Bakkehussamlingen

Underlige Drømme.

-—
Det er saa stille i vor By,
Thi det er kun ved Morgengry;
Man seer ei Hund, man seer ei Kat,
Selv Vægteren har sagt: God Nat!”
Han sidder i et Kjælder-Skuur,
Og faaer sig der en lille Luur. –
Tre Haandværks-svende gaar forbi,
De vandre bort i Compagni;
Paa Ryggen har de hele Klatten,
Og Voxdugs Overtræk om Hatten;
De ere glade hver og een,
Thi de har unge raske Been;
En Smed en Skræder og en Bager
Er det som nu paa Vandring tager.

Man snart kun Byens Taarne seer,
Der Solens første Straale leer;
Men hvor de Svende kommer frem,
Som Konger Alt modtage dem,
Det Hele røber noget stort,
Dem Skoven staaer som Æres Port,
Vel er ej Borgerskabet der,
Men Skovens Fugle synge her,
Det gaaer saa peent i Mol og Dur,
Som om det Hele var Natur! //
Det er saa smukt hvorhen de see,
Saa Hjertet ordentlig maa lee.
Ja, det vil gjennem Bryst og Frak!
For selv at sige: mange Tak!

Men som de gaae i Skoven frem,
En deilig Qvinde møder dem
Hun har græsgrøn Kjole paa
Og Vinger smukt fra Skuldren gaae;
Hun bærer frem et gyldent Horn
Med smukke Blomster, Frugt og Korn,
Fortuna kalder Verden hende,
Hun hilser vore Ungersvende,
Og skjænker dem med venligt Sind
Et Æble, rødt som hendes Kind,
Et Lykkens Æble nok saa smukt,
Og svinder saa bag Skovens Bugt.
De Svende glad paa Æbler see;
Men, Herre Gud! de er jo tre,
Og Æblet kan de ikke dele,
Thi Lykken boer kun i det Hele.
Der tænkes ud, der tænkes ind,
Men Tanken bliver dog til Vind;
Tilsidst staaer Skræderen da frem
Og dømmer saadan mellem dem:
at alle tre, paa dette Sted
Skal lægge sig paa Jorden ned,
Og Æblet vil de den tildømme,
Der har de underlige Drømme. //
Thi lægge de sig strax til Ro! –
Der gaaer en Time – der gaaer to –
Men endeligt de sig da røre. –
Nu skal vi deres Drømme høre.
”Mit er Æblet!” siger Smeden;
”Jo jeg har været fælt i Heden:
Ja værre end man mueligt troer!
I Drømme jeg til Helved foer;
Der var en Smede lang og bred,
Og den var Fanden selv for heed.
Der var en Larm, der var en Støj!
Og Diævle kom og atter fløj;
Den smilte sødt den hele Slægt.
Og kaldtes der: en hellig Sekt;
Paa Bibelen de smeded’ hen,
Gud, kjendte den vidst knap igjen,
Paa Hovedet blev sat hvert Ord;
De fange vil den hele Jord,
Ja binde Tanken og Fornuften:
Med Taage fyldtes hele Luften,
Og hvem de fangede, hvert Aar,
De bleve kaldte. Troens Faar!

Men Skræderen begyndte nu:
”Jeg drømte mere sært end Du!
Jeg var saa Luftig, som en Myg,
Og Vinger voxte paa min Ryg,
Ja, uden at jeg veed hvordan,
Med eet jeg kom til Himlen an,
Den var saa stor, den var saa sval,
Det var en deilig Skræder Sal! –
Paa hver en Sky stod Fugle smaae,
Der havde ej det mindste paa,
De syede med Traad og Naal,
Regnbuen der var Skræder-Maal.
Det Hele var saa propert her.
Og Pressejern var Solen der, //
Man sang saa smukt paa dette Sted,
Og jeg, ja jeg sang ogsaa med;
Vi syede ved Sang og Spil,
Saa Helvede blev reent syet til.
Jeg næsten troer det er endnu!
Men Bager! siig, hvad drømte Du?
Skjøndt Æblet neppe bliver Dit.
”Jo, Æblet troer jeg bliver mit!
Gjensvarer han, thi med Forlov!
Jeg hverken drømte eller sov,
Thi, som lage mig til Ro,
Saae jeg hvordan I begge To
Fløj hvert til sit med Hud og Krop;
Een gik derned, Een gik derop!
Da brugte jeg Forstandens Fem,
Og tænkte: den kom aldrig hiem,
Der engang foer til Helved ned,
Og som fik i Himlen Sted,
Han har jo Fryd og gode Dage,
Og vender heller ej tilbage,
De hver er kommen nu til sit
Jeg tænker Æblet er da mit! –
Det var en fiin, en deilig Slags,
Thi spiste jeg det lige strax! –
--

H.C. Andersen