fonden ad usus publicus. Han var rejst fra København den 5. august 1805 og blev væk i lidt mere end fire år. Besøget i Halle gjaldt vennen, naturfilosoffen Henrich Steffens. Steffens havde få år tidligere i vinteren 1802-1803 gennem sine foredrag på Elers’ Kollegium i København og de deraf afledte samtaler, introduceret Oehlenschläger for de nye romantiske ideer, der udgik fra den østtyske universitetsby Jena.
Carl Thomsen: Adam Oehlenschläger og Henrich Steffens i Søndermarken, 1895, Bakkehusmuseet
Denne romantiske naturfilosofi var en helhedstænkning, der forbandt naturvidenskaben med historie, kultur og guddommelighed. Ideer, som havde inspireret Oehlenschläger til at skrive digtet Guldhornene og som dermed var afgørende for hans gennembrud som forfatter. I mellemtiden var Steffens, der forgæves havde håbet på en ansættelse i Danmark, blevet professor i mineralogi ved universitet i Halle. Under besøget hos vennen lånte Oehlenschläger Snorre Sturlusons norske kongekrønike på byens universitetsbibliotek. Inspireret heraf skrev han stykket Hakon Jarl til Det Kongelige Teater i 1805 i løbet af en periode på kun 6 uger.
Fra Halle fortsatte Oehlenschläger sin rejse til Dresden, Berlin, Paris og Rom. På turen stiftede han bekendtskab med de aktuelle dramaturgiske strømninger i udlandet, som på daværende tidspunkt var kendetegnet ved inspiration fra Shakespeares stykker og en fokusering på samtidens dramatiske værker af Goethe og Schiller samt skuespilleren F.J. Talmas tragediereformer i Paris. Oehlenschläger havde truffet A.W. Schlegel og dennes bror F. Schlegel i Paris. Hos Madame de Staël på godset Coppet i Schweitz i vinteren 1808-1809 mødtes de igen, og her hjalp A.W. Schlegel Oehlenschläger med oversættelserne af hans værker til tysk.
Hakon Jarls teaterhistoriske betydning
Hakon Jarl blev sendt til Det Kongelige Teater i foråret 1806. I svarbrevet af 5. september 1806 skriver direktionen: ”[Det] indleverede Sørgespil af Hakon Jarl er af Directionen for det kongl. Skuespil antaget til Opførelse, endog, om Forfatteren ubetinget forlanger det, uden Forandring”. Teatret ønskede, at det meget lange stykke med de mange sceneskift skulle reduceres ikke mindst af hensyn til teknikken. Oehlenschläger tog kritikken til sig, omarbejdede sin tekst efter anvisningerne og sendte den tilbage til teaterdirektion sammen med et brev dateret 17. december 1806, hvori han skriver: ”Jeg har skaaret hele Scener bort og hvor det lod sig giøre afknappet Replikkerne”. Inden opførelsen blev stykket trykt i Oehlenschlägers værk Nordiske Digte, i første omgang i en udgave kun beregnet for teatret. I forordet forsvarer Oehlenschläger de mange sceneskift, som han, der selv havde været skuespiller ved teatret i halvandet år 1798-1800, vidste var en udfordring for teatrets teknik.
Hakon Jarl var en kostbar opsætning for Det Kongelige Teater. De fleste af landskabsprospekterne blev genskabt af gammelt materiale, mens en enkelt hel ny dekoration blev udført, ligesom der også blev malet et nyt bagtæppe. I udformningen af kostumerne bidrog maleren N.A. Abildgaard. Stykkets tre forskellige persongrupper adskilte sig ved dragternes udseende klart fra hinanden. Hakon Jarl og Olaf Tryggvason og personerne omkring dem var udstyret med fornemme kapper, klæder dekoreret med broderier, bælter, knæbind m.m. Smeden og bønderne var klædt i norske folkedragter og endelig var trællenes dragter meget enkle og primitive i deres snit. Dertil kom en række malede og forgyldte skjolde og spyd.
Rollen som Hakon Jarl ønskede Oehlenschläger skulle spilles af skuespilleren Michael Rosing, men denne takkede af helbredsmæssige årsager nej. Da Frederik Schwarz også afslog rollen som Hakon Jarl, endte J.P. Frydendahl med at få den tildelt. Stykkets anden store rolle, Olaf Tryggvason, blev spillet af Peter Foersom. Rollerne som Einar Tambeskælver og Thora fra Rinol blev besat af Oehlenschläger senere svoger og svigerinde Steffen og Eline Heger. Den første af i alt 6 sceneprøver fandt sted den 20. januar 1808.
Hakon Jarl skabte stor opmærksomhed, selvom skuespillerne ikke fuldt ud kunne honorere den romantiske spillestil, som kendtes fra de udenlandske scener. Der findes forskellige skriftlige udsagn om stykkets opførelse, skrevet af teaterkritikeren Jens Kragh Høst og skuespilleren Thomas Overskou. Hertil kommer forskellige kommentarer i breve til Oehlenschläger af henholdsvis Knud Lyne Rahbek, barndomsvennen Bernt Winkler, og Oehlenschlägers forlovede Christiane Heger.
Kritikken af stykket gik på, at de fleste af skuespillerne havde vanskeligt ved den nye romantiske spillestil, hvor stykkerne skulle proklameres med poesi og indlevelse og ikke leveres som en form for parodi. Overskou skriver om stykket:
”Vistnok skete der ikke Digtningen Fyldest ved Opførelsen; baade i Spil og Udstyr var der mange Mangler og meget Svagt og Feilagtigt, som hindrede Værket i at giøre den store Virkning, hvilket det i sin Nyhed maatte have faaet af en Fremstilling ganske i dets egen Aand; men ved alle de Rollehavendes overordentlige Flid lykkedes en værdig Fremstilling af det paa Scenen dog saa vidt, at Publikum fattede og følte det poetiske Store deri og modtog det med jublende Bifald.”
Den nordiske motivkreds
Interessen for gammelnordiske emner var ikke ny, men havde gradvist sat sit præg på dansk litteratur og teater fra omkring midten af 1700-tallet og frem. Udbredelsen af emnekredsen skyldtes til dels herboende udlændinge som tyskerne Johann Elias Schlegel og Friedrich Klopstock og schweizeren Paul-Henri Mallet, dels danske historikere som Jacob Langebek, Rasmus Nyerup og Peter Frederik Suhm. Sidstnævntes fik med værket Om Odin og den hedenske Gudelære fra 1771 et forholdsvist stort publikum. Fjernelsen af statsmanden J.F. Struensee fra magten i 1772 og det efterfølgende kup mod den sindssyge konge Christian VII bragte den konservative og meget nationalt sindede regeringsleder Ove Høegh-Guldberg til magten, som leder af et kabinetsstyre i perioden 1772-1784. I dette tidsrum nærmere bestemt i 1776 indførtes også loven om indfødsret, der betød, at udenlandsk fødte kunstnere kun i meget begrænset omfang kunne ansættes i offentlige stillinger i Danmark. Disse sammenfaldende omstændigheder var medvirkende til den store interesse for nordiske motiver. Johannes Ewalds syngespil Balders Død blev trykt i 1774, men udkom først året efter. Emnet var hentet fra den nordiske mytologi og repræsenterede dermed en markant ændring i forhold til de italienske operastykker og franske syngespil, som man indtil da havde spillet på byens teatre. Balders Død blev opført på Hofteatret den 7. og 14. februar 1778 af Det dramatiske Selskab. Allerede den 9. marts 1778 fik det premiere på Det Kongelige Teater. Opførelsen af Balders Død fik med Abildgaards kostumer, Peter Cramers scenedekorationer og J.P.E. Hartmanns musik repremiere den 30. januar 1779. Ved denne opsætning forsøgte man for første gang at skabe noget, der kan betegnes som ”nordisk scenografi”, og det kom til at danne forbillede for de scenografier, Det Kongelige Teater senere skabte i forbindelse med Adam Oehlenschlägers nordisk inspirerede tragedier.
Det havde været vanskeligt at følge i Ewalds fodspor, selvom flere havde forsøgt at gøre det herunder ikke mindst Christen Pram med stykket Frode og Fingal. I 1801 viste Det Kongelige Teater Vincenzo Galeottis ballet Lagertha, hvor stoffet var hentet fra Saxos Danmarkshistorie. Ved kongens fødselsdag i 1807 havde teatret ligeledes spillet et stykke med et nordisk emne i form af L. Kruses patriotiske skuespil Gyrithe, eller Dannemarks Frelse. Den kendsgerning, at man to år i træk spillede stykker med nordiske emner på kongens fødselsdag fortæller, hvorledes den nordiske emnekreds havde udkonkurreret den klassisk græske tradition, som havde været fremherskende i klassicismens teater.
Brødrene Riepenhausen: Portræt af Adam Oehlenschläger, 1809, Bakkehusmuseet.
Tragedierne
Hakon Jarl blev den første af de i alt 38 skuespil, Oehlenschläger fik opført på Det Kongelige teater. Hans mange tragedier fyldte ikke meget i teatrets repertoire, da de kun blev spillet 6-7 aftener pr. sæson og efter 1825 endnu mindre. På sin store rejse skrev han Hakon Jarl i Halle, Thors Reise til Jotunheim i gotisk stil og Baldur hin Gode i græsk stil i henholdsvis Berlin og Dresden. Værker, der alle blev trykt i Nordiske Digte i 1807. Mens Oehlenschläger opholdt sig i Paris fra efteråret 1806 til sommeren 1808 forfattede han stykkerne Palnatoke og Axel og Valborg, mens stykket om den italienske renæssancekunstner Correggio blev skrevet i Italien.
Adam Oehlenschläger kom hjem i 1809. Året efter blev han gift med Christiane Heger, søster til Kamma Rahbek, med hvem han fik fire børn. I 1810 tiltrådte han et professorat i æstetik ved Københavns Universitet. Tiltrædelsesforelæsningen handlede om hans to store litterære forbilleder Johannes Ewald og Friedrich Schiller. Oehlenschlägers dramaer var i de følgende år præget af stagnation. De virkede hverken nyskabende, som ungdomsværkerne, eller præget af mødet med de nyeste litterære strømninger rundt omkring i Europa, som stykkerne, skrevet på rejsen 1805 -1809. Fra årene mellem 1810 og 1820 kendes tragedierne Stærkodder, 1812, Hugo von Reenberg, 1813, Hagbarth og Signe, 1815, og Fostbrødre, 1817. Oehlenschläger havde svært at forny sine dramaer og blev af digterne Jens Baggesen og Johan Ludvig Heiberg og andre kritiseret for ikke at levere samme høje standard, som de tidlige dramatiske værker. Dette emne behandles senere i denne artikel.
Den litterære mode ændrede sig, idet den poetiske realisme vandt indpas med dens interesse for de hverdagsagtige, de nationale og lokalt forankrede motiver. En anden genre var romantismen med dens interesse for det særprægede og disharmoniske.
Oehlenschläger forsøgte at tage tråden op efter sine nordiske tragedier og slog ind på nationale tragedier som et sidestykke til de shakespeareske stykker. Første forsøg herpå er Erik og Abel, der blev uropført i 1821. Stykket handler om en broderstrid, der svækker landet. Kong Erik vil som en god kristen give sin broder Abel Danmarks trone, dels for at genoprette forholdet til broderen, dels for at skabe ro i landet. Selvom stykket har en overskuelig handling med dramatiske højdepunkter, fungerer det ikke optimalt. Ligesom mange af Oehlenschlägers andre stykker af denne art ønsker det at formidle for meget historisk stof. Karakterne er meget karikerede og stykket er i det hele taget spækket med forklædningsscener og allegoriske billeder m.m.
Væringerne i Miklagaard og J.L. Heibergs opgør med den romantiske spillestil
Tragedien Væringerne i Miklagaard havde premiere på Det Kongelige Teater den 17. november 1827, og den var indirekte årsag til en disput om teatrets genre og dets betydning mellem to af dansk teaters førende skikkelser: Adam Oehlenschläger og J.L. Heiberg. Ideen til stykket fik Oehlenschläger af arkæologen P.O. Brøndsted, da de opholdt sig sammen i Paris i perioden 1806-1808. Stykket udkom i værket Skuespil i 1827, og det handler om det nordiske kongsemne Harald Haarderaade, som må vælge mellem to kvinder. Den ene kvinde er den uspolerede græske pige Maria, den anden er fyrstinde Elisif af Garderike, som den lidenskabelige dronning Zoe, gift med den senile kejser, havde løjet død for selv at få Harald. Harald Haarderaade valgte Elisif, men Maria ofrer sit liv for at redde Harald, som Zoe har ladet fængsle. Stykket skildrer modsætningen mellem de gammelnordiske dyder som kraft, nøjsomhed og troskab og det græsk-romerske kejserhof, der præges af opløsning og moralsk forfald. Forskellen mellem nord og syd er trukket kraftigt op i et bevæget sceneri med et broget persongalleri. Skildringen af det græske miljø er præget af en scenografi, som tilførte den nordiske tragedie et meget koloristisk udtryk i overensstemmelse med tidens smag. Stykket blev en succes.
C.V. Bruun: Kostumebillede af Haldor Snorrosön fra "Væringerne i Miklagard, 1827, Teatermuseet i Hofteatret.
I sin detaljerede anmeldelse af stykket i tre numre af Flyveposten 10. – 17. december 1827 kritiserede Heiberg tragedien i skarpe vendinger. For at forstå Heibergs kritik af Oehlenschlägers stykke er det nødvendigt at gå ca. et år tilbage i tiden. I forbindelse med digteren Jens Baggesens død den 3. oktober 1826 havde Det Kongelige Teater annonceret, at det ville afholde en mindefest. En anonymt fremsat kritik af arrangementet blev af forfatteren J.L. Heiberg fejlagtigt tilskrevet forfatteren Peder Hjort. For at imødegå Hjorts kritik og forsvare Baggesen havde Heiberg dengang valgt at skrive hele tre artikler i tidsskriftet Flyveposten om Baggesens strid med Oehlenschläger og dennes tilhængere, kaldet “Oehlenschläger-Baggesen-fejden” i årene 1813-1820. Denne strid havde Baggesen indledt med en anmeldelse af Det Kongelige Teaters opførelser af tragedierne Axel og Valborg, Hakon Jarl og Correggio. Sidstnævnte tragedie omtaler han som et tilbagefald ”Fra den klassiske Høide, han i sin nordiske Ham havde opsvunget sig paa”. Pointen for Baggesen var, at Oehlenschlägers senere værker ikke kunne leve op til hans tidlige, epokegørende værker. Heiberg forsvarede utvetydigt Baggesen. Selvom han vedgik, at Baggesens angreb havde været både hårde og uretfærdige, så han dem som ”Udtryk for nødvendige og almeen gyldige Ideer” og dermed ikke som et udslag af misundelse.
I sin anmeldelsen af Oehlenschlägers stykke Væringerne i Miklagaard tog Heiberg tråden op fra Baggesen og kritiserede Oehlenschlägers nye tragedie i skarpe vendinger. Heiberg anerkendte Oehlenschlägers valg af historisk stof, men savnede en stillingstagen til brugen af selve sagnet og historien. Han fandt også, at der var for lidt dramatik i stykket og at selve stilen og versifikationen af denne var for sjusket udført. Han brød sig ikke om de lyriske anråbelser af publikum og den hyppige brug af monologer. De mange monologer fik, ifølge Heiberg, dramaerne til at falde fra hinanden og blive til en række enkeltoptrin. I stedet fandt han, at de dramatiske elementer i form af dialog og handling fik for lidt plads. Sidst men ikke mindst brød han sig ikke om den forstyrrende indblanding af musik og sang, som handlede om menneskets historie og derfor skulle have et så troværdigt udtryk som muligt. Som eksempler på stykker, der led af et overforbrug af nedslag med musik og sang, fremhævede han tragedierne Stærkodder og Hugo von Rheinberg. Oehlenschläger forsøgte at tage til genmæle over for Heibergs kritik i en pjece med titlen Om kritiken i Kjøbenhavns flyvende Post, over Væringerne i Miklagard, trykt januar 1828. I dette hurtigt udarbejdede skrift lykkedes det ham dog ikke at forsvare sine tragediers opbygning overbevisende.
Heiberg lod ikke vente længe på sig, men udgav sit Svar paa Hr. Professor Oehlenschlägers Skrift over hele 9 numre af Flyveposten, trykt i perioden fra 25. januar til 25. februar 1828. Svaret var langt mere end blot en kommentar i en fortløbende kontrovers om et teaterstykke. Det var Heibergs forsøg på at udforme et egentligt æstetisk system, inspireret af hans store forbillede den tyske filosof G.W.F. Hegel (1770-1831). Heiberg indledte sit svar med en redegørelse for forskellen mellem teatrets forskellige genrer. Modsat Hegel fremhævede Heiberg det lyriske som det første, umiddelbare trin, hvorefter eposset fulgte, som det objektive og reflekterende trin. Dramaet så han på linje med Hegel som den højeste enhed af lyrik og epos.
Herefter fremhævede Heiberg, at det poetiske burde vurderes adskilt fra det tekniske. En tragedie kunne behandle et poetisk stof og give udtryk for en poetisk ånd. Ud fra disse kriterier gik Heiberg over til en vurdering af Oehlenschlägers digtning. Han fremhævede Oehlenschlägers store kvaliteter i feltet mellem det lyriske og det episke, som bl.a. udfoldedes i romancen. Efter Heibergs mening placerede Oehlenschläger sig med værker som Sanct Hansaften-Spil og Aladdin under det umiddelbare, lyriske drama. Inden for det felt, Heiberg betegnede som det reflekterende drama eller sørgespillet, fremhævede Heiberg stykkerne Baldur hin Gode og Hakon Jarl som vellykkede eksempler. I de efterfølgende tragedier syntes han, at Oehlenschlägers tabte pusten. En væsentlig mangel ved forfatterens dramatiske forfatterskab var ifølge Heiberg, at det overhovedet ikke benyttede sig af ironi. En egenskab både Goethes og Shakespeares stykker besad og som Heiberg så som et helt afgørende begreb inden for det, han kaldte det moderne drama.
Med sin kritik og sit forsøg på en opstilling af et Hegel-inspireret genrehierarki ønskede Heiberg at genindføre teatrets klassicistiske genrekrav. Heibergs kritik af Oehlenschlägers tragedier er derfor mere end blot en kritik af stykkernes opbygning med lange monologer, lyriske anråbelser og overdreven brug af musikalske indslag. Det er også en konflikt mellem to tidsepoker i dansk teater. Som Oehlenschläger-forskeren Alvhild Dvergsdal kommenterer i sit værk om Oehlenschlägers tragedier, så opererer Heiberg med universelle genrekrav i forlængelse af Aristoteles’ tragediebegreb og ser derfor ikke med milde øjne på nogen former for fremmedelementer. Oehlenschlägers værker hører modsat til inden for den romantiske tragedies genre, som ifølge A.W. Schlegel er åben over for udtryksformer fra andre kunstformer og andre genre.
Schlegel beskriver det romantiske, pittoreske drama som en fladekomposition af sanseindtryk bl.a. musikalske udtryk, spil mellem lys og mørke m.m. Ifølge Dvergsdal er det med de briller, Oehlenschlägers værker skal ses. Han pointerer, at en del af konflikten bunder i, at Oehlenschläger benævnte sine stykker ”tragedier” selvom de måske i snæver forstand ikke var det, og denne uoverensstemmelse fik Heiberg til at gå ind i en specifik genrediskussion.
Afrunding
Den hårde kritik af tragedierne fik ikke Oehlenschläger til at indstille sin produktion. Han fortsatte med at skrive i samme genre og producerede i de følgende år værker som Tordenskjold, 1833, Dronning Margareta, 1834, Sokrates, 1836, Knud den Store, 1839 og Dina, 1842. Sidstnævnte tragedie handler om en prostitueret kvinde i Frederiks III’s København ved navn Dina Vinhofer. Stykket var et af flere forsøg fra Oehlenschlägers side på at tilpasse sig tidens smag. Titelrollen blev spillet af J.L. Heibergs kone, teatrets førende skuespillerinde Johanne Luise Heiberg.
Oehlenschlägers tragedier er trods deres forskellighed præget af resignation og konservatisme. Efter fejderne med Baggesen og Heiberg og den kritik, der fulgte, oplevede Oehlenschläger også at få medgang. I 1829 blev han af den svenske digter Esaias Tegnér udnævnt til ”Nordens Digterkonge” i Lund domkirke. Sideløbende med opførelsen af Oehlenschlägers mange tragedier havde hans hårdeste kritiker, Heiberg, indført vaudevillen i dansk teater. I 1820’erne, 1830’erne og 1840’erne repræsenterede Oehlenschläger en gammel og tilbageskuende stil. Eftertidens syn på Oehlenschlägers værker for teatret har ikke været mild.
Dvergsdal, Alvhild: Oehlenschlägers Tragediekunst, København, 1997
Krogh, Torben: Oehlenschlägers indførelse på den danske Skueplads. Hakon Jarls opførelse, 1954
Krogh, Torben: En teaterhistorisk undersøgelse, København, 1932
Kvam, Kela, Risum, Janne og Wiingaard, Jytte (red.): Dansk Teaterhistorie. Kirken og kongens teater, bind 1, København, 1992
Traustedt, Poul Henning (red.): Dansk Litteraturhistorie. Fra Oehlenschläger til Kierkegaard, bind 2, København, 1986
Sidst opdateret 05.01.2017
