No. 76 af 475
Dokumentstatus
Manuskript
Ophavsmand/nøgleperson Dato
H.C. Andersen u.å.
Værktitel

Portnerens Søn

Original
Dokumentindhold

Fragment af manuskript til Portnerens Søn.


Portnerens Søn.

Generalens boede paa første Sal, Portnerens boede i Kjæ[…?] der var stor Afstand mellem de to Familier hele Stue-Eta[…?] og Rangforordningen; men under samme Tag boede de me[…?] Udsigt til Gaden og til Gaarden, i denne var en Græsplet […?] et blomstrende Akasietræ, naar det blomstrede, og unde[…?] det sad somme tider den pyntede Amme med det endnu mer[…?] pyntede Generalbarn, lille[rettet fra: den] Emilie, og foran dem dandsede da paa sine bare Been Portnerens lille Dreng med de store brune Øine og det mørke Haar og Barnet loe til ham, strakte sine smaa Hænder ud til ham; og saae Generalen det fra sit Vindue saa nikkede han ned og sagde charmant, Generalinden selv, der endnu var saa ung at hun næsten kunde være sin Mands Datter af tidlige Ægteskab, saae aldrig ud af Vinduet til Gaard siden, men sin Ordre havde hun givet at Kjælderfolkenes[rettet fra: Kjældernefolkenes] lille Dreng nok maatte lege for Barnet, men ikke røre det og Ammen lød nøiagtig Fruens Ordre. Og Solen skinnede ind til dem paa første Sal og ind til dem i Kjælderen; Akazietræet satte Blomster, de blev Bælge, faldt af igjen og næste Aar kom der faldt af som Bælge, for næste Aar igjen at at Træet igjen kunde blomstre næste Aar; det blomstrede, og Portnerens lille Dreng blomstrede, som en frisk Tulipan, Generalens lille Datter blev altid finere og finere, Træet, som var som et frisk rødt[rettet fra: det friske røde] Æble, Generalens lille Datter var og blev fiin derimod som en frisk Tulipan, Generalens lille Datter blev fiin og bleg som Akazieblomstens Blade det[rettet fra: den] lyserøde Blad paa i Akazieblomsten. Nu kom hun kun sjælden ned under Træet, hun fik Luft i Karreet og altid nikkede hun naar hun kjørte ud med Mama, nikkede hun til Portnerens Georg, ja kyssede paa Fingeren ad ham, til hendes Moder sagde at nu var hun for stor dertil. En Dag gik Portnerens Dreng op ad Dreng ad Trappen, han havde hilst paa Drengeviis sprunget, men det var ham forbudt af Forældrene, Generalinden leed ingen Støi, En Ef Formiddag skulde han bringe Breve og Aviser op, der i Morgenstunden vare blevne lagte ind til h i Portnerstuen, i det han kom op ad Trappen forbi den lille Dør, der førte ind til H Sandhullet, pippede hørte han Noget der, pip! pip! han troede det var en Kylling, som klynkede og saa var det Generalens lille Datter, i Knipling og Flor, hun skjulte sit Ansigt med Hænderne og pippede ganske ynkeligt: siig det ikk[…?] // […?] ive vrede.
”Hvad er det sag lille Frøken!” sagde Jørgen Georg.
[…?]et brænder altsammen! sagde hun, det brænder i lysende Lue!”
Og Georg[rettet fra: Jørgen] aabnede Døren til den lille Barnestue, Vindue Gardinet var næsten afbrændt, Gardinstokken stod i Glød og Flamme. Georg sprang op, rev ned, kaldte paa Folk; uden ham var der blevet Huusild. Generalen og Generalinden examinerede lille Emilie.
”Jeg tog kun een eneste Svovlstikke,” sagde hun, ”og saa brændte den strax og Gardinet xxx brændte strax. Jeg spøttede for at slukke, jeg spøttede Alt hvad jeg kunde, men jeg havde ikke Spøt nok, og saa løb jeg ud og gjemte mig, thi Papa og Mama, vilde blive vred.”
”Spøttede!” sagde Generalen, ”hvad er det for et Ord! Naar har Du hørt Papa og Mama sige spøttede”, det Ord har Du nede fra!” men lille Georg [rettet fra: Jørgen] gav han en Fiirskilling.
Den gik ikke til Bageren, den gik i Sparebøssen og snart var der saa mange Skillinger at han kunde kjøbe sig en Farvelade og sætte Couleur paa sine Tegninger, og dem havde han gjort mange af, uden al Veiledning de kom ligesom ud af Blyanten og Fingrene; de første farvede Billeder bragte han lille til lille Emilie. ”Charmant” sagde Generalen, og det var meget sagt Gen selv Generalinden selv indrømmede at man tydeligt saae hvad den lille havde tænkt sig. ”Genius har han!” det var Ordene som af Portnerkonen bleve bragte med ned i Kjælderen.
Generalen og hans Frue vare fornemme Folk de havde to Vaabener paa deres Vogn, eet for hvert af dem, og Fruen havde det paa hvert sit Stykke ude og inde paa sin Natkappe og sin Natsæk; hendes, det ene, var et kostbart Vaaben, kjøbt af hendes Fader for blanke Dalere, for han var ikke født med det, hun ikke heller, hun var kommet for tidlig, syv[?] syv Aar før Vaabenet kom, det var slet ikke saa mange Aar siden, man kunde godt huske dem, men det vilde man ikke. Generalens Vaaben var gammelt og stort, det kunde nok knage i Een at bære det, end sige at bære to Vaabenmærker og det knagede // i Generalinden, naar hun strunk, og stiv og stadselig kjørte til Hofbal. Generalen var gammel og grim graa, men sad godt til Hest; det vidste han og reed hver Dag ud med Rideknægt i passende Afstand efter sig. – Kom han i Selskab det var det endnu som kom reed han ind paa sin høie Hest og Ordener havde han paa, saa mange at det var ubegribelig, men det kunde han ikke gjøre for var slet ikke hans Skyld; som ung havde han fungeret ved det Militaire[rettet fra: militaire], og fra den Tid havde han en Anecdote at fortælle en Anecdote, den eneste han havde været med ved de store Høst-Maneuvrer, der[rettet fra: i] hel i Fredens[rettet fra: xxx] Dage holdtes over Tropperne; fra den Tid havde han en Anecdote, den[rettet fra: xxx] for eneste han havde at fortælle: hans een af hans Underofficerer afskar og tog til Fange een af Prindserne og denne maatte med sin lille Trop fangne Soldater, selv som Fange ride ind i Byen bag efter Generalen. Det var en uforglemmelig Begivenhed, der altid, gjennem alle Aaringer blev gjenfortalt af Generalen, netop med de samme mindeværdige Ord han havde sagt i det han overrakte igjen Prindsen hans Sabel: Kun min Underofficeer kunde tage Deres Høihed tilfange, jeg aldrig!” og Prindsen svarede: ”De er uforlignelig!” I virkelig Krig havde Generalen aldrig været; da denne gik gik gjennem Landet havde G gik han just den diplomatiske Vei gjennem tre udenlandske Hoffer; han talte ogsaa det franske Sprog saaledes at han næsten glemte sit eget, han dandsede godt, han reed godt, der groede Ordner paa hans Kjole i det Ubegribelige[rettet fra: ubegribelige], Skildvagterne præsenterede for ham da han kom i sit Fædreland og den smukke, unge Pige præsenterede for ham og blev Generalinde, og de fik et yndigt lille Barn, det kom[rettet fra: var], som faldet ned fra Himmelen, saa yndigt var det, og Portnerens Søn dandsede i Gaarden for det saa snart det kunde skjønne og forærede det alle sine B tegnede, farvede Billeder saa snart det kunde lege med dem blev lidt større og hun glædede hun glædede sig ved dem og rev dem istykker; hun var saa fiin og nydeligt. ”Mit Rosenblad,” sagde Generalinden. ”Født for en Prinds er Du!” Prindsen stod allerede // udenfor Døren, men man vidste det ikke. Menneskene see ikke langt ud over Dørtrinet.
”De sulte hende!” sagde Portnerkonen[rettet fra: xxx], ”det stakkels Barn faaer ikke det hun kan tære! det er slet ikke af Karrighed; de unde hende det Allerbedste, men de troer at hun bliver for svær, faaer hun sin ordenlige Mad og Drikke; hun bliver aldrig meer end halv mæt, derfor er hun Skind og Been. og[rettet fra: xxx] forleden vor Dreng dele med hende sit Smørrebrød, der var hverken Ost eller Kjød paa, kun Brød men det smagte hende som havde det være en Oxesteeg. Der vilde have ligget et Huus havde havde Generalens seet det Maaltid, men de saae det ikke!”
Georg havde deelt sit Smørrebrød med den lille Emilie, gjerne havde han deelt sit Hjerte med hende, uden at tænke over det, naar det bare kunde havde kunnet fornøie hende. Han var en god Dreng; og han var opvakt og klog, og gik nu i Aftenskole paa Academiet for der at lære rigtigt at tegne. Lille Emilie gik ogsaa frem i Kundskaber, hun talte fransk med sin Bonne og havde Dandsemester.
”Nu skal Georg staae til Paaske!” sagde Portnerkonen; saa vidt var Georg.
”Fornuftigt blev det vel saa om han kom i Lære!” sagde Faderen, ”en pæn Profession skulde det være, og saa havde vi ham ude af Huset!”
”Men ligge hjemme maatte han vel,” sagde Moderen, ”det er ikke altid at Mester har Plads; Klæder maa vi jo dog give ham, den[rettet fra: xxx] Smule Mad han spiser faae, komme vi nok over er der altid Raad til; han er jo lyksalig ved bare et kogt Par kogte Kartofler, det er da da hans Livret; fri Lærdom har han da! Du skal see vi faae Glæde af ham det Ba ham, lad ham bare gaae sin Gang; Du skal see at vi faae Glæde af ham, det sagde ogsaa Professoren!” –
Confirmationsklæderne var istand, Moder havde selv syet dem, men de vare skaaret til af Lappeskrædderen, men han skar godt, var han anderledes blevet stillet og havde kunnet holde Værksted med Svende, sagde Portnerkonen, saa kunde den Mand godt have blevet Hofskrædder.

Arkivplacering
Arkiv 1. Andersen, H.C. B, II, 5
Emneord
H.C. Andersens eventyr
Personer
H.C. Andersen
Sidst opdateret 20.05.2015 Print