No. 482 af 604
Dokumentstatus
Brev
Afsender Dato Modtager
August Bournonville [+]

Afsendersted

Stockholm

29.4.1862 H.C. Andersen
Original
Dokumentindhold

August Bournonville skriver til vennen H.C. Andersen fra Stockholm, fordi han netop har læst en avisartikel om udbredelsen af god litteratur blandt hinduer. Et engelsk litterær selskab har oversat forskellige værker til indisk og bengalsk, men ingen af værkerne vakte større glæde blandt de indiske læsere, end H.C. Andersens eventyr og historier.
Udbredelsen af Andersens værker i udlandet har ikke alene rørt Bournonville personligt, men også vakt hans følelse af national stolthed. Han afslutter med at lykønske Andersen med den store litterære succes.


Stockholm den 29de April 1862.

Velbaarne
Herr Professor Ridder H.C. Andersen.

Kjære og høistærede Ven!

Min lille Therese tager imorgen med den første afgaaende Dampbaad til Kjøbenhavn og vil der bringe Dig og vore kjære danske Venner min og min Kones bedste Hilsen og en heel Pose fuld af glade og behagelige Nyheder; men jeg kan alligevel ikke undlade at sende Dig et Par Linier i Anledning af et Inserat i Aftonbladet som jeg virkelig læste med en Begeistring der i ligehøi Grad hidrørte fra mine Følelser for Dig som Digter og fra min Nationalstolthed som dansk. – Der stod nemlig at der af // et engelsk litterairt Samfund arbeidedes paa Udbredelse af god Læsning blandt Hinduerne og at allerede en hel Deel fortrinlige Skrifter i Oversættelse vare udkomne i de forskjellige bengalske og indiske Tungemaal, men af Alt havde Intet i den Grad tiltalt Almenheden og forvoldet en saadan Glæde som H.C. Andersens Eventyr og Historier. Jeg følte mig virkelig ganske opløftet ved den Tanke at Du blandt Kalidashas Efterkommere, og i de Egne hvor Sakuntala er fremstaaet skulde feire en saa glimrende Triumph. – Jeg seer nu i Aanden dine Værker trænge ind i det Indre af Afrika og blive aandelig Føde for de Folkeslag, der før vare Menneskeædere. Hvem veed om ikke dine Fortællinger, der indeholde saamegen sand Religiøsitet – endog maatte bidrage til at aabne Øinene for Christendommens skjønne og trøstende Sandheder! – Det er dog mageløst at have opnaaet et saadant // Resultat! – Hvorledes skal jeg ret kunne udtrykke min Glæde derover! hvorledes tilgavns lykønske Dig, uden ved [at] lykønske mig selv til at være blandt de Lykkelige der forstaaer Dig, skatter Dig, holder af Dig, og – eie en Plads i dit venlige Hjerte! Farvel for dennegang, gid jeg maa see Dig inden Du atter flyver mod Syd – til eller paa nye Eventyr. – Ved Sanct Hansdag haaber jeg at være i Kjøbenhavn. Lev vel saalænge og hils alle gode Venner.

Din hengivne Ven og Beundrer
August Bournonville.

Sidst opdateret 17.05.2014 Print