Bakkehussamlingen

den 17 April [1870]

Kjæreste Fru Hejberg!

Jeg modtog igaar-aftes Deres kjære, kjærkomne Brev, og jeg takker Dem for den Glæde det gav mig. Først lad mig dog sige Dem, som Svar paa en Yttring i samme, at den Tid er forbi, da jeg tvivlende fordrede Svar fra Dem paa hver af mine Skrivelser – nu ved jeg Noget med mig selv, som gjør, at jeg med Tryghed skriver til Dem, hvergang min Aand trænger til det mere umiddelbare Møde med Deres, og Svaret faar da komme // snart eller sent – eller aldrig! Jeg har dog havt mit Møde med Dem, og det Ligestemte i vore Sjæle har givet mig Svar i Stunden. – Og nu har De altsaa arbejdet for mig! og arbejdet Dem træt; men dog fornøjet med mit Aandsfoster. Ja ja, min ædle Veninde! Min Livsbog har mange sorte Blade; men et af dem, som endnu var blankt og hvidt, bærer Indskriften af Deres Anerkjendelse; derfra vil Slutningskapitelet begynde, og naar engang det Hele er endt, vil det Sidste maaske klare det Første. Og var da mit Møde med Dem et Tilfældighedens Spil? // Nej, elskede Frue, jeg bøjer min ydmyge Sjæl mod Kjærlighedens Gud, og takker ham for Gaven. – I en liden Noticebog, som er mindst 14-15 Aar gammel, har jeg i disse Dage læst en Bøn, som jeg har nedskrevet i en fortvivlet Stund. Den beder brændende om at møde en Aand, en af dem, som kan vise Vej for Andre; thi jeg følte, at der var Kræfter i min Sjæl, som ikke vidste, hvor de skulde[rettet fra: skulle] hen for at finde den Gjærning de saa uhyre trængte til at gribe fat i. – Ved Læsningen af denne Bøn tænkte jeg paa Bjørnson og paa Dem. Gud gav mig tvende Møder med Geniet. Af det Første fik jeg Ilden, af det Andet Øjemaalet til at gjennemtrænge Røgen. Jeg elsker og takker // dem Begge, og jeg vil aldrig glemme, at jeg skylder dem, de store Øjeblikke i mit Liv, hvorfra Sjælen fik sin rigeste Befrugtning for Digtningen. – Hvad De i Deres Brev berører som en vemodig Tanke har vel paa Forhaand min hele Sympathi: javist var det M Wiehe, som egentlig skulde spille Grant! Varmen og det Sympathivækkende har Wilhelm tilvisse – og i højere Grad maaske end Broderen; men hvor er Sjælens fine Blinken hen over Replikkerne, hvor er Smertens stille Gjennemisnen, hvor er Ironiens Blaalys og det spøgelsesagtige Skjær af Sjælens Død hen gjennem det ydre Livs krampagtige // Greb efter Glæden – og endelig: hvor er den blanke Kulde, der viser Alting tilbage ligesom den uberørte Isflade? Idethele: hvor er Lidenskaben? – Nej, nej! der er Intet af dette, men der er aligevel Saameget, at jeg takker Gud for det, og haaber paa dets gode Virkning. Ja, naar jeg tænker paa, at det ikke er mer end 8^te Dage til, at jeg skal frem paa denne saa længselsfuldt ønskede Bane – sandelig jeg svimler ved Tanken, og mit Legeme, som er meget langt fra at være stærkt, rystes af den. De skriver, at De spillede med indvendig, ja sandelig, min Sjæl er ogsaa i denne Tid forandret // til en Skueplads, hvor disse forskjellige Mennesker vandre omkring med sine Smerter og Stemninger. – Ak gid jeg dog kunde glæde Dem for al den Glæde De giver mig! Jeg forsikkrer Dem, at det staar for mig, som noget Ubegribeligt, Utroligt, at De nu sidder og gaar der paa Scenen og sætter Liv i mine Tanker – der falder dog vel en og anden Gang en Replik fra Deres Læber, som er helferdig, saaledes som De selv vilde have spillet Rollen? Sandelig, den vilde jeg nok høre! Jeg vilde nok høre Dem sige: ”Vi ere skilte” og siden det Udbrud af en fortvivlet Sjæls // Opluen: ”Ja, se nu begynder Mennesket at tale.” Der skal, tykkes mig, nesten Tro paa Ulykken hos en Kunstnerinde for paa det Sted at føle Svalningen af Haabets Vinge – ikke sandt? Ak ja, jeg tager det maaske for inderligt, min Kjære! men tilgiv, jeg har jo skrevet det med Sjælens Ild under hvert Ord, derfor blusser den endnu op ved Tanken og varmer under den. –
Kunde jeg nu blot faa det saaledes ordnet, at jeg henimod Midten af Maj kunde faa det opført her; men jeg har jo endnu ikke faaet hverken Manuskript eller Rentryk tilsendt, saa det vil jo tage Tid at udskrive Rollerne. Tiltalen faar man her ved // Scenen ikke før til Plakaten, og at det skal opføres i Kjøbenhavn er fortiet til det Yderste. –
Og nu Levvel for denne Gang! Gud signe og styrke Dem!Gid De til Sommeren kunde faa noget af den norske Fjeldluft at indaande, saa den umaadelige Anstrængelse Vinteren lægger paa Dem kunde lettes og forjages. Nu tusinde kjærlige Tak for Alt! Hils Deres kjære Smaaalfer fra mig, og lev nu vel saalænge; thi det varer vist ikke saalænge, før De atter hører fra mig.

Deres taknemlig hengivne
Magdalena Thoresen