No. 91 af 462
Dokumentstatus
Manuskript
Ophavsmand/nøgleperson Dato
H.C. Andersen u.å.
Værktitel

Lygtemændene ere i Byen, sagde Mosekonen

Original
Dokumentindhold

Manuskript til H.C. Andersens eventyr Lygtemændene ere i Byen, sagde Mosekonen, som udkom i 1865.


Det har mere at betyde med Poesi og Eventyr. Jeg skulde nu holde Mund der med, men det maa være en Styrelse, en Skjebne, Noget[rettet fra: noget] der gaaer mig over, det er sat mig i Qværken, det maa herud. Lygtemændene ere i Byen, de ere slupne løs! tag Eder iagt, Mennesker!”
”Det forstaaer jeg ikke et Ord af!” sagde Manden. ”Vær saa god at sætte Dem paa Skabet!” sagde hun, ”men fald ikke[rettet fra: ind] ind i det og slaae Flaskerne itu, De veed hvad der i dem. Jeg skal fortælle hele den store Begivenhed, den er ikke ældre end fra igaar; den er hændet tidligere. Denne har endnu tre hundred og fire og tredsindstyve Dage at løbe paa. De veed vel hvor[rettet fra: xxx] mange Dage der er i Aaret!”

# # #

Og Mosekonen fortalte.
Her var Stort paafærde igaar ude i Sumpen! her var Barnegilde! her blev født en lille Løgtemand, her blev født tolv af det Kuld, som det er givet, at de kunne, om de ville, træde op som Mennesker og agere og commandere imellem disse, ligesom om de vare fødte Mennesker. Det er en meget stor Begivenhed i Sumpen og derfor dandsede som Smaalys, hen over Mose og Eng, alle Løgtemænd og Løgtekoner, der er ogsaa Hunkjøn, men de ere ikke i Omtale. Jeg sad paa Skabet der og havde paa mit Skjød alle de tolv smaa nyfødte Løgtemænd; de skinnede som Sanct Hans Orme; de begyndte allerede at hoppe, og hvert Minut toge de til i Størrelse, saa at, før et Qvarteer var omme[rettet fra: ovre], saae hver af dem ligesaa stor ud som hans Fader eller Onkel. Nu er det en gammel medfødt Lov og Tal Begunstigelse, at naar Maanen netop staaer som den stod igaar, og den Vind blæser som blæste igaar, saa er det givet og forundt //
alle de Lygtemænd, som i den Time og i det Minut fødes, kunne blive Mennesker, og hver af dem, et heelt Aar igjennem, rundtom øve deres[rettet fra: sin] Magt i stor Stiil oppe blandt Menneskene. Han Løgtemanden kan løbe Landet rundt og Verden med, om han tør gaae gaae tilsøes og ikke er bange for at falde i Vandet eller blæses ud i en svær Storm. Han kan gaae om i Skikkelse, som Mand og som Qvinde, forlove sig og gifte fare lige lukt ind i Mennesket tale for ham og gjøre alle Bevægelser, han vil. Løgtemanden kan tage sig hvilken som helst Skikkelse paa, Mand eller Qvinde, handle i deres Aand men med hele sin egen Yderlighed, saa at der kommer ud af det hvad han vil, men i eet Aar maa han vide og forstaae, at føre trehundred og fem og tredsindstyve Mennesker paa gal Vei og det i stor Stiil; føre de dem bort fra det Sande og Rigtige, da opnaaer han det Høieste en Løgtemand kan drive det til, at blive Løber ved Fandens foran Fandens Stadskarreet, faae gloende brandguul Kjole og Luen lige ud af Halsen. Det kan en simpel Løgtemand forgjæves slikke sig om Munden efter. Men der er ogsaa Fare og stort Bryderi for en ærgjærrig Løgtemand, der agter at træde op i spille en Rolle. Faaer Mennesket Øinene op for hvem han er og kan blæse ham væk, saa er han væk og maa tilbage i Sumpen; og dersom før Aaret er omme, Løgtemanden betages af Længsel efter at vende tilbage komme til sin Familie, opgive sig selv, saa er han ogsaa væk, kan ikke længer brænde klar, gaaer snart ud og kan ikke tændes igjen, og er Aaret endt, og han da endnu ikke har ført tre hundred og fem og tredsindstyve Mennesker f bort fra Sandheden og hvad godt og deiligt er, saa bliver han er han dømt til at ligge i raadent Træ og skinne uden at kunne røre sig, //
og det er den frygteligste Straf for en livlig Løgtemand.
Alt dette vidste jeg, og alt dette sagde jeg de tolv smaa Løgtemænd, jeg sad med paa Skjødet, og de vare som ellevilde af Glæde. Jeg sagde dem at det var det Sikkreste og Mageligste at opgive Ærgjærrigheden, Æren og ikke at bestille noget, det vilde de unge Blus ikke; de saae sig allerede gloende brandguul med Luen ud af Halsen. ”Bliv hos os!” sagde nogle af de Gamle; ”Driv Spil med Menneskene!” sagde de Andre. ”Menneskene tørre vore Enge ud, de draine, hvad skal der blive af vore Efterkommere!”
”Vi ville flamme mig flamme!” sagde de nyfødte Løgtemænd, der nu vare ligesaa store som de Gamle. Og saa var det afgjort.
Her blev strax Minut-Bal, kortere kunde det ikke være! Elverpigerne svang sig tre Gange rundt med alle de Andre, for ikke at synes storagtige; de dandse ellers helst med sig selv. Saa blev der givet Faddergave: “kastet Smut”, som det hedder. Presenterne fløi som Kiselstene hen over Mosevandet. Hver af Elverpigerne gav[rettet fra: gav] en Flig af deres Sløer: ”Tag den!” sagde de, ”saa kan Du snart den høiere Dands, de letteste vanskeligste Sving og Vendinger, kan vise Dig i de strunkeste Selskaber. Natravnen lærte hver af de smaa Løgte unge Lygtemænd at sig ”bra, bra, brav!” og sige det paa det rette Sted og det er en stor Gave, der lønner sig selv. Uglen og Storken gav ogsaa Noget, men det var ikke værd at tale om sagde de og saa tale vi ikke derom. Kong Valdemars vilde Jagt foer just hen over Egnen og da det Herskab hørte om Stadsen her, sendte det[rettet fra: den] i Present et Par af fine Hunde, der jage med Vindens Fart og nok kunne bære en Løgtemand eller tre. To gamle Marer, som rider her i[rettet fra: xxx], vare med til Gildet; de lærde strax fra sig den Kunst at slippe ind igjennem et Nøglehul, det er altid en Indgang saa godt som om alle Døre stod aabne for Een. De tilbøde at føre de unge Løgtemænd til , hvor de Byen, hvor de vidste god Beskeed. De reed sædvanligviis gjennem Luften paa //
deres eget lange Nakkehaar, som de havde bundet Knude paa for at sidde haardt, men nu satte de sig hver skrevs over den luftige Jagts vilde Hunde, de smaa unge Løgtemænd som nu skulde ind at forlede og forvilde Menneskene fik Plads paa Skjødet – - hutsch! var de borte. Det var Altsammen igaar Nat! nu ere Løgtemændene i Byen, nu have de taget fat, men Hvordan og Hvorledes? Ja siig mig det! Jeg har en Veir-Traad gjennem min store Taa[rettet fra: Tand], den siger mig ondt[?] Veir meer end Markatten, der ikke er at stole paa altid Noget!”
”Det er et heelt Eventyr!” sagde Manden.
”Ja, det er da kun til Begyndelsen til eet!” sagde Konen. ”Kan De fortælle mig hvorledes Løgtemændene nu tumle og tee sig, i hvilke Skikkelser de ere traadt op for at faae Menneskene paa den rette Vei!”
”Jeg troer nok,” sagde Manden, ”der kunde skrives en heel Roman om Lygtemanden; i tolv Dele, een om hver Lygtemand, eller maaskee endnu bedre, en heel Folkecomedie!”
”Den skulde De skrive!” sagde Konen, ”eller hellere lade være!”
”Ja det er magelige og behageligere!” sagde Manden, ”saa slipper man for at tøires i Avisen; og det er tidt lige saa trangt som for en Løgtemand at ligge i raadent Træ, og skinne og ikke turde sige et Muk!”
”Mig er det lige fedt!” sagde Konen, ”men lad hellere de Andre skrive, de som kunne og de som ikke kunne. Jeg[rettet fra: Her] giver fra min Tønde en gammel Tap, den lukker op Skabet med Poesi paa Flasker, derfra kan de faae hvad der skorter. men De min gode Mand synes mig nu at have blækket Deres Fingre nok til og maa være kommet til den Sathed ikke at løbe efter Eventyr naar der er langt vigtigere Ting at gjøre De har vel dog forstaaet hvad der er paafærde?”
”Løgtemændene ere i Byen!” sagde Manden. ”Jeg har hørt, jeg har forstaaet! Menneskene vide ikke hvilken Omgang de have Men hvad vil De, at jeg skal jeg gjøre? jeg vil blive dænget over om jeg seer og kan sige der gaaer en Løgtemand i en hæderlig Kjole!

[Indsat papir på sidste side under hvilket der gemmer sig en anden tekst:]

Kommentarer

Eventyret udkom oprindeligt i Nye Eventyr og Historier. Anden Række. Tredie Samling, 1865.
Dette er kun et Fragment af eventyret.

Arkivplacering
Arkiv 1. Andersen, H.C. Lygtemændene
Emneord
H.C. Andersens eventyr
Personer
H.C. Andersen
Sidst opdateret 12.05.2015 Print