Bakkehussamlingen

Første Nedskrift af Dryaden
men den blev sex Gange
omskrevet.
H.C. Andersen

Dryaden

Det er Foraaret næsten Vinter endnu, første April 1867. Vi reise til Udstillingen i Paris.
Nu ere vi der! næsten xxx det var en Flugt, en Fart, aldeles uden Troldom! vi ere der ved Damp i Dampskib, Jernbane, Flugt og Fart; vi ere der vor Tid er Eventyrets Tid.
Vi ere der. Vi ere midt i Paris i et stort Hotel, Blomster heelt op ad Trappen, bløde Tæpper hen over Trinene. Vor Stue er hyggeligt, Balcondøren staaer aaben ud til en stor Plads, der boer Foraaret, det er kjørt til Paris, ligesaa tidligt som vi, det er kommet i Skikkelse af et stort ungt Kastanietræ, med store udsprungne Blad-Kapper; hvor er det fremme i Friskhed og Vaar fremfor alle de andre Træer paa Pladsen! ja der er eet som er aldeles hentørret, gaaet ud af de levende Træers Tal, det ligger ogsaa rykket op med Rod, alle Rødder og kastet hen. Der hvor det stod gaber nu ligesom en stor aaben Grav er nu en heel Dybde, og i den skal det unge friske Kastanietræ plantes og groe, faae sine Rødder, Fødder kan man ogsaa sige, faae sine Fødder i Fodpose naar engang den kolde Vinteren kom.
Endnu stod Træet paa høit stillet op paa den tunge Vogn hvorpaa det endnu i denne Morgen førtes til Paris, flere Mile borte fra, ude paa Landet. – // Det stod tæt ved en mægtig Eeg, og under den sad tidt den gamle, velsignede Præst, der talte og fortalte for de lyttende Børn og det unge Kastanietræ hørte med derpaa, Dryaden inde i det var jo et Barn endnu. Træet var saa lille at det kun ragede over Græsstraaene og de høistilkede Blomster, disse havde naaet deres høieste Høide, visnede naar Aaret var xxx omme, men kom igjen men Træet voxte og tiltog til hvert Aar, Livspulsen bankede i det, Træet drak Luft og Solskin, fik Dug og Regn, blev rusket og rystet, som nødvendigt var, af de stærke Vinde.
Dryaden glad ved sit Liv og sin Leven, ved Solskinnet og Fuglenesang, men dog gladest ved Menneskenes Stemme, den forstod deres Tale, den kunde bære sig hvad der blev fortalt. Og den gamle Præst fortalte om Frankerige, om Stordaad af Mænder og Qvinder, hvis Navne nævnedes i Beundring gjennem alle Tider. Dryaden hørte om Hyrdepigen Jeanne d Arc, om Charlotte Corday. Hun hørte om ældgammel Tid, om Napoleon den Førstes Dage Tid og heelt op i Nutids Dygtighed og Storhed.
Det frodigt friske Kastanietræ løftede sig i Solskin og Maanelys, Dryaden løftede sig ved det, saae Naturlivet om sig, saae den // travle Menneskeverden rundt om. Naar den gamle Præst sad der tæt ved under Egen og fortalte Landsbybørnene, hvar hun Skolebarn med de andre. Hun saae i de seilende Skyers vexlende Skikkelse, Billed paa Billed af hvad hun havde hørt fortælle. Sky-Himlen var hendes Billedbog.
Hun følte sig saa lykkelig i sit skjønne Frankerige, men havde dog en Følelse af, at Fuglene vare langt mere begunstigede end hun i det lille Træ, hvor hun groede; de kunde flyve langt vidt omkring, langt ud over Dryadens Synskreds. – Frankerige var saa udstrakt og herligt, men hun saae kun en lille Plet deraf; verdensvidt strakte Landet sig med Viinmarker, Skove og store Byer og af alle disse var Paris den herligste, den mægtigste. Der hen kunde Fuglene naae, men aldrig hun.
Der var imellem Landsbyens Børn, en lille Pige, saa pjaltet, saa fattig, men deilig at see paa; altid sang og loe hun.
”Kom ikke til Paris!” sagde den gamle Præst. ”Stakkels Barn, kommer Du der, det bliver din Fordærv!”
Og dog gik hun der hen. Dryaden tænkte tidt paa hende, de havde jo begge saa Lyst og Længsel //
efter den store Stad.
Der gik et Aar eller to
Faae Aar gik hen. Dryadens Træ bar de første fine Kastanieblomster, Fuglene qviddrede derom i den[rettet fra: det] friske Solskinsmorgens smukke prægtige Solskin. Da kom hen af Veien en stadselig Vogn med en fornem Dame, selv kjørte hun de letspringende, smukke Heste, en pyntet lille Joquei sad bag paa. Dryaden kjende hende igjen, den gamle Præst kjendte hende igjen, rystede med Hovedet og sagde bedrøvet.
”Du kom derind, det blev din Fordærv! stakkels Mari!”
”Hun en Stakkel!” tænkte Dryaden, ”nei! hvilken Forvandling! som var hun en Hertuginde! det blev hun i Fortryllelsens Stad. O, var jeg dog der i al den Glands og Pragt, den lyser selv op paa Skyerne i Natten, naar jeg seer derhen hvor jeg veed Byen[rettet fra: xxx] findes!” –
Ja derhen, mod den Kant saae Dryaden, hver Aften, hver Nat, hun saae den straalende Taage i Synskredsen og derud fra fløi Locomotiv ved Locomotiv, det ene Banetog ved det andet, susende, brusende, ja ved Aften og midnat, ved Morgen og hele den lyse Dag kom Togene, og ud fra hver og ind i hver // vrimlede det med Mennesker. Der blev talt Sprog Dryaden ikke forstod, hun kjendte kun sit hjemlands. Det var Fremmede der kom fra alle Verdens Lande et nyt Underværk Verdens Underværk havde kaldt dem til Paris.
Africa har sit store Ørkenland, den døde udstrakte Sandsteppe med det vidunderlige Fatagana Skjønheds Blændværket. Paris har ogsaa et Stykke Ørkenland. Ud for Indvaliderne Hotel har mangen graanet Soldat fra der var med ved Pyramiderne ved at see ud over den flade sand Slette, hvor alle Maa hjemme Maneuvrer holdtes husket paa Ægyptens Sand, Afr ahntas Sand, og netop her, i disse Tider løfter sig Fata-Morgana, dristigst[rettet fra: dristigste] som i Ørknen, og men meer vidunderligt thi her er det legemliggjort. paa Marsmarkens Sand paa løfter sig kjosker, Kirker og Paladser, som de findes spredte over alle Lande, det saftigt grønne Græssvær ligger hen over det tørre Sand, det klare Vand vælder og strømmer mellem blomstrende Buske og sjældne Træer. Palmen breder sin store Vifte, Roserne mylre her i Duft frem og fylder Luften med Duft. Hvilket Fata-Morgana paa Marsmarken, kaldet frem til Virkelighed, som ved Aladdins Lampe. Dette er det nye Verdens Under, Pariser-// Udstillingen 1868, kaldet til Liv, Glands og Forbauselse, og da, endnu i dette Aar, naar Løvet falder, skal ogsaa hele denne Herlighed falde, visne hen, og i Aaret som følger er ei Spore deraf tilbage, Marsmarken ligger atter en udstrakt Sandslette, Fatamorgana forsvundet.
Nu stod det der, nu udfoldede det Dag for Dag, Time for Time sin rige Herlighed. I Marmor og Farver sprang Bygninger frem, som Blomster springe ud i en Have, rige Billedsale fra alle Verdens Lande, Kunstværker, i Guld Metal, i Steen i Vævning. Veiende Vimpler, alle Nationers Flag alle af alle Folkefærd Sang og Raab, Dampmaskiners Susen, hele store Kirker hvor Orgelet klang, hvor Klokkespillet lød fra Taarnene, et babelsk Slot midt inde, med al Jordens Herlighed, et Babelsk Tungemaal. Her kom Chineserinder paa de vansk med de skjæve Øine og de saare[?] vanskabte Fødder, og Skaalen med den dampende Thee xxx duftede[?] til heftig[?] og sød krydret og Thee udbredte sin Duft. Her til et Verd et Verdens Under.
Hvo hørte ikke derom! selv Dryaden vidste om det nye Under i Byernes By.
”Flyv I Fugle, flyv hen at see, kom igjen og fortæl!” var Dryadens Bøn.
Længselen svulmede til Ønsker, til dets eneste // Livstanke, – og da, i den stille, tause Nat, Fuldmaanen skinnede, og det var for Dryaden at see som om der ud fra Maanens Skive fløi ud en Gnist, der faldt, lyste som et Stjerneskud og foran Tr og foran Kastanietræet hvis Grene bævede som ved en stærk Luftning stod en mægtig lysende Skikkelse; den talte i Toner saa bløde og stærke, som Dommedags Basunen der kysser til Liv og kalder til Dom:
”Du skal komme derind i Fortryllelsens Stad, Du skal der fæste Rod, fæste Rod, fornemme de susende Strømninger, Luften og Solskinnet der. Men din Levetid vil forkortes, den Række af Aaringer som venter Dig her ude i det frie, tæres sammen derinde til en ringe Sum af Aar; stakkels Dryade det bliver din Fordærv! Din Længsel vil voxe! din Forlangen bliver stærkere, og Træet selv vil være Dig et Fængsel, Du vil forlade dit Hylster, flyve ud og blande Dig mellem Menneskene og da er dine Aar svundet hen til Dage, dit Liv pustes ud, Træets Blade visne og veire hen, komme aldrig igjen!”
Saa klang det, saa sang det, og Lysningen svandt, men ei Dryadens Længsel og Lyst hun bævede i Forventning, i vild Fornemmelses Feber Lyst.
”Jeg kommer derhen til Byernes By, Livet // begynder, svulmer som Skyen, farer hen, som Skyen, ingen veed hvor den farer hen!”

_________

Hvad her er fortalt hændede sig i den maaneklare Nat, men da Morgenen kom, bleg xxx og Maanen blev bleeg og Skyerne røde, slog Opfyldelsens Time, Løftets Ord bleve løste, der kom Folk med Spade og Stænger, de løsnede Træets Rod, der kjørte Vogn frem, trukket af Heste. Jorden om Træet blev gravet løst, Træet med Rødder og Jordklumpen de holdt om, blev løftet, som om omsvøbt med Sivmaatter, vel pakket ind, sat paa Vognen, bundet fast, det skulde paa Reise, til Paris, groe og blive der, i Frankerigs Storheds Stad, Byernes By, hvor Nutids Underværket var en Pragtblomsten stod plantet i Sand groet frem i Sandørkenen den lille Sandsteppe et san eller[?] som Paris for os i sin Marsmark. Al Kastanietræets Blade og Grene og Blade bævede i Længsel og Lyst, Dryadens Hjerte bævede i Forventningens Vellyst, ”afsted! afsted!” klang i hvert Pulsslag, // i dens bævende, hensvævende Ord. ”Afsted, Afsted!” Den næsten glemte at sige Lev vel til sit gamle Hjem, til den gamle Eg, under hvis a den gamle Præst, de svaiende Græsstraa og de uskyldige Gaaseurter, der havde seet op til den som til en stor Dame i Vorherres Urtegaard, en ung Prindsesse, der legede Hyrdinde og vilde groe i det frie. -

Kastanietræet var paa Vognen, Sjælen, Dryaden, sad drømmende deri, drømmende om det vidunderlige Nye og dog saa Kjendte syntes hun, der skulde rulle op, intet uskyldigt Ungdoms-Hjerte Barnehjerte, intet Sandselighedens Ungblod har flyvet afsted mod Byernes By, som sadt sig til Reisen derhen, som hun satte sig ”Afsted! afsted. Hjulene – Vognhjulene dreiede, det Fjerne blev da nær, blev
Vognhjulene dreiede, det Fjerne blev nær, blev lagt bag ved, Egnene vexlede, som Skyerne vexle; nye Viinmarker, Skove, Landbyer, Villaer og Haver – // skjød op, kom frem, rullede op; men eet Baand syntes at holde det Hele, Seinestaden; Kastanietræet kjendte den, Dryaden kjendte den. Fra sin Hjemstands Mark havde hun altid seet den, bugtede sig med iilsom Strøm fra Byerne By, hvor kunde den det, hvorfor skulde den det, og hvorfor gik dens Vei, til Havet hvor ingen Verdens Byer laae hvor Havet hvorom selv de hundred Aars gamle Karudser, med Mos paa Panden, de fornemste i det nære [S…es?] fiskerige Søer Intet vidste at fortælle, Dryaden forstod der af at der i Verden er mere mellem Grøft og Slotscanal, Skolemesterens Stue og den store By, end Karudser og Menneskene endnu har udfundet forstaaet og udfundet.
Kastanietræet bruuste afsted, Dryaden bruuste afsted, bevægede sig fremad, Dryaden kom fremad med det, en mægtig Flugt en skyndsom Fart syntes Træ og Dryade; Locomotiv ved Locomotiv bruuste tætved forbi hinanden, krydsede hinanden Locomotiverne sendte Skyer, der formede // Skikkelser, som fortalte om Paris, de kom fra, og Byen hvorhen Dryaden nu skulde! Den Træet var eet[?]; havde de kunnet sjunge synge, da var Sangen blevet ”til Paris! til Paris!” Dryaden syntes at hver Træ hun kom forbi strakte sine Grene ud mod den og bad: tag mig med! tag mig med!”
Hvilken Vexel, hvilken Flugt! det var som Husene skjød op af Jorden, flere og flere, tættere og tættere. Skorstenene løftede sig som Blomsterpotter stille paa hinanden og Side om Side hen af Tagene. store Indskrifter, alenlange Bogstaver, malede Skikkelser fra op ad Væggen fra Grundstykket til Taggesimsen. –
Hvor begynder Paris ,[rettet fra: ;] og naar er jeg derinde? Spurgte Dryaden sig selv. Hvilken Menneskevrimmel, hvilken Travlhed, hvilken Tummel! Vogn ved Vogn, Stimmel af Mennesker, Boutik ved Boutik, Musik, Sang, Skriig og Tale.
Dryaden i sit Træ var midt inde i Paris, den store, tunge Vogn der bar dem holdt stille paa en lille Plads beplantet med Træer, omgivet af høie Huse med Balkoner foran hvert Vindue; og hver som der kom frem saae paa det unge friske Kastanietræ der var kommet her; Menneskene paa Pladsen saae paa det og de gamle ældre Træer der rundt om ligesom hilsede med susende // Blade: Velkommen! – et stort Springvand kastede sine Straaler i Veiret og lod dem pladske i sin brede Kumme. Buske og Blomster groede rundt om, det var som en Have det en lille Haveplet midt paa Pladsen; et stort udgaaet Træ, taget op med Rod laae udstrakt over Grønsværen, hvor det havde groet gabede nu et dybt Hul, der skulde være den nye Huusleilighed for det unge friske Træ fra Landet; aarligt hent hvert Foraar hentedes mange saadan for at erstatte rundt om de som Gasluft, Madluft, hele den planteqvælende Byluft tog Livet af.
Dryaden fornam at den med sit Træ løstes fra Vognen, at og stilledes paa sin Fremtids Plads. Træets Rødder skjuledes i Jorden, frisk Grønsvær blev lagt oven over; blomstrende Buske og hele Urtepotter med Blomster, blev som Træet plantet; og omgivet Græs her blev en heel lille Haveplet midt paa Pladsen; det udgaaede Træ blev lagt paa Vognen og kjørt bort. Folk kom ind satte sig rundt om paa Bænkene, saae op[?] paa det unge friske Kastanietræ, med de store saftige Knoppe der var ved at fo udfolde // Bladene, det var Foraarets Forkyndelse for andre for endnu halvsovende Træer. –
Hvor her var her snevert, hvor var var her begrændset! syntes Dryaden.
Husene stode saa høie, saa nær paa, Solen skinnede kun ret paa een Væg og den var beklistret med Opslag og Placater, hvor Folk samlede sig stode stille, læste, passede sidt hvor[?] gjorde Trængsel; Vogne jog forbi, let og tunge, Omnibus, der[rettet fra: den] syntes hele overfyldte kjørende Huse, tog ogsaa Fart, Ridende joge afsted, Karrer og Lastvogne forlangte samme Ret.
Det var Dag endnu da Lygterne tændtes, Gasstraaler lyste ud fra Boutikkerne, lyste op mellem Træet Grene. De friske grønne Grene fornam en Luftning pirrende berusende vamlende, pirrende og dog som berusende Dryaden fornam den, pirrende vamlende, og under alt dette klang tidt rundtom, Raabet: see det det deilige friske Træ fra Landet! -
Nu kom Stjernerne frem, de samme Dryaden xxx lyst over det derude i den fri Natur, der kom en reen ny Luftning reen og mild, som fra Barndomsstedet, og snart var Dryaden, st qvæget, løftet styrket, havde Seekraft[rettet fra: seekraft[?]] gjennem hvert Blad, Seekraft og Fornemmelse i Røddernes // yderste Spidse, det var som rørte sig et heelt Paris dy ogsaa dybt under Jordfladen, hvad var det dog. Hele Omverdenen rundt om var Tummel og Toner, Farver og Lys; fra Sidegaderne, klang den ene Lirekasses Melodier ind i den andens; her lød blæsende Instrumenter; det var som kaldte de til Dands; ja Mennesker, Heste og Vogne, Træer og Huse maatte dandse derved! Og der kom en Beruselses Glæde i Dryadens Bryst, ”hvor livsaligt og deiligt!” jublede hun, ”jeg er i Paris!”

_________

Den Dag som kom, den Nat som fulgte og atter det næste Døgn, frembød samme Skue, samme Færdsel, samme Liv, vexlende og dog det samme.
”Nu kjender jeg hvert Træ, hver Blomst herinde paa Pladsen! jeg kjender hvert Huus, Balcon og Boutik, en lille indknebet Krog i den store mægtige store Stad, hvor er Triumphbuen, hvor Notre Dame, Louvre, Boulevarderne, og Verdens Underværket, som kalder Folk herhid fra alle Lande, Intet af alt dette løfter sig her viser sig her, jeg er som stænget i Buur mellem // høie Huse jeg nu kan udenad, med deres Indskrifter, Placater, Skildte alt det Oversmørelses Mundgodt, som ikke smager mig meer. Hvor er dog Alt det jeg har hørt om, veed om, længtes efter og hvorfor jeg vilde hertil. Jeg længes, jeg bæver! jeg staaer som[?] i Drømmens Verden bæver, jeg maa see Livet sprudler omkring mig, Alt lever rører og tumler sig. Hvad har jeg grebet, vundet, fundet! jeg længes som før, jeg fornemmer et Liv jeg maa gribe og leve i! jeg maa i de Levendes Række, tumle mig der, flyve som Fuglen, see og fornemme eller blive heelt Menneske, ve udvexle et Livsdøgn for Aaringers Leven i Kjed- Hverdags Træthed og Kjedsommelighed ! det var Dryadens Suk! og Ene sygne, synke, falde som Engens Taage og forsvinde; skinne som Skyen vil jeg, skinne i Livsens Sol, see ud over Alt som Skyen, fare hen som den, dele[?] Ingen veed hvorhen!” Det var Dryadens Suk, Bønnen som det løftede sig i Bøn: ”tag mine Leve-Aar, giv mig Døgnfluens Liv, løs mig af mit Fængsel, lad giv mig Menneskeliv, Menneske Lykke den korte Stund, og straf mig kun saa // kun for mit dristige Livsmod, min Livsens Længsel, slet mig ud, lad mit Hylster, det deilige Træ, som nærer det her, kast fældes, kastes paa Ilden, xxx blive Aske, veire hen i Vinden!” det var Dryadens S
Det susede i Træets Bla Grene, hvert Blad udfoldede sig dette Nu[?]; der gik et Stormkast hen over Træets Krone, og midt i denne løftede sig en Qvindeskikkelse, Dryaden selv og i samme Nu sad hun under de susende Grene sittrende Grene, ung og deilig, som ”stakkels Mari ”, til hvem der blev sagt: ”den store Stad bliver din Fordærv!”

_________

Dryaden sad ved Træets Fod, som sad hun ved sin Huusdør, den hun havde lukket til og bortkastet Nøglen til, saa ung, saa deilig en hun blev seet. Stjernerne blinkede, Gaslamperne lyste; hvor var hun slank og dog saa fast, et Barn og dog fuldvoxen Jomfru. Hendes Klædning var silkefiin, grøn som de udfoldede friske Blade i Træets Krone, i hendes nødbrune Haar hang en halvudsprungen Kastanieblomst. Foraarets Gudinde selv lignede hun. // Kun et kort Minut sad hun ubevægelig, stille, saa sprang hun op, og med en Flugt som Gasellens foer hun afsted fra Stedet, var hun om Hjørnet. Hun løb, hun sprang, som Blinket af fra et Speil der der bæres i Solskinnet og kaster Solblinket ved hver Bevægelse Blinket snart der, snart der, og havde man seet nøie til og kunnet see hvad der var at see, hvor vidunderligt, paa hvert Sted hvor hun dvælede et Øieblik, forvandledes hendes Klædning efter det Steds Egenhed, det Huus, hvis Lampe belyste hende.
Hun naaede Boulevarden, her var som et Lyshav fra Lanterner, Boutikker og Caffeér Gasflammer, Træer, unge og slanke, hver gjemte sin Dryade, stode der i Række belyste bestraalede af det kunstige Sollys. Det hele uendeligt lange Fortog[rettet fra: Fortoug] var som en eneste stor Selskabssal, dækkede Bordet , med alleslags Drikkevarer, Udstilling af Blomster, af Billeder, Statuer, Bøger og brogede Stoffer, hvilken Vrimmel, hvilken Trængsel! // og midt derude, som en Flod af Vogne, Cabrioletter, Karreeter, Omnibus, Drosker og Lastvogne, ridende Herrer, opmarscherende Regimenter, og over denne Flod med Strømmen med og imod hvor Gendarmer stode paa Bredden og midt ude som vare de Pæle kjendte Mænd og xxx krydsede Fodgjængere nogle forfærdede andre koldblodede. Nu lyste Blaalys, nu var Gaslyset det raadende.
Ja, tilvisse, det var Verdensbyens Byernes By store Landevei. Her klang italienske bløde Melodier, der spanske Sange, ledsagede af Castagnetternes Slag. Dog den Musik som hør just hørte til Strømmen her, den der flød ovenpaa, og var Minuttets Spiller Verdens ga Spilledaase Offenbachs Mus killende Cancan Musik, saa mægtig xxx den fik B[…?] selv Hjulbøren maatte dandse paa sit ene Hjul om den mægtede at dandse. Dryaden dandsede, svævede, fløi; vexlende i Farver som Kolibrien i Sollys, hvert hvert Huus og dets Verden derinde gav Reflexen. Hun drev afsted Som den straalende Lothus revet løs fra sin Jordbund, glidende[rettet fra: drivende] ned af ad Strømmen, // ført paa dens Hvirvler drev hun afsted og hvor hun standsede var hun atter en ny Skikkelse, derfor mægtede Ingen at følge, gjenkjende eller beskue hende.
Som Skybilleder fløi Alt hende forbi, i Trængslen kjendte hun ikke nogen og her var dog M ”stakkels Mari”, paa hende tænkte hun pludselig hun kom hende i Tanke, og da tæt foran holdt prægtige Vogne, med galonerede Kudske og Tjenere, og fra Vognen og Herskabet, som steeg ud, vare Qvinder, rigtklædte Damer, de steeg op af den høie Steentrappe indenfor Jerngitteret, ind i en Pragt Bygning – et græsk Tempel med Søiler rundt om, der var vist Mari! ” – Santa Maria!” sang de derinde, hvad var det for Det var Magdalene Kirke. Her var Røgelse Duft, her var Lampelysets Tudsmørke, til og fra Skriftestolene skrede Mængde høiadelige Damer skrede, deres Vaaben stod paa i Sølvspænderne paa den[rettet fra: deres] Fløiels indbundne Bønnebog og paa det stærk parfumerede Lommetørklæde med de kostbare Brysler-Kniplinger. – I England er det Hofbrug at en Aften Dronningen sidder paa sin Throne og den fornemme Verden og bemærkede Fremmede skride ærbødigt forbi // og gav[rettet fra: give] deres Hilsen. faae Hilsen igjen [,] det kaldes at stedes til Reading room, og er noget her var her var det: reading room hos Madonna, Skrifte xxx ikke Her Guds moder, hun tænkte aldrig paa saadan Færd xxx reading room for den fromme Verden i Silkekjole.
”Stakkels Mari” var her ikke, saae Dryaden og Livets Lyst var her heller ikke, derfor afsted, i Flugt uden Hvile, Døgnfluen har ikke Hvile, dens Flyven er dens Liv.
Hun var igjen derude under Gasstraalerne. Vandspringene pladskede Vandstrømmene afskyllede dog[rettet fra: xxx] dog aldrig det uskyldige Blod som her havde flydt; hun stod paa Concordpladsen, Revolutionspladse Retterstedet i Revolutionens Tid.
Her stod et Selskab, det syntes Fremmede, en stor Steenplade var løftet op, en Nedgang til Jorddybet viiste sig.
”Ja, isandhed, det er et Verdens Underværk!” // blev der sagt. ”og” et og det har et eneste Menneske udfør gjennemtænkt og udført! Hausmann!
”Et Verdens Underværk!” gjentog Dryaden, ”her er det nye Verdens Under jeg hørte om. Og da Sa den samlede Kreds steeg ned, steeg Dryaden med, Trappen var af støbt Jern, skrueformet men bred og beqvem, der førte til det underjordiske Speilbillede af Paris, hvor de gamle Katakomber hvælve sig, hvor Kloakerne have deres Gade ved Gade, tilsvarende dem oven over. – En Labyrint af dybe Haller, og høie Buegange, en Lampe lyste, hvor man dog aldrig kunde fare vild, kjendte man Paris, dens Gader og Stræder speilede sig af hernede, hvert enkelt Huus med Nummer paa var at finde vide, hvor det laae. Men midt i disse Gader og Stræder hernede mellem de dødstomme, macadamiserede Fortog gik en Canal med Kloakens Dynd, og oven over svævede som lange Traade Gadens Gas Rør, Vand Rør // et Næt afTelegraphtraade, Stemmelederne gjennem alle Verdens Lande, han deroppe i deroppe under et Basaltloft hvorfor Vognenes Rumlen lød ned i det store Kjelderdyb. Eet Verdens Under
”Et Verdens Underværk!” sagde de Besøgende; men Rotterne dernede talte ganske anderledes, og de boede her, de maatte vide den rette, den bedste Besked.
”Gamle Dage, var en anden Tid!” sagde de, ”en deiligere Tid, en romantisk Tid, og hernede, da Oldefader og Oldemoder, xxx Olde-Rotter levede. Da boede Pestmoder hernede; hun dræbte Mennesker, men aldrig Rotter, Røvere, Smuglere Mordere, de interessante Personligheder havde deres Tilflugt hernede, det skal endnu fremvises paa de folke paa de folkelige Boulevards Theatre, høre vi! // Middelalderen var en Herligheds Tid! sagde vor gamle blinde Oldemoder, som døde af Tr[…?thi…?] en Sygdom Rotterne dengang ikke kjendte. Man spiser og bliver ædt igjen af det man spiser. – Romantikens[rettet fra: romantikens] Tid er forbi, vi har faaet frisk Luft, Pet Gader og Stræder, frisk Luft og Petroleums Belysning! søger her ned Besøg Damebesøg xxx
Det er [fersk?] [Steeg?] i Mundvigen. Poesiens Tid er død! Rotter Det sagde Rotterne, det sige de endnu. –
Dryaden tog Flugt gjennem Buer og Gange, til den omvæltede Steen fra Graven, under Paris, hun stod i de brede Aleer ned mod Stjerneporten, Porte Etoile, hun var xxx stod løftet derop og saae ind over Verdensstadens Rygrad, Seinestaden og de med Gasflammer belyste Sidebeen[?], de lyse og krogede Gader. Hun saae i Ildcometer at en xxx Grundtegning af den hele Stad, at alle // Racetter lyste frem, alt ganske nær, dog ikke saa fjernt endnu et Fyrtaarn, men uden Flammer, et Minaret[?] helt ind i Himlen, at Kolossen med vaiende Flag og rundt om Bygninger som[?] som Legetøi paa et Bord Legetøi fra alle Verdens Lande, Grønlændere sad her i sin Kajak, Beduinen jog paa sin Kamel afsted i Udstillings Boulevarderne, hvor Roserne Blomstrede og hvor Mal[..?] xxx Dødsgab forkyndte Prinsers[?] Stormagt. Derhen i en først til den lysende Plet et xxx den blinkende, vinkende[?], Paris kaldte der, det var – Forvisning, en Fornemmelse, og hun var i xxx Kankangens By, Navnet lyste i Gaslys, Ildsole funklede blussede imellem det Grønne. Hun var i Haven, den var ganske lille // jeg veed nok hvad han hedder, men jeg nævner ham ikke. […?]ligheds Komisær, fy! –” Det sagde Rotten og
Det sagde Rotterne! af den gamle Slægt. Dryaden Den sige det endnu.
Dryaden var igjen i det Frie oppe i det Frie; under Stjerner og Lanterne paa Flugt og Fart mod Port Etoile, Stjerneporten, Tegnet paa Napoleon den Førstes Lykkestjerne, og hun stod deroppe saae ud over Verdens Stadens Rygrad, Seinefloden og den med By Gasflamme belyste Sidebane, de lige og krogede Stræder.
Dryaden var alt inde i de breddobbelte Alleér, fra en af dens Sidegrene ly skinnede i [Na…?slyngninger] Gaslys, Ildsole funklede inde mellem det Grønne og der var en Have, ganske lille, men med storlysende indbydende Indgang. // prakt prakfuld blændende Mabile stod her skrevet med farverige, straalende Lamper. Gasflammerne slyngede sig om hinanden og ind i hinanden som en Trolddoms Arabesk. Og Derinde, hvor Vandplanter kunstigt gjort af Tin og Blikplader, med Farver gjort naturlige, stode om Rabat af Gas Flammer tændte om de xxx stille Søer og Damme Gasblus skinnede som Rabat om smaa stille Søer og Damme, hvor Vandplanter kunstigt gjorte af Blik og givet Farve prangede i al den Lysning; fra disse lave Aaknappe og Kalaer, sprang Vandstraalen alenhøi; skjønne Grædepile, ihvis fra nedhængende Grene flossede med de første fine, grønne Skud. Der mellem Buskene brændte et Baal, der aabnede sig kunstige, tætte Løvhytter, og gjennem den hele lille Have brusede en Musik, kildrende i Øret, daarende, lokkende, jagende Blodet hurtigere gjennem Menneskenes Lemmer. Unge Qvinder, som Østerlandets Døttre, bølgede om, svang sig i vilde Dandse; hvad var op // hvad var ned! som bidt af Tarantelen sprang de om, loe de, smilte lyksalig glad til at omfavne hele Verden. Dryaden følte sig omarmet, revet med i Dandsen. Om hendes lille, fine Fod sluttede sig he smaa fine Fødder sluttede Si lille fine Fod sluttede sig den kastaniebrune Silkestøvle, kastaniebruun, som Baandet der fra Haaret flagrede ned over den ubedækkede Skulder. Den silkegrønne Kjole bølgede i store Folder, skjulte ikke den nydelige Fod, der syntes at ville skrive Trylle-Cirkel i Luften foran den dandsende Ungersvend.
Var hun i Armidas Tryllehave? Hvad kaldtes Stedet? Navnet lyste i Gasflammer over Indgangen: Mab derude: Mabile. Toner og Straaler, Blomster og rislende Vande, Champagnen knaldede, Dandsen var bacantisk vild. Og over det Hele lyste Fuldmaanen reen og klar; Himlen var uden Skyer, man troede at see ind i den fra Mabile. Hun talte i Dandsen med Øine og med Mund; hvad hun sagde gik i Klang med Tonerne, Dryaden forstod ikke Ordene, vi hørte dem ikke, men eet Raab hørte hun; og de de ”Aldrig var Du før saa deilig, Laoni, som i denne Aften! de Ord hørte og forstod hun, Ordene som // fulgte, løftede sig og bølgede i Tact af Kankanen, hun forstod dem ikke, vi forstaae dem ikke. – Men som
Men som løftet[rettet fra: besat[?]] af Tonerne, baaret af Vinden, fløi hun, forsvindende og dog synlig for dem hvor hun nu stod, og det var midt paa en af Broerne hen over Seinefloden, den brusede afsted, Maanen skinnede ned i den, Gasflammerne lyste ned i den sende Straaler derned, de belyste Bygninger, Alt var som en stor Illumination, høit fra[rettet fra: xxx] Udstilling mægtige Fyrtaarn lyste en Ild, det nye Verdens nye Underværk derhen gik Dryadens Vei. Hvad vi saae paa den solklare Dag, b rørte sig i Nattens Syner for hende; I Billeder og Beskrivelser har de fleeste seet Verdens Underværket i Paris, og fra alle Verdens Lande har Folk ere Folk komne hertil har fortalt der om, viist det i Billeder men som det stod og staaer endnu i Tankerne kan det dog fattigt vises med Ord eller Skrift. Mars Marken var et dækket Verdens Julebord med Nips i stor Stiil fra alle Verdens Lande og mellem alt dette bevægede hver sig umærkelig som et lille levende Punkt der maatte i Ha gjennem alle Haller og Gange. Eet Solbes Man tænker //
Fra den tidlige Morgen til den sildige Aften hvilken Trængsel derud, det er ikke Troppe Maneuvrer men Industriens og Kunstens store Maneuvre. Dampskib ved Dampskib, overfyldte med Mennesker glider derned af Seinen, Veien Vognmængden er idelig i Tiltagende, til fods og til Hest strømmer Mængden her hen. Sporvogne og Omnibus proppede stoppede og garnerede med Mennesker, alle disse Strømninger bevæge sig mod samme Maal, gjennem for over Seinebroerne og gjennem forskjellige Indgange, det mylrer xxx ved Port Rappe ved Port Jena, man forsvinder i Vrimlen og i de uhyre Haller; hver Nation har sin Caffe, Side om Side med Nationens Flag og Vaabenmærke, her bruser man skrider gjennem Maskinernes uhyre Hal, der omslutter den hele Bygning; og Hjulene dreie, Jernlemmerne røre sig, Mester Blodløs det er Mester Blodløs st mægtige Rige vi gaae gjennem for at træde ind i Industriens og Kunstens. En aaben Have med Solskin og springende Vande aabner sig ligger som Midpunkt derinde og rundt om det Hele er strøet Bygninger // Som en Kjæmpesolsikke groet frem i Sandet laae denne Verdens Blomst hv[…?] mange Blade paa den b[…?] man kunde lære Geographi af Bladende, hver Land havde skrevet sit Navn paa ind i store og smaae. Som En Lothus Blomst kunde det ogsaa kaldes, og der rundtom sig bredte sine fløiels grønne Blade over Marsmarkens Sand; hver gav den hver havde efter sin Opfattelse en Skjønhed eller Storheds Lighed. Vi vilde kalde det et stort Julebord, med sit Pragt Træ i Midten og rundtom Nips fra alle Verdens Lande men[rettet fra: med] Nips i Storhed og Størrelse // Ved Maanlys og ved Arbeidernes Gasblus og Lanterner stod Dryaden her i Natten til Vandring til Flugt gjennem disse Haller, Huse og Haver. Dagens Besøgende Vrimmel var borte, men Travlhed rørte sig rundt om, Arbeidernes Travlhed ude og inde. Hele Store Kasser og Kister bleve nede[?] førte her til. aabnede og pakkede ned[rettet fra: Bed], Vogne med Græssvær, med Potteplanter; kunstigt gjorte poreuse Klippeblokke taarnede sig høie[?] med Grønt og styrtende Vande, Maanelyset trængte ned gjennem dybe Svælg og i Hulerne[?] her lyste et Baa Blus til det natlige Arbeide; et Gulv glat som Havets Sandbund blev bragt tilveie. De Sælsomt var her, det lignede et andet Sted Dryaden kjendte saaledes maa der være paa Bunden af den dybe Sø; som i et Glashuus dernede stod Beskuerne, bevægede sig her ved – Sollyset, den besøgende Mængde, nu var her Maanelysets dæmrende Skjær, men klar og synligt var Alt for Dryaden, bag Glasvæggen saae man ud i det klare altid rindende Vand, hen over Loftets brede Glas laae Vandet med // med alle Havbundens Sand, Smaastene og rige Plantevæxt. Guldfiskene stode der i Stime som røde Køer paa Marken og stirrede gjennem Glasvæggen ind til Menneskene, paa Sandbunden laae bredte sig magelig behagelig en stor Flynder, Krabben kravlede xxx var den en Kjæmpe Æderkop hen over den, Aalen snoede sig smidig mellem Skjælfiskene og som i Luften Sommerfugl og Møl, svang sig her Reien, xxx tykfede Suder, der vistregnede[?] sig til Guldfiskene stode og gloede med dumme Øine. De vidste at de vare paa Pariser Udstillingen, de havde i Van fyl vandfyldte Tønder gjorte en temmelig besværlig Reise herhen og var paa Jernbanen blevet Landsyg, som Menneskene paa Havet kunde blive søsyge. De skulde see Verdens Under Udstillingen og de saae den, fra deres velindrettede belyste beplantede Loge og troede at Menneskevrimlen som hele Dagen bevægede sig forbi viste[?] kom alene for at sees af dem. Menneskene vare stillede ud, derimod Sudder og Karudser Dammenes og Gravenes saae derpaa og gjorde deres Bemærkning over disse Menneske // skikkelser, de troede endnu i det dæmrende Maanelys at den samme Menneske Trængsel var der inde De gaae om uden Sjæl og Skind, sagde Fiskene, de ere det
underlige Væsner, meget men svømme have de dog lært, Frøerne har lært dem det. Den Kundskab havde en gammel Suder fra Slotsgraven; der kom en Mand forbi som nedskrev paa et hvidt Blad alt hvad han saae, Correspondent kaldte Mennesker ham, Navnet var sort men blev kun forstaaet af en gammel G mosgroet Gjede der engang havde slugt en Fiskekrog og endnu[rettet fra: nu] gik taalmodigt om med den i Halsen, han erklærede Correspondenten for en Slags Ferskvands Blæksprutte, mellem Menneskene, han veiede ikke meget, neppe Skipund meente han. – Forresten tale Fiskene ikke men[rettet fra: med] de gjør mimiske Bevægelser, Udtrykket ligger i Mundvigene og var aldeles forstaaelig for hele det svømmende Fiskene. De troede iøvrigt nu ved det dæmrende Maanelys at hele Menneskemængden bevægede sig her endnu // forbi. Ja der var en lille Aborre, med smuk tigret Skind og misundelses værdig rund ryg, der tydeligt saae dem med sine gode Øine. Kun Arbejdsfolk var der, Dryaden var der og nikkede til Guldfiskene, de vare vistnok fra Hjemstavnens Dam me tæt under Slottet. Den Svalen har fortalt hende om, de rørte sig ikke, stode drømmende med Munden med den rindende Strømning og i Vandet, saa fik jeg Eder dog at see! jeg kunde kysse Eder hver og Een! Er det de fede Brasen og Karudser, er det S saafik jeg Eder og dog at see, jeg kjender Eder, mig kjende I ikke! og Fiskene gloede og ikke forstoede. eller hørte Dryadens Ord saae ind i det mørke Rum, hvor Dryaden ikke længer var, en Feber Uro førte hende afsted, over hun saae i Haven Roser, saadanne havde hun seet i sin Hjemstavn, Egen, hun saae den røde Granatblomst en saadan havde Mari baaret en Gang i sit kulsorte Haar, Minder fra Hjemmet blinkede ind i hende medens hendes Øine