Bakkehussamlingen

Paris 18 April 1843.

Kjære Fru Balling

De maa dog ogsaa fra Paris vide hvorledes jeg har det, mit Brev til Dem fra Brüssel har De vel faaet. Aldrig havde jeg drømt om at blive saa vel modtaget i Paris, som Tilfældet er! Fra den ene Soiree drager jeg i den anden og seer næsten daglig een eller anden af Pariss berømte Personer; Victor Hugo har viist mig flere smaa Opmærksomheder og Alexander Dumas, Forfatter til Kean og Gabrielle de Belisle, fører mig meget om. Alfred de Vigni og Marmier ere ligesaa elskværdige. I Madam Rybaulds Soireer, (hun har skrevet den lille Fortælling der gav mig Stof til Mulatten), seer jeg de fleste Theaterdigtere; og Af andre Notabiliteter jeg er kommet i Berørelse med, er Chopin, Thalberg, Heyne og Mad:
Ancelot; hos Grevinde Pfaffis seer jeg jævnlig Balzac – dog Perlen af alt i Paris, Perlen, som kun Frankerige eier, er Rachel, jeg seer hende hver Gang hun spiller, skjøndt jeg maa betale over en Species for Billet og dog staae næsten en Time i Række for at faae den! Hun har et saa ungdommeligt og interessant Ansigt at hun næsten kan kaldes smuk, hun spiller ikke, som vi er vant til at see Spil, og vi er dog i den Henseende hjemme godt vant, hun spiller som
Melpomene selv og ingen dødelig spiller! Hele Paris hylder hende og det er ingen Modesag,
ingen Feber-Fantasie a la madam Forconi de Copenhague. Det kan ikke være anderledes. Før jeg saae hende spille gjorte jeg hendes personlige Bekjendtskab, Alexander Dumas førte mig op bag Couliserne til hende, vi talte sammen og jeg var misundt af alle mine Landsmænd. Jeg har senere besøgt hende og hun har været høist elskværdig mod mig! De skulde see hende som Phædra, eller i Maria Stuart, høre hende sige: ”Du er – Elisabet! – Jeg, jeg derimod din Dronning!” og hun er Dronningen, det føler enhver der hører hende tale! – Noget iøvrigt fortræffeligt her var den italienske Opera skjøndt jeg i Wien har hørt bedre; Grizi vilde i Begyndelsen ikke ret henrive mig, jeg tænkte altid paa Malibran, men hun sang Norma og jeg var beseiret. Den nyeste Opera af Donizetti: Don Pasquale har deilig Musik især tiltaler i den en Serenade, jeg har den hjem i Musik til Dem og // og Deres Søster, har jeg samlet og glæder mig til at bringe Dem, men det er kun et Par Baggateller. Den store Opera, her staaer paa svage Fødder, Duprez har ikke meget Stemme, De vil paa det lille Billede her følger med see hvorledes han løber efter at tage ”ut”; dernæst seer han i den Grad ud som en Skræddersvend og har saa keitede Manerer, at han hos os vilde blive aldeles leet ud. Victor Hugos nyeste Tragedie gives hver tredie Aften i Theatre français for fuldt Huus men den pibes hver Gang og er heller ikke, som dramatisk Arbeide af stor Betydning. Paa tre mindre Theatre gives Parodier paa dette Stykke, det hedder ”Les Burggraves” og skal være en slags Tydsk ”Borg-Greverne”; De vil paa det løse Blad herfølger see Victor Hugo sidde i Skyerne og spille til en Dands af Stykkets Hovedpersoner; paa den anden Side staaer han og taler til Parterret der […?] fyldes med Klappere han har leiet. Den unge Hr Gotskalk tager dette Brev hjem til Dem, nu staaer han hos mig og skal afsted om en Time istedet for, som han igaar sagde, at Afreisen blev ud paa Aftenen, jeg maa derfor slutte! De skulde have havdt et langt Brev! hils Moderen og Søsteren! – Tænk, jeg har fra Kjøbenhavn, under hele min Fraværelse ikke faaet et Brev, to smaa Sædle nær, den gamle Collin har skrevet! Jo, de danske Venner ere velsigne[de], de ligne salig Jobs!

Deres inderlig hengivne
H. C. Andersen

Den 8 Mai reiser jeg fra Paris!