Bakkehussamlingen

Herrebladene.

Hvor man dog i Papir kan klippe og klistre nydelige Ting! pralede det maatte man rigtignok sige naar man saae det Slot, xxx der var saa stort at det saaledes saaledes klippet og klistret til at det fyldte et heelt Bord og og saa var Slottets var malet saa at det havde med Udseende af at være som om det var bygget af røde Steen; det havde skinnende Kobbertag, det havde Taarn og Vindelbro; Vand og Vand i Kanalerne der var som et Speilglas, for det var af Speilglas. Der stod i det høieste Taarn en Vægter snittet af Træ, han havde en Trompet at blæse, men han blæste ikke.
Det Hele[rettet fra: hele] tilhørte en lille Dreng som hedte William og han heisede selv Vindelbroen og lod den igjen falde, lod sine Tinsoldater marschere over, aabnede saa Slotsporten og saae ind i den store Riddersal, hvor der paa Væggene hang i Ramme alle Herreblade fra et Spilkort, ligesom Billederne i de gamle virkelige Ridder- sale alle Herrebladene fra et Spilkort Hjerter, Ruder, Kløer og Spaer; Kongerne med Krone og Scepter, Damerne med Sløer ned over Skuldrene og Blomst eller Vifte i Haanden, Knægtene med Hillebarde og veiende Fjer, som man jo see det i Spillekortene.
En Aften laae den lille Dreng og kigede igjen-nem den aabne Slotsport ind paa Kortbillederne i
Riddersalen og han syntes at Kongerne hilsede med deres Scepter, ja Spaerdame bevægede Guld-Tulipanen hun holdt i Haanden og Hjerter-Dame løftede sin Vifte; alle fire Dronninger gave naadigt Tegn paa at de bemærkede ham. Han rykkede endnu nærmere for bedre at see, men kom derved med Hovedet til at
støde til Slottet saa at det rystede. Da stak alle fire Knægte ., Her Kløer, Spaer, Ruder og Hjerter, deres Hille-barde frem, for at vare ham, at han ikke saaledes trængte // maatte trænge paa.
Den lille Dreng forstod det og nikkede i al Venskabelighed; han nikkede nok engang og saa sagde han: ”Siig Noget!” men Kortbladene[rettet fra: Kortbladerne] sagde ikke Noget et Ord; dog da han tredie Gang nikkede til Hjerterknægt, sprang denne ud af Kortbladet, der hang som et xxx paa Væggen. Hjerterknægt stillede sig midt paa Gulvet med Fjer i Huen og jernbeslaaet Landse i Haanden.
”Hvad hedder Du? Lille ” Spurgte han den Lille. ”Du har klare Øine og gode Tænder, men Du vasker ikke
tidt nok dine Hænder!” Og det var nu ikke fiint sagt. ”Jeg hedder William!” sagde den Lille, ”og det er mit Slot og Du er min Hjerterknægt!”
”Jeg er min Konges og min Dronnings Knægt, ikke din!” sagde Hjerterknægt. ”Jeg kan gaae ud af Bladet og af Rammen med! seer Du! og det kunne de høie Herskaber endnu bedre. Vi kunne gaae ud i den vide Verden, men den ere vi kjede af; det er mageligere og behageligere at sidde i Kortblad og være sig selv!”
”Have I virkeligt Alle været før været Men-nesker?” Spurgte den Lille.
”Mennesker,” sagde Hjerterknægt, ”men ikke saa gode, som vi burde være! tænd et lille Voxlys foran mig, helst et rødt, thi det er min og mit Herskabs Couleur, saa skal jeg fortælle Slotsherren, for Du er jo Slots-herre, siger du, hele vor Historie, men bryd mig ikke af, skal jeg tale, maa det gaae i een Snurre!
Seer du ham, min Konge, Hjerterkonge, han er den ældste af de fire der, for han er født først, født med
Guldkrone og Guldæble.[rettet fra: ,] Lykkeæble kaldes det ogsaa Han regjerede ligestrax. Hans[rettet fra:, hans] Dronning var født med Guld Vifte, den har hun endnu! de havde det saa yndigt fra Smaa af, det behøvede ikke at gaae i Skole, kunde lege hele Dagen, bygge Slotte og rive ned, knække Tinsoldater og lege med // Dukker; forlangte de Smørrebrød saa var der Smør paa begge Sider af Brødet og Puddersukker ovenpaa. Det var den gode gamle Konge Tid, Guldalderen, som den kaldes, men den bleve de kjede af og jeg ogsaa. Det var den Gang og – saa kom Ruderkonge.” Mere sagde Knægten ikke; den lille Dreng ligesom lurede efter paa at høre mere, men saa Intet blev sagt der blev ikke sagt et Ord og spurgte saa spurgte den Lille: ” Og hvad saa mere?” Hjerterknægt svarede[rettet fra: sagde] ikke et Ord, stod strunk og stiv og saae paa med Øinene lige mod sit tændte røde Vox-lys. Den Lille nikkede, nikkede igjen, men derved blev det fik dog ikke Svar, saa nikkede vendte han sig til Ruderknægt, og da han nikkede tredie Gang til ham sprang ogsaa denne ud af Kortbladet, stillede sig op og sagde det eneste Ord: ”Voxlys!” den Lille tændte strax et rødt Lys og satte foran ham. Da præsen-terede Ruderknægt med sin Landse og sagde: ”Saa fulgte Ruderkonge! en Konge med Glasrude paa Brystet sit Bryst; ogsaa Dronningen kunde man see lige ind i, og de vare skabte ligesom alle, andre gode Menne-sker. Det var saa fornøieligt at man derover reiste dem et Monument; det stod i hele syv A syv Aar, men det var ogsaa reist for Evigheden!” Og saa præsenterede Ruderknægt og saae paa sit røde Voxlys.
Og uden at den lille William nikkede skreed med Eet, ganske gra-vitetisk, som Storken kan gaae naar den skrider hen over Mar-ken, Kløverknægt, det sorte Kløver blad i Hjørnet af Kortbla-det fløi med og blev som en Fugl[rettet fra: xxx] slog med Vingerne hen over ham og fløi saa igjen tilbage i det hvide Kort-blad paa Væggen og satte sig hvor det før havde siddet. Og Kløverknægt talte, uden først, at som de Andre, at bede om Voxlys. ”Ikke Alle have erholde Smør paa begge Sider af Brødet og Suk-ker ovenpaa; det fik hverken min Konge eller Dronning. De maatte gaae i Skole og lære hvad de tidligere Konger ikke havde lærdt; de gik ogsaa med Glasrude paa Brystet, men Ingen saae saae derind, uden for at see bemærke om der ikke var noget galt inde i Urværket, som de kunde skjænde paa. Jeg veed det, jeg har tjent mit Herskab i alle Aar, og tjener det // fremdeles og lyder dets Villie. Nu vil Herskabet at jeg ikke skal tale mere i aften og jeg lyder tier og præsenterer; O og og det gjorde han. Men William tændte ogsaa et Voxlys for ham et Lys det var skinnende hvidt. ”Huith!” hurtigere end Lyset tændtes stod Spaerknægt paa Gulvet inde i Riddersalen, han kom i en Fart og dog humpede han, som havde han et daarligt Been. Han hilsede ikke, men det knagede i ham da han vist xxx han havde, han stillede sig op han han havde været knækket og brækket, gaaet meget igjennem, nu viste han sig og talte han. ”De have hver faaet Lys, og jeg faaer det ogsaa veed jeg; men skulle vi Knægte have det, saa da maa vore Herskaber have det bringes tredoppelt til vort Herskaberne og min Spaerkonge og Dronning-Dame eet til; tre xxx kan vel regne[?] bør det sig at have fire Lys for mit Herskab thi deres Historie og Prøvelse er saa sørgelig at der ikke nok kan belyses og at de have Aarsag til at gaae i Sort og nok kunne see sørgeligt ud og have Grav-Spaden i deres Vaaben; xxx til Høire staaer der, see efter! og det have de ogsaa! Jeg vil ikke fortælle deres Historie, ikke heller min egen, men kun sige: jeg har ogsaa faaet mit, faaet Spot-Navn, “sorte Peer” i Kortspillet; ja jeg har faaet endnu værre Navn, det er ikke engang passende at sige,” og saa hviskede han. ”Man kalder mig ”Skidt-Mads”! og engang var jeg dog første Kavaleer hos Spaerkonge og nu er jeg sidste. Jeg fortæller ikke mit Herskabs Historie, det vil ikke have det! Lille Slotsherre kan selv gjøre ud af den hvad han vil, men sørgeligt! det er gaaet tilbage og gaaer ikke frem før vi Alle ride paa den røde Hest høiere op end der ere Skyer!”
Og den lille William tændte tre Lys for hver af Kongerne og tre for hver af Dronninger; men de to i Herskabet Spaer fik hver et til fire og det gav otte for de to; der blev saa lyst straalende i den hele Riddersal, saa lyst som i den rigeste Keisers Slot; og de høie Herskaber hilsede mildt og naadigt; Hjerterdame viftede lod Guld tulipa viften neie, og Spaerdame svingede med Guldtulipanen saa at saa at den skinnede som om der kom der kom xxx Ildslue ud af den. De høie Par stege ud af Kortblad og Ramme, traadte i Menuet ned af Gulvet op igjen, de dandsede og Lue og Knægtene med; det var som om hele Salen stod i Flamme; det rislede og raslede, Luen slog ud af Vinduer og Vægge, hele Slottet stod i Glød og Flamme. William // sprang forskrækket tilside, raabte paa Fader og Moder: ”Slottet brænder!” Det gnistrede og blussede; men i Ilden susede og sang det: ”Nu ride vi paa den røde Hest høiere op end der ere Skyer. Det bør sig ridderlige Mænd og Fruer, Knægtene følge med!” –
Ja den Ende fik det med Williams Slot og med Herrebladene. William lever endnu og vasker sine Hænder , hans Skyld var det ikke at Slottet brændte.

H. C. Andersen.

(Altona.)