Bakkehussamlingen

Fiskeren.

En Fisker sad saa stille
Og bøjet stirred over Baadens Rand,
Og saae de Smaafisk spille
Dybt i det lyse Vand,
Og blandt dem Alle En især,
Som funkled med sit gyldne Skjær.

Han Med listig List han greb med sin Snøre,
Og satte bedste Mading paa,
Og vidste den at føre
Hvor Fisken monne gaae:
Da bed de Alle, En og Hver,
Kun ikke den med gyldent Skjær.

Med Madingen den friske
Han atter sænked Snøren Krogen ned,
Og alle de Smaafiske
Svam gridske hen og bed
De lod sig fange Let fanged han dem Hver især,
Kun ikke den med gyldent Skjær. //

Og Dagen gik saa fage,
Alt lakked Solen dybt mod Vest,
Og ei der var tilbage
Af Mading mindste Rest;
Og Mørket [???] meer og meer,
Og slukked fast dæmpede det gyldne Skjær.

Da maatte han sig græmme,
At Hjertets Haab blev lagt i Tvang,
Og h\]nlig lød en Stemme:
”Forsøg endnu en Gang!”
Og see, da hin [?] ganske nær,
[overstreget: ..?] Kjol Ret som til Spot det gyldne Skjær –

Og hurtig, ned i Tide
Sin skarpe Kniv i Haand han tog
Og af sit Bryst med Kvide
Skjar Mading til sin Krog,
Og lod den synke med Besvær
I Bølgen mod det gyldne Skjær; //

[overstreget: …?]//

Kun nogle Øjeblikke –
Og halvt var hævet Dybets Skat,
[overstreget: ..?] Ak, meer han mægted ikke –
Det for hans Syn blev Sort,
Og Døden traadte venlig nær,
Og slukkede det gyldne Skjær.

Ludv Bødtcher.