No. 138 af 542
Dokumentstatus
Manuskript
Ophavsmand/nøgleperson Dato
Christian Winther u.å.
Værktitel

Prædiken af Christian Winther

Original
Dokumentindhold

Prædiken af Christian Winther, afskrevet af Nicolai Bøgh (1843-1905).


Prædikener
af
Chr. Winther.
1.
(Den 17de Marts 1827)

Bøn

Du, som omfatter alle Dine Børn med en uendelig Kjærlighed, som overøser dem rigeligen med din uudtømmelige Naades Væld, o! Gud! styrk os for Din store Miskundheds Skyld, naar Din Faderhaand paalægger os Kors og Modgang, at vi maae kunne bære dem os til fromme og Dig, vor Gud! til Ære! Vi vide jo vel, at Du kun til vort eget sande Gavns Fremme tilskikker os Revselser; men ak! vi ere saa svage, saa kortsynede, vi indsee ikke altid Dine vise Hensigter med os! Verden og dens Tillokkelser have tit saa meget Værd i vore Øine, saa megen Magt, over vore Hjerter, at de ofte hindre os fra med Ydmyghed at skikke os i Dine Styrelser som Veien til Salighed. – //
Opklar da, O’Gud! vort Blik, at vi maae erkjende og forstaae Dine Tugtelser, læg Kraft til vor Svaghed, at vi uden Forhærdelse maae udholde dem, med Ydmyghed an-mode dem og ikke falde fra i Fristelsernes Tid – vi raabe til Dig, vor Fader &
Matth: 16, 24. (underlined) Jesus sagde til sine Disciple: vil Nogen komme efter mig, han fornægte sig selv og tage sit Kors og følge mig.
Andægtige Medchristne! Kaste vi et blik ud over Menneskene og deres Færd paa Jorden, betragte vi saavel Verden virkende i det Store, som den snevrere Kreds, der nærmest omgiver os selv, saa see vi, hvorledes Sorg og Glæde overalt række hinanden Haanden, ja, det maa stundom forekomme os, som om hiin stedse have Herredømmet over denne, fordi Kummerens Klager næsten altid overdøve Glædens Jubel. Hvor grumt raser ikke Krigens onde Aand trindt om Landene, Tvedragten // [I øverste højre hjørne, tilføjet med blyant og en anden hånd: 3] svinger sin Fakkel, Broder ophidses mod Broder, Sønnen seer mistænkeligt paa Faderen og Manden lukker sit Hjerte for dem, det burde huse. Armod og Elendighed trykke ofte den Retfærdige , hans Gods, hans Liv, hans Ære er et Bytte for den Uretfærdige, der, fornægtende Menneskelighedens bedre Aand, har Frækhed nok til at række sin Haand derefter; miskjendt og foragtet vandrer jo ofte Sandhedens og alle Dyders Talsmænd og Forfægtere den stenede Bane, medens Lastens og Løgnens Slave nyder Verdens Goder, Verdens Berømmelse. –
Er dette da vor jordiske Bestemmelse? Har Gud kun skjænket os Livet som en bitter Skaal, vi skulle tømme? eller har han ogsaa givet os noget, der kunne forsøde os dens Bitterhed? Hvor skulle vi flye hen fra al den Elendighed, der bringer vort Hjerte til at bløde? Have vi ingen Tilflugt? Ak jo, mine elskede Medchristne! den Naaderige Fader har skjænket os en Stav paa vor Vandring gjennem Dødens Land, en Støtte, der med sin Kraft skal kunne hindre // [I øverste venstre hjørne, tilføjet med blyant og en anden hånd: 4] vor Fod fra at snuble, naar vi kun med Tillid ville gribe den, han har skjænket os en Løgte for vor Fod og Lys paa vore Stier. Han har ikke alene i vort eget Bryst nedlagt en Taalmodighedens Spire, som vi kun skulle nære og pleie, men ogsaa ophøiede Mønst[e]re, og eet over dem alle, [2] han [1] har opstillet os, Mønstere, hvis Forhold vi kunne efterligne, og fra hvis Standhaftighed vi skulle hente den begeistrende Følelse, der kan overvinde selv de haardeste Trængsler. – Vi behøve altsaa kun at see dette Mønster? Vi behøve kun at gøre os fortrolige med Christi Exempel, og lade os gjennemtrænge af Beundring deraf, for at opnaae den fornødne Kraft i Nødens Tid? – Nei! Exemplets Magt er vel stærk; men den kan let, naar Lidenskaberne træde imellem, kjølnes, hvis vi ikke klart stille os for Øie, paa hvilken Grundvold vort ophøiede Forbillede byggede den urokkelige Taalmodighedens Borg, der modstod alle Lidelse ns Anfald. Vi maae// [I øverste højre hjørne, tilføjet med blyant og en anden hånd: 5] altsaa følge vor Frelser paa hans Vei, og søge at lære af ham, hvorledes vi af Hensyn paa vore Medmennesker, af Hensyn paa os selv, og af Hensyn paa Gud kunne nærme os [dobbelunderstregning slettet] den fuldkomne Taalmod, der gav ham Forfarenheden og Haabet, – Haabet, der ikke beskjæmmede! –
               Hvad var Hensigten af Christi Komme her til Jorden? [I margenen skrevet: I] hvorfor underkastede han sig Forfølgelsen, Forhaanelsen, Had? hvi leed han Korsets forsmædelige Død? – Jeg behøver vel neppe for Christne at besvare disse Spørgsmaal; den høie Salighed, som enhver, der med Varme og Inderlighed omfatter Frelserens Lærdomme, og lader dem indvirke paa sine Handlinger, maa føle ved at være hans Bekjendere, denne Salighed, som Christus har beredt os, er jo Svaret herpaa. Den faldne Menneskeheds Opreisning var Maalet for hans Stræben, og for dette Maal leed og kjæmpede han. – Ham skulle vi ligne! Han tilraaber os selv: vil Nogen komme efter mig, vil Nogen være min sande Bekjender, han tage sit Kors og bære // [I øverste venstre hjørne, tilføjet med blyant og en anden hånd: 6] taalmodigen sine Trængsler, og følge mig. –
Men jeg hører mit Hjerte sige til mig: tør Du sammenligne Dig med Din Frelser? Du, det svage, skrøbelige Dødens Barn med den ophøiede, i Gud stærke Evighedens Søn? – Ja, mine Brødre! dette er just Velsignelsen af hans inderlige Forening med os, at vi tør søge at nærme os hans Fuldkommenhed, og, ligesom de mindre Lys laane Varme og Klarhed fra hiint store Altoplivende, saaledes skulles ogsaa vi nærme os Frelsens store Lys og hente Liv og Varme for Evigheden. – Han var et Menneske, og han tilraaber os derfor selv: følger mig efter. Han var et Menneske, han græd med de Grædende, han glædede sig med de Glade. Han var et Menneske, og vi see ham som saadan[t] i alle Forhold i Livet, og aldrig kunne vi derfor finde bedre Rettesnor for vor Vandel, end netop hans Vandel. Han nærede den inderligste og virksomste Kjærlighed til Menneskene, og for deres Skyld havde han forringet sig selv og taget sig en Tjeners Skikkelse paa, og var blevet Menne- // [I øverste højre hjørne, tilføjet med blyant og en anden hånd: 7] sker liig. Hans Taalmod fik da Leilighed til at vise sig som Opoffrelse for Menneskeslægten, iden han hengav sit Liv som en Gjenløsningsbetaling for de Mange. Hans Taalmod viste yttrede sig i den Overbærelse, hvormed han bar Gjenstridighed og Forhaanelse, som en Forsonlighed, der endog gav ham Styrke til at bede: Fader! forlad dem, de vide ikke, hvad de gjøre! Hans Taalmod aabenbarede sig i hans Omgang med Lidende, dem han vel i sit Hjerte beklagede, og i hvis Sorg han tog virksom Deel; men hans Blidhed i Ulykken, der ikke lod Lidenskaben tage Herredømmet, gav ham just Evne til at trøste og opretholde i Haabet dem, hvis Haab var sjunket. –
Hans Taalmod viser sig klarligen i de mange Tilfælde, da han, forfulgt af sine Fjender, blev miskjendt i sine bedste Hensigter, da hans meest menneskekjærlige Handlinger enten bleve mistydede eller spottede. – Men han taalde standhaftigen Haan og Foragt; thi han vidste, at det burde ham at lide, for at Mange kunde ved ham ene føres fra Vildfarelsens paa Lysets Vei til Salighed. –Bør vi da ikke ogsaa, andægtige Medchristne! ifølge frel- // [I øverste venstre hjørne, tilføjet med blyant og en anden hånd: 8] serens egen Opmuntring, tage vort Kors, og følge ham efter? Bør vi ikke i denne fuldkomne Opoffrelse finde et Mønster til Efterlignelse? Ogsaa vi kunne jo i vor mindre Kreds ofte finde Leilighed til at gavne vore Medmennesker, naar vi modsætte vor taalmodige Overbærelse, Eftergivenhed, og Forsonlighed den Modstand og Kulde, Gjenstridighed og Forfølgelse, som vi saa ofte møde. Styrken til at bestaae denne Kamp kunne vi erhverve, naar vi stadigen see hen til vor Troes Begynder og Fuldender, Jesum, hvilken istedet for den Glæde, han havde for sig, leed taalmodigen Korset, idet han foragtede Forhaanelsen.
[Tilføjelse i højre margin: II]
               Men ikke blot af Hensyn til fine Medmennesker øste Christus den Kraft, der lod ham til deres Bedste udstaae taalmodigen de Lidelser, der mødte ham; ogsaa af Hensyn paa sig selv hentede han Taalmodigheden. Denne store Selvfornægtelse, hvormed han opfyldte det ham af Gud paalagte Hverv, denne høie Pligtfølelse, i Udførelsen af hans store Kald, den rene Samvittighed, der fremlyser af hvert hans Ord, hver hans Handling; denne stærke Selvbevidsthed, der gav ham Overbeviisning om, at hans Stræben vilde vorde kronet med Lykke; denne himmel-// [I øverste højre hjørne, tilføjet med blyant og en anden hånd: 9] melske Sindsroe, der ikke blev forstyrret af nogensomhelst jordiske Hensyn; – hvad vare de vel andet end de Støtter, hvorpaa han grundfæstede sin Taalmodighed i Lidelser, sin Standhaftighed paa Farens Dag? – Hvorledes? Er det vel tænkeligt, at et Hjerte, der var foruroliget af feilslagne Forhaabninger og Planer, der manglede den indre Sindsroe, der pinedes af mørke Tvivl, kunde tale og handle saaledes, som vi see Frelseren tale og handle? – Vi følge altsaa Christum efter, naar vi tage vort Kors og fornægte og selv, naar vi, for at arbeide paa vor egen Saliggjørelse, erindre os, at Lidelse og Gjenvordligher vorde os tilskikkede for at fremme vort eget Vel, for at gjøre os værdige til Guds Velbehag; – thi alle Ting tjene dem til Bedste, som elske Gud, – naar vi erindre, at dette Liv er en Forberedelse til det bedre hisset – denne Tids Trængsel er ikke at ligne ved den Herlighed, som hisset skal aabenbares paa os! – Vi ville da, mine christne Brødre, efterfølge Christum og bestræbe os for paa en stærk Selvbevidsthed om vor gode Villie, paa en reen Samvittighed, paa en freidig // [I øverste venstre hjørne, tilføjet med blyant og en anden hånd: 10] Sindsroe at bygge den Taalmodighedens Skandse, der skal kunne trodse Sorgens Storme og Livets Anfægtelser. Vi skulle da, liig vor Herre og Mester, ikke blive trætte; men hvis endog vort udvortes Menneske fordærves, fornyes det indvortes Dag for Dag. Thi vor Trængsel, som er stakket og let, skaffer os en over al Maade stor, evig Vægt af Herlighed, idet vi ikke ansee de synlige Ting, men de usynlige; thi de ere timelige, men de usynlige ere evige! –
[Tilføjelse i højre margin: III]
               Erindre Du, min christne Broder! Frelserens Ord, da Tanken om al den Qval, der truede ham, ligesom i en samlet Sum bestormede hans Hjerte? da han streed den sidste Strid, og med Taalmodigheden herligen seirede over Lidelsens Anfald.? – “Min Fader! er det muligt, da gaae denne Kalk fra mig! Dog ikke som jeg vil, men som Du vil! – Mon det ikke var af Hensyn til Gud at denne frimodighed udsprang? Mon det ikke var en Overbevisning om, at de Lidelser, han maatte vandre imøde, vare Tilskikkelser fra en kjærlig Fader? En fast, barnlig Troe til Gud // kan kuns frembringe en saadan Taalmod, og denne barnlige Troe var det da ogsaa, der oplyste den mørke Lidelsens Nat, der truende omgav Frelseren. [I øverste højre hjørne, tilføjet med blyant og en anden hånd 11] – At hiin Troe virkeligen var det, der styrkede ham saavel i hiin sidste bittre Stund, som ogsaa i de mange andre hans Livs Sorger, der fremlyser klart af den faste Forvisning, hvormed han ikke alene selv saae Frugten af sine Bestræbelser imøde, men ogsaa forkyndte den for Andre. Han var fuldkommen overbeviist om, at han til Verdens Frelse var sendt af Gud; han gik derfor villigen de Gjenvordigheder imøde, der efter Guds Raad skulde medvirke til hiint Maals Opnaaelse. – Naar han tænker sig i sine Fjienders Magt, naar han føler Faren nærme sig, da henvender han Tanken paa Faderen, som den, der er med ham allevegne, og hvem hans hele Forhold skulde behage. Han forbyder sine Venner at bruge Verdens Vaaben til hans Forsvar; thi Herrens Besyttelse er ham nok, og desuden bekjender han, at han maa uddrikke Smertens Kalk, netop fordi Faderen rækker ham den. – Det er altsaa Overbeviisningen om, at intet er ham tilskikket uden Guds Villie, at det er Guds vise Raad, der styrer Alt, som giver ham den himmelske Taalmod, som vi i hans Exempel tilbede. Støtte paa denne Taalmod // lider han, styrket ved denne føier han sig i Faderens Villie, virker til det foresatte Maal, og bliver tryg og rolig i Lidelsens Storm.
               Siger mig, mine andægtige Medchristne! hvor gives der et mere fuldkomment Mønster paa Taalmod, end dette? O! lader os da tage vort Kors, og følge ham efter, ogsaa her, hvor hans Taalmod reiser sig af Hensyn til Gud. Kan der gives nogen fastere, stærkere Tillidens Klippe for den skyldfrit Lidende, end netop en saadan barnlig, levende Troe, som den, Jesus har givet os et Mønster paa? De frygteligste Lidelser antage jo selv Udseendet af en Velsignelse, just fordi Gud tilskikker dem, de tungeste Kampe tabe de rædsomme og truende, fordi Gud fordrer dem, den meest krænkende Forhaanelse forvandler sig til en Ære, naar vi udholde den for at fremme Guds Villie, her paa Jorden; thi de vorde da et Beviis for, at Gud anseer os duelige, og har udvalgt os til sin Tjeneste. – Livets Gjenvordigheder ere altsaa for den Skyldfrie at ansee som Tegn paa Guds Kjærlighed mere end paa hans Vrede, en Revselse, som ei maae foragtes; thi den, Herren elsker, revser han. // – Midt under Kummerens Vægt maae vi derfor kunne beholde Frimodighed, vi maae kunne bære dem med Taalmod og uden Rædsel; thi vi maae være overbeviiste om, at Gud er trofast, som skal ikke lade os fristes over vor Formue, men skal gjøre baade Fristelsen og dens Udgang saaledes, at vi det kunne taale.
               Have vi da, andægtige Medchristne, i vort Liv stadigen havt Jesu Exempel og vore Pligter mod Gud, næsten og os selv for Øie, da ville vi i Lidelsernes Storm ikke forgaae, men fast bestaae ved en Taalmod, liig hans; – da ville selve Lidelserne vorde os en Sæd, riig paa Velsignelse, – en Sæd, hvis Høst er hiis uforgjængelige Livsens Krone, der hisset venter Alle dem, der blive troe til Enden.                Amen! //

[Tilføjet med blyant og en anden hånd: 14]

2
(Den 12te Marts 1828 i Trinitatis Kirke)

Ak! vidste vi kun, O! kjærlige Fader! hvorledes vi retteligst skulde bede til Dig ; – i vort Hjerte; ville vi bede til Dig, vor Gud hver en Tanke skulde da først sendes til Dig og for Din Domstol luttres. Ved vor Daad ville vi bede; hvert Skridt paa vor Vandring skulde være en Bøn til Dig, en oprigtig Bøn, naar kuns Gjerningen behagede Dig; thi Ord bedrage kuns altfor ofte vort eget svage Hjerte [               ]1) O! skjænk os da Kraft, at vi maa kunne paa vor Vei nærme os til Lighed med ham, som var Din Herligheds Afglands og Dit Væsens udtrykte Billede, at vi maae kunne skue hans Mønster i Klarhed og derefter styre vor Fjed, taust beundrende Dine vise Raadslutninger, om de end ei smigre vore jordiske Ønsker, som han bede til Dig, vor Gud, vor Fader, Du somhelligettil osskee Din – giv os – forlad os vor – leed os ikke – thi Riget –
____________________________

[Tilføjet med blyant og en anden hånd: 15]

Texten.

Ethvert Menneskeliv, selv det rigeste, er en Bog fuld af Lærdom for den, der forstaaer at læse og fatte den. Hvormange smaa og store Træk til det menneskelige Hjertes nøiere Kundskab, hvormange tilfælde, vigtigere eller ubetydeligere, hvori den menneskelige Villie yttrer sig paa en forskjellig og eiendommelig Maade; hvormange Glimt af Klarhed eller Skygge, af Dunkelhed i den menneskelige Forstand – møde vi, naar vi med Opmærksomhed og Skarpsindigheds Skridt for Skridt følge selv det simple, fordringsfrie Hverdags-Menneske paa hans ensformige Vandring ad den Vei, som forsynet anviisde ham at gaae? Vi opdage den særegne Maade, hvorpaa hans Forstand er uddannet; vi see, hvilket Indtryk de udvortes Omgivelser have gjort paa hans Hjerte; vi øine ofte de fine Traade, der have sat hans Villie i Bevægelse, og bragt den til denne eller hiin Retning; vi erkjende hans Vildfarelser og feilslagne Forhaabninger; vi glædes ved hans Lykke, vi røres ved hans Sorg, vi høre hans barnlige Stemme, vi staae med de Sørgende // [I øverste venstre hjørne, tilføjet med blyant og en anden hånd: 16] ved hans Grav;– kort! vi kunne oversee Regningen og det Udkomne paa een Gang, og kunne deraf uddrage mangfoldige Slutninger, frugtbringende for vort eget Liv! – Men, mine andægtige Medchristne! naar dette ene lille Blad i Verdens store Bog, som fortæller eet Menneskes Liv, kan være saa indholdsrigt, hvilken uendelig Fylde af belærende Viisdom, af qvægende Trøst, af styrkende Opmuntring, af sindige Paamindelser maae vi da ikke formode at kunne udvikle sig ved en dybsindig Betragtning af det Liv, som er over alle Liv, af hans Vandring her paa Jorden, som ikke hørte til Jorden, men som forringede sig selv, idet han tog en Tjeners Skikkelse paa, og blev Mennesker liig, og da han var funden i Skikkelse som et Menneske, fornedrede sig selv, saa han blev lydig indtil Døden, ja, Korsets Død? – Hans Fødsel, hans Barndom, hans Mandsalder, hvor rige paa Erfaringer, paa Gjenvordigheder, paa Velgjerninger, paa Forsynets Styrelser! Og nu hans sidste, tunge Vandring fra det høitidelige Indtog i Jerusalem indtil hans Udgang til Golgatha, hvormegen Livsviisdom kunne vi ikke hente af de store Forandringer, der i dette korte Mellemrum foregik i Frelserens // [Øverst i højre hjørne, tilføjet med blyant og med anden hånd: 17] Liv, af de bittre, men ogsaa stundom trøstende Erfaringer, han fristede, lige fra det Øieblik af, da Folket opfyldte Luften med deres jublende Hosiannah, indtil den Stund, da maaskee de samme Stemmer skrege: korsfæst, korsfæst ham! – Denne korte Afdeling af hans Liv kan betragtes, som en sammentrængt Afspejling af det Hele; og intet Under er det derfor, om vi, naar de Aarets Tider, som ere bestemte til ret levende at fornye Erindringen om Frelserens forsmædelige Død for vor Skyld, vende tilbage, om vi da, siger jeg, hvergang kunne gaae til Betragningen af Evangelisternes Beretninger om denne Begivenhed med lige Kjærlighed og Varme, fordi vi vide, at vi hvergang kunne hente nye Lærdom, hvergang frisk Trøst, hvergang kraftig Advarsel og Paamindelse. Det er med dette, som med en klar Kilde, der udvælder af Jordens moderlige Bryst: den, som øste Vand deraf igaar i Gaar, vil i Dag atter finde den klar og overflødig. Men netop fordi det er saa riig en Kilde, bør vi ikke ødsle dermed, og vi behøve det ikke heller. Thi selv det mindste Træk kunne vi drage os til Nytte. Hans fredelige Indtog til den By, hvor der ventede ham Død og Marter, hans inderlige dybe Medlidenhed // [Øverst i venstre hjørne, tilføjet med blyant og med en anden hånd: 18] over denne Stad og dens fordærvede Slægt, hans Tempelrenselse, hans Taler, hans Skaansel mod den faldne Discipel, hans Lydighed mod Øvrigheden, hans Hengivenhed i Faderens Villie, ja, selv hans taalmodige Taushed under de meest hjertekrænkende Mishandlinger, selv denne Taushed kan yde os uudtømmeligt Stof til opbyggelige Betragtninger. Vi ville derfor, mine andægtige Medchristne! til vor fælleds Opbyggelse søge efter Evne at sætte
“nogle af Grundene til Frelserens Taushed under Forfølgelsen” i det rette Lys!
I Følge vi Frelseren paa den sidste Vandring blandt hans utaknemmelige Landsmænd, da han blev slæbt fra Gethsemane for det høie Raad, dømt af dette overantvordet til Pilatus; af ham stillet for Herodes, og atter igjen sendt tilbage til Romerne; da ville vi bemærke, at han vel svarede sin Øvrighed, naar denne forelagde ham Spørgsmaale, hvis Besvarelse var nødvendig og nyttig. Men – under enhver saavel legemlig som legemlig aandelig Marter, der // [Øverst i højre hjørne, tilføjet med blyant og en anden hånd: 19] i fuld Maade strømmede ud over ham, forblev han rolig, – og taug ! Han taug til Miskjendelsen, den meest krænkende, den uretfærdigste Miskjendelse. Det var en ældgammel, fra Fædrene nedarvet Skik hos Jøderne, at de paa Paaskefesten benaadede een eller anden Forbryder, der var dømt til Døden. Rimeligviis for ved den skjærende Modsætning at bøie deres haarde og m uvilde Hjerter til Medlidenhed mod Jesum hvem han efter sine Begreber fandt at være uskyldig, fremstillede Pilatus for Folket Barrabas, en overbeviist Morder og oprører, et Udskud og Folkets laveste Bærme, og tilraabte dem, idet han stillede dem begge til Skue: hvilken ville I, at jeg skal give Eder løs, Barrabam, eller Jesum, den Jødernes Konge, som kaldes Christus ? Thi han vidste at de ypperste Præster havde overantvordet ham af Avind, og han ønskede, saa synes det, at frelse ham. Hvilke Følelser maae ikke have gjennemstrømmet Frelserens Hjerte, hvilken Sorg maa ei have naget hans Sjæl! – Der stod han nu for dette Folk, hans Landsmænd, blandt hvem han havde udsaaet sin velsignelsesrige Lære, med hvem han havde // [Øverst i venstre hjørne, tilføjet med blyant og en anden hånd: 20] deelt sit Brød i Ørken, hvis Syge han havde besøgt, husvalet, helbredet, hvis Døde han havde opvakt, – de stode dér ikke som Taknemmelige, men snarere som glubende Dyr, der begjerede at see hans Blod! – og han taug! – Var det Sløvhed, der bemestrede sig ham, og berøvede ham den Undertryktes sidste Tilflugt, Klagen? Var han saa overvældet af den krænkende Følelse af sin Nedværdigelse, da han blev regnet lige med en Misdæder, saa at han ikke følde hele Bitterheden deraf? Manglede han Kraft til at forsvare sig? – Frelserens Taushed grunder sig paa den Rolighed, den sindige Roe, som herskede i hans Sjæl. Vi have seet ham hisset i Haven med høie Alvor og dybe Rolighed at modtage den af hans Disciple, som svigtede ham saa grusomt, vi have hørt hans milde Bebreidelse til ham: Judas! Forraader Du Menneskens Søn med et Kys? Og vi skulde da tage i Betænkning ikke ogsaa at betragte hans Taushed under denne bittre Miskjendelse som en Følge af den Roe, der herskede i hans Sjæl? Thi dette er jo just // [Øverst i højre hjørne, tilføjet med byant og en anden hånd: 21] Kjendetegnet paa en stærk Sjæl, at den med Rolighed og sindig Fatning bærer selv det Tungeste uden enten at sløves eller at bringes til Fortvivlelse der, hvor en anden svagere maaske vilde synke under Byrden, eller spilde sine Kræfter paa en forgjæves Modstand.
O! Gud! skjænk mig saa stærk en Sjæl! – [Tilføjelse i venstre margin: II]
Men nu Forvovenhed?! Kunne vi driste os til at parre dette Ord med Frelserens Navn? Dog jo! Da vor andægtige, redelige Undersøgelse nærmest hidfører dette, hvorfor skulde det da ei være os tilladt? Kunne vi da vel, mine andægtige Medchristne! tænke os dette muligt, at Frelserens Taushed, medens han truedes af dem, der havde Magten, skulde have forvovenhed, et dumdristigt Mod, til Aarsag? – Hvo er den forvovne? – Han n vover mere en han har Kraft til at udføre; Omstændighederne vise ham kun et fjernt svagt Haab om et lykkeligt Udfald; hans Øie er blindt for Hindringerne, hans Øre er døvt for Indvendingerne; han trænger vildt frem, eller ændser ikke de Midler, hvorved han vilde opnaa Øiemed. Dette Billede har ikke eet Træk, som vi kunne gjenfinde hos Frelseren, // [Øverst i venstre hjørne, tilføjet med blyant og en anden hånd: 22] idet han med from Taushed saae Magten storme frem til hans Undergang. Vi vide det jo vel, at havde han villet sætte Magt mod Magt, da havde Seiren været hans, den jordiske Seier, men hvis Krands han bortkastede for at gjenvinde hiin uforgjængelige Herlighed, som han havde hos sin Fader, før Verdens Grundvold blev lagt. – Han vilde intet vove, og derpaa have vi oftere seet Beviser. Han kunde jo som sidst i Haugen have bedet sin Fader at sende sig mere end tolv Legioner Engle! – Det var altsaa ikke i Tillid til sin høie Magt, at han tillukkede sine Læber; det var Hengivelse, from ydmyg Hengivelse i sin himmelske Faders Villie, der bragde ham til at tilbageholde det stærke Guddomsord, der vilde have kunnet knuse hans Fienders Magt, og hæve ham fra Misdæderens Plads til en Konges ophøiede Throne. Det var en Hengivelse i Guds urandsagelige Raadslagning, den samme taalmodige Hengivelse, der i hiin Smertens Stund lod ham udsige de uforglemmelige Ord: er det muligt, da gaae denne Kalk fra mig, dog ikke, som jeg vil, men som Du vil! – Med Taushed modstod han sine Fienders forenede Magt, // [Øverst i højre hjørne, tilføjet med blyant og en anden hånd: 23] med Taushed modtog han den bittre Kalk, hans Fader havde givet ham at drikke, at Skrifterne skulde fuldkommes, og dette burde saaledes gaae til! –
O! himmelske Fader! skjænk mig et saa hengivent Hjerte! –
[Tilføjelse i venstre margin: III]
Ikkeheller stemmer det overeens med den Forestilling, vi gjøre os om Christi blide Sind, om vi vilde hidlede hans Taushed fra Trods. Lad os tænke os den Trodsige! – Han staaer der i sine Fienders vrede Kreds, han har opgivet al Troe paa sin egen og Andres hjælpende Kraft, han har givet slip paa Haabet om Frelse; men desuagtet gjør han dog Modstand, og hvorfor? Uagtet han ingen Udvei seer for sig, saa attraaer han dog at vinde denne øieblikkelige Seier, han ønsker kun ved sin korte Modstand at hævne sig, Minutet er hans Maal, ikke dets fjernere Følger; men han Maal og Meed er derfor indskrænket, og hans Kamp er kort, og dens Udgang til hans Fordærvelse.– Saaledes staaer ikke den i from Taushed lidende Jesus for vort Blik, ikke saaledes maae vi udtyde den Stilhed, hvormed han mødte sine rasende Forfølgeres grumme Anfald, da de raabte: bort med denne, giv os Barrabas fri! og korsfæst, korsfæst // [Øverst i venstre hjørne, tilføjet med blyant og en anden hånd: 24] ham! samt trængde paa med stort Skrig og begjærede hans Død. Den, der yttrer Trods, har ei engang Troe til sin egen Kraft; men Christus besad den høieste Fortrøstning i sig selv og Troen paa hans himmelske Fader, en fortrøstning ifølge hvilken han paa Korset selv kunde give Andre Trøst: sandelig jeg siger Dig, i Dag skal Du være med mig i Paradis! – Den Trodsige har intet Haab; men Frelserens fasteste Støtte i Sorgens Stund var just Fremtidens Haab. – Medens den Trodsige kun higer efter Øiebllikkets Seier, Hævnen, og indskrænker hele sin Stræben dertil, laae der en fjernere, reen, uendelig, vis Saligheds Fremtid udbredt for Frelserens Øie, der vel maatte kunne styrke hans Hjerte og i Henrykkelsens Betragtning standse Udbruddet af Klage eller Sorg over Øieblikkets Uretfærdighed. Hans Maal var evigt og uendeligt, hans Qval var kun kort, og dette Haab, denne Troe gjorde ham stille og lod ham i taalmodig Taushed udholde de Ting, der burde at skee med ham
O! Herre! skjænk mig en saa fast Fortrøstning!
               Vi have da, mine andægtige Medchristne! saavidt vore svage Evner tilstode det, med hverandre søgt at tyde- // [Øverst i højre hjørne, tilføjet med byant og en anden hånd: 25] liggjøre os Grundene til den dybe Taushed, som Frelseren iagttog, da Verdens Børn rasede mod ham i vild Tøilesløshed. Han var under deres Miskjendelse ikke taus, fordi han var sløvet, men fordi hans Hjerte var roligt; ikke stiltiende mod deres stormende Magt, fordi han var forvoven, men fordi hans Sjæl var hengiven i Faderens Villie; han tilbageholdt ikke sit Hjertes retfærdige Klager og Bebreidelser, da den utaknemmelige Hob, hvem han havde saa tidt overvældet med sine Velgjerninger, over hvem han saa ofte havde lyst sin Fred, men Grumhed og vilde Skrig fordrede hans Liv, fordi han trodsede, men fordi han var tillidsfuld og haabende. – Ogsaa dette lille Træk af vor guddommelige Lærers Vandring kan altsaa vorde os frugtbringende, naar vi kun ville følge og stræbe efter Lighed med det ophøiede Mønster. Naar vi i enhver Livets Stilling ville vende vore Blikke til ham, som til den sikkkreste Rettesnor, saa ville vi ogsaa af dette Tilfælde kunne lære, til hvor stor Sindighed og Rolighed under Menneskenes ubarmhjertige Domme; til hvor stor Hengivenhed i Herrens Villie, naar der paalægges os et Kors; til hvor herligt et Haab, hvor fast en Troe, en reen ubesmittet Samvittighed, en brødefrie, Gud velbehagelig Vandel kan // [Øverst i venstre hjørne, tilføjet med blyant og med en anden hånd: 26] hæve vort Sind, skjøndt Grumhed og Ondskab forfølger os.– Og spare vi da paa vort Hjerte og i vor Fremgang paa Livets Bane de frydefulde Virninger af vort Guddommelige Forbilledes Betragtning, da maa vort Sind med dyb Taknemmelighed hæve sig til ham, der viisde sig her blandt Menneskene een Gang, for evigen at vorde vort Eie. Vi maae erkjende, at han er som Solen, der aarligen udstrømmer sine velsignelsfulde Straaler over Jorderige, fremkalder Blomster og Frugter og udøser tusindfold Herlighed, – men udtømmes aldrig!                               Amen! //


[Øverst i højre hjørne, tilføjet med blyant og en anden hånd: 27]

Dimissionsprædiken
d. 25de Maj 1830.

Jeg bekjender for Dig, o! min himmelske Fader, at min Fod ikke altid vandrede de Veie, som behage Dig; at mit Øie ikke altid begjærde, hvad reent og helligt er; at min Haand ikke altid øvede Retfærdighedens Gjerninger; – jeg bekjender for Dig, at min Hu, mit Sind, min Lyst og Attraae, stundom har staaet til det, som jeg burde flye; og at jeg da, naar Synden lokkede, naar Verden fristede, og vandt Seier over mig, ikke har havt Dig, Retfærdighedens Gud, den Hellige, den Rene, for Øie, og at jeg, som et ulydigt, utaknemmeligt, forvildet Barn, har bortvendt mit Ansigt fra Dig, og stødt Din Faderhaand tilbage.
Lær mig derfor, O! Gud, dybt i mit Sind at indprente mig Tanken om Dig, som min alvise, algode Fader; lær mig retteligen at erkjende, hvor kjærlige og retfærdige, til mit eget sande Vel sigtende Dine Styrelser ere; væk mit Hjerte til Taknemmelighed og Kjærlighed mod Dig, til Lydighed og tillidsfuld Hengivenhed mod Dine Bud, at jeg, som et velartet Barn, evindeligen maa skue op til Dit Faderaasyn, derfra hente Trøst og Beroligelse i Sorg og Kummer, Styrke og Sindighed i Fryd og Lykke, og i mine inderste Tanker, ved hvert Fodtrin, ved hver Haandsgjerning vise, at jeg redeligen stræber efter at fortjene Navn af Dit Barn, vor Fader &. // [Øverst i venstre hjørne, tilføjet med blyant og med en anden hånd:] 28
Text. Matth. 18, 1-3. I den samme Stund gik Disciplene til Jesum, og sagde: hvo er den Største i Himmeriges Rige? Og Jesus kaldte et Barn til sig, og stillede det midt iblandt dem, og sagde: sandelig siger jeg Eder: uden I omvende Eder, og blive som Børn, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Rige.
“Vor fader, Du, som er i Himmelen!” – saaledes lyder det dagligen fra vore Læber, paa disse trøsterige Ord hæve sig Millioners Hjerter til Naadens og Almagtens Throne; ved denne Anraabelse erklære sig det christne Samfunds Borgere for Guds, den almægtiges, Børn! – Vi veed det jo, han elsker os med sin fuldkomne Faderkjærlighed, vi see det, han udstrømmer over os sit uudtømmelige Naadens Væld, og alt, hvad vi ere og have, kommer jo fra ham. Men vi, som kalde os hans Børn, ere vi ogsaa dette Navn værdige? Modtage vi alle hans faderlige Velgjerninger med et Hjerte, som er ham velbehageligt? Besjeles vi stedse af et Sindelag, saa reent, saa ufordærvet, som det, der sømmer sig Skabningen, hvem han har skjænket sine // [Øverst i højre hjørne, tilføjet med blyant og en anden hånd: 29] bedste Velsignelser, sin rigeste Naade? Ak! med Skamfuldhed maa vor Læbe forstumme til disse Spørgsmaal, med Blussel maae vi bekjende – i vort Hjertes inderste Lønkammer tilstaae os selv: Det var ikke altid saa, som det burde at være! Hvor ofte lode vi os ei beherske af Misnøie med Herrens, den algodes, den alvises, Styrelser? Hvorofte nærede vi ikke i vort Bryst Mistillid til hans kjærlige Forsorg? Hvorofter har ei lav Hovmod og smaalig Begjærlighed efter de Ting, som i de bedste Hensigter vare os nægtede, saaledes bemestret sig vort hele Væsen, at vi; ret som utaknemmelige, vanartede Børn, have kastet Vrag paa de gode Gaver, hvilke vi fra hans Haand havde annammet, og hvilke vi til vort eget Gavn, vor egen Lyksaligheds Fremme, som taknemmelige og fromme Børn, burde have nyttet?
Selv Jesu Disciple, selv hans Venner, der nærmest omgave ham, der saae og kjendte hans eget ydmyge, Faderen hengivne Sind, selv de vare hildede i Fordommens Baand, end ikke de kunde, – hvad de med en saa rørende Ørlighed selv bekjendte – løsrive sig fra de een Gang fattede og nærede stolte Forhaabninger, der saa lidet passede til det Kald, hvortil de vare kaldede, saa lidet sømmede sig Lærlinge af Fromhedens, Ydmyghedens høieste Mønster. // [Øverst i venstre hjørne, tilføjet med blyant og med en anden hånd: 30 ]
Deres Begreber om det Rige, som Frelseren viede stifte; deres Forestillinger om den Plads, der deri skulde opfylde, om de Pligter, der skulde paaligge dem, om den Hæder, de derved skulde erhverve sig, vare endnu ikke rensede fra de blandt deres Landsmænd indgroede Vildfarelser. Ordene, “Guds Rige, Hæder og Ære, at sidde ved Magtens høieste Haaand,” tillagde de endnu, medens de vandrede paa Jorden med Herren, en lavere, en mere jordisk Betydning, der vare ligesaa forskjellig fra den, hvori Christus tog dem, som Vaarens Varme fra Vinterens Kuld, som den mørke Nat fra den lyse Dag.
Flere Gange, saa fortæller de hellige Skrifter, vakde denne deres Hovmod endogsaa Strid og Trætte iblandt dem, og da enten udbade de sig selv disse forventede Hædersposter i det kommende Rige, eller de traadte til Mesteren, og sagde: hvo er den Største i Himmeriges Rige? hvo skal være den Mægtigste, den mest Ærede i det Rige, som Du vil begrunde? Da var det, at Jesus, der paa de østerlandske Læreres Viis, gjerne ligesom legemligen bragte sine Tilhørere Sandheden for Øie, kaldte et Barn hid til sig af den omstaaende Flok, stillede det midt iblandt dem og sagde: sandelig siger jeg Eder, uden I omvende Eder, og blive som Børn, komme I ingenlunde i Himmeriges Rige. Dette livsalige // [Øverst i højre hjørne, tilføjet med blyant og med en anden hånd: 31] Sædkorn faldt i Disciplenes Hjærter, og om end deres Blik, for Øieblikket omsløret af Taage, ikke fattede den fulde Betydning, saa vide vi dog, at det spirede, og bar skjønne Frugter; thi vi have seet dem sidenefter som taknemmelige, ydmyge, fromme Børn, som nøisomme og forstandige Husholdere med den himmelske Faders Gaver, at have vandret den Vei, som Frelseren først havde betraadt. I ethvert Jesu Ord, mine andægtige Medchristne! ligger ogsaa for os et Guldkorn skjult, ogsaa til os taler altsaa Frelseren paa dette Sted, og vi ville da i denne til fælleds Andægt helligede Stund, under Guds Bistand, med stadigt Hensyn paa hine Ord, for hverandre søge at tydeliggjøre os, hvori det barnlige Sindelag bestaaer, ved hvilket vi kunne tækkes vor himmelske Fader.
[Tilføjelse i venstre margin: I Taknemmelig Kjærlighed]
“Uden I omvende Eder, og blive som Børn, siger Frelseren, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Rige.”
– Ethvert Menneske, som alt har vandret et Stykke af den ham i Livet afmaalte Vei, har ved sit Samkvem ved Verden og dens Væsen tabt noget af den Reenhed, den Eenfoldighed, der bør være Særkjendet paa Guds sande Børn; i en større eller mindre Grad klæber den jordiske, den sandselige Ureenhed ved hans Væsen, vildleder hans Tanker, og fordunkler hans indre Blik, saa // [øverst i venstre hjørne, tilføjet med blyant og med anden hånd: 32] at han ikke klart kan skue det ham foresatte Maal, ikke tydeligen sine, hvorfra, hvorledes, og til hvad Ende hans hele Tilværelse faaer sin Støtte, sit fremme; – som Apostelen siger: “vi have alle syndet, og fattes den Roes, vi skulle have for Gud;” vi ere alle afvegne fra Kjærligheden til Gud, og kunne derfor ei heller fortjene hans Kjærlighed. Vort første Skridt, vi bør gjøre paa Veien til Omvendelse, maa altsaa være, at vække en varm, virksom, taknemmelig Kjærlighedsfølelse i vort Bryst for ham, hvem vi skylde Alt, og hvorledes kunne vi lettere gjøre dette, end ved at forestille os som hans Børn, ham som vor alkjærlige Fader. Af alle de former, hvori Menneskelivet bevæger sig, af alle Forhold, der fremstiller sig for vore Sandser, er derfor intet Forhold bedre skikket til ligesom at antyde os vor Vei, end netop gode Børns Forhold til deres Forældre. Barnet føler og nærer taknemmelig Kjærlighed til sine Forældre; og hvor naturlig er ikke denne Følelse! Saasnart det, hjælpeløst og manglende al Kraft til Selvopholdelse, træder ind i Verden, bliver det modtaget og baaret af kjærlige Arme, der med Omhu pleie det, med usigelig Ømhed omfatte det; Øine fulde af Glæde og Kjærlighed, møde dets første vaagnende Øiekast, vogte paa enhver af dets Bevægelser, // [øverst i højre hjørne, tilføjet med blyant og med anden hånd: 33] gjette enhver dens Trang for at afhjælpe samme, og udspeide med Omsorg enhver Fare, der muligen kunde true den Spæde, for strax at fjerne den; og endeligen, – hvilken Røst kan være blidere, kjærligere end den, hvormed Forældre modtage de Børn, Gud har skjænket dem? hvormed de smigre for den Spæde, opmuntre, advare, belære den opvoxende? Hvilke Ord kunne have større Kraft til at indtrænge i Barnets Hjerte, til at styre dets Villie, til at opklare dets Forstand? Hvis Stemme og Tale kan vel finde en mægtigere Gjenklang i den Unges Hjerte, end netop deres, af hvem det kuns har annammet idel Godt? – Forældres Kjærlighed, som saaledes mod Barnet yttrer sig paa tusind Maader, er derfor ogsaa ligesom en Sæd, de udsaae; den optages i Barnets Sind, og den altoplivende Sol, som bringer den til at spire, voxe og modnes, hedder barnlig Kjærlighed, og Frugten er Taknemmelighed. Lader os da med Opmærksomhed betragte dette Billede, indpræge det i vort Hjerte, og stræbe i en højere Betydning at rette vor Vandel derefter. Gud er Alles Fader! fra vor Vugge til vor Grav er vort hele Liv kuns en uafbrudt Række af Velgjerninger, hvormed hans runde og milde Haand overøser os. Hans aarvaagne Forsyns Øie overskuer alt, fremmer alt det, der kan være os til Glæde og Gavn, og hans mægtige Arm fjerner Alt, der kunde berede os Sorg og Skade; gjennem Naturens tusind Tunger, ved hans evige saliggjø- // [I øverste venstre hjørne, tilføjet med blyant og en anden hånd: 34] rende Ord i de hellige Skrifter taler han til vort Hjerte, oplyser vor Forstand, belærer, formaner, trøster, og opmuntrer os, alt efttersom vort Livs Vilkaar udfordrer det. Og dette Kjærlighedens livsalige Ord skulde ikke finde Gjenklang i vore Hjerter? Hvad der kommer fra den Høieste skulde ikke have samme mægtige Indflydelse paa den udviklede Forstand, det sig selv bevidste Hjerte, som de jordiske Forældres gode Gaver paa den Umyndiges Aand og Hjerte? Ak! lader os elske ham, thi han elskede os først! Som hans Børn ville vi elske ham, fordi hans Faderkjærlighed stedse har omfattet os med saa utallige Velsignelser. Vi ville elske den himmelske Fader som Børn, der ere hans Kjærligheds Gave værdige. Al god og al fuldkommen Gave, som kommer ovenfra, ville vi troeligen anvende i Giverens Hensigt, lade hans Livsens Ord have Indgang og boe i vort Hjerte, lade det udstrømme i enhver Retning af vor Aands Udvikling, have Indflydelse paa Alt, hvad vi tænke, tale og gjøre, lade det blive til Eet med vort hele Væsen, og paa denne Maade, – den eneste rette, og den eneste, som fremmer vor egen Salighed, – lægge for Dagen den Taknemmelighed, som sømmer sig sande Guds Børn
[Tilføjelse i venstre margin: II: Almindelig Velvillie og Kjærlighed] Men Barnets Hengivenhed og Velvillie, Taknemmelighed og Kjærlighed bliver ikke staaende inden det nærmeste Slægtskabs // [I øverste højre hjørne, tilføjet med blyant og en anden hånd: 35] snævre Grændser; Barnet møder som oftest alle Mennesker med en almindelig Velvillie. Det kommer enhver imøde med Venlighed; – hvor skjønt er det ikke at bemærke, hvorledes Barnet med milde fromme Øine næsten i hvert Menneske synes at søge en Ven. Det er Selv reent fra det Onde, det aner og venter intet uden Godt, og føler derfor ei Frygt eller Ængstelse for at nærme sig med Fortrolighed til sine Medskabninger. Det nærer ingen Mistro, enten fordi det selv endnu aldrig har lært at bedrage, eller fordi det selv end aldrig er blevet skuffet. – Med den Tillid, at Enhver mener det ligesaa ærligt og godt, fortroer det sig til Alle, og skjænker Alle en ubetinget Velvillie. – Alle Mennesker ere vore Brødre; alle ere vi jo Børn af en fælles Fader, alle ere vi hans Skabninger, elskede af ham, omhyggeligen pleiede, os alle omfatter han med lige Kjærligheds Forsorg. Vi bør derfor omvende os, og vorde hans Børn ogsaa i denne Henseende! Hvor ofte er ikke Selvkjærligheden hos os udartet til Egenkjærlighed. Vi tænke kuns paa os selv, vi stræbe kuns for os selv, vi vende al vor Hu og Attraa til det, som er helliget os selv, vi udelukke alle Andre af vort Hjerte, for ligesom ene og alene at indeslitte os selv deri; og det Trøstesløse, det Kolde i denne Tilstand og Sindsstemning, hvor vi, saa at sige, vandre i en mennesketom Udørk, er os til en Tid næsten skjult, fordi hiin Tanke på os selv ganske fordunkler vort Blik for det Bedre, lukker vor Barm for de helligste Følelser. Vi skulde da omvende os, og vorde som Børn, og elske Alle som de, der ere vore Brødre, som de, der ere elskede ligesom vi af vor himmelske alkjærlige Fader; Mistro, Mistillid skulde vi forjage af vort Bryst, og om vi end stundom bitter vorde skuffede i vor Tro paa den rene Menneskehed, maa dog den Tanke opildne vor Kjærlighed til Næsten, at det Høje, Ædle aldrig gandske forgaaer i Menneskenaturen, at Guddomsbilledet, dette / [I øverste venstre hjørne, tilføjet med blyant og en anden hånd: 36] Evighedens [Præg?], aldrig gandske udslettes. Dette er det, vi af al vor Magt skulle hjælpe til hos vore Medskabninger at vedligeholde, rense fra Verdens Urenhed. Ved at tilgive, naar de tilføie os noget Ondt, ved kjærligen at foreholde dem deres Feil, ved at fremme det Gode hos dem ved vort Raad og gode Exempel; ved at understøtte dem i deres Svaghed, styrke dem i Anvendelsen af deres gode Egenskaber og Evner, ved at lære dem, at Udmygelse for Gud er den rette Ophøielse, ville vi først ret vise, at vi fortjene Navn af hans Børn, som er i Himmelen; – og – for hver den, vi ved vor sande Velvillie og Kjærlighed have styrket i det Gode, for hver den, vi have ledet fra Vildfarelsen paa Sandhedens Vei, skal vort Navn antegnes i Himmelen blandt Guds Børn; thi da har vort Liv baaret Omvendelsens værdigste Frugter.
[Yderst i venstre margin: III Følelse af Feil og Mangler.]
Det barnlige Hjerte er ydmygt, Barndommens stille Vandel er beskeden. Verdens Hovmod er endnu ikke indpodet, har endnu ikke blomstret og endnu ikke i den Unges Tankemaade og Vandel baaret sin giftige Frugt. Barnet rækker ikke Haanden ud efter Ærgjerrighedens lokkende Krands, det kjender ei den Lyst at hæve sig over sine Jevnlige, ikke heller søger det med Misundelse og sort Avind at nedsætte og forringe sine Medvandrendes Fortrin og Fortjenester. Skjøndt ubevidst, opfylder det dog alle disse Kjærlighedens Fordringer. Hver, som sig selv fornedrer som dette Barn, han er den Største i Himmelen, tilraaber Christus sine Disciple; hvo der saaledes, at han som dette Barn ikke nærer hovmodige Tanker om sig selv, føler sin egen Ringhed, erkjender sine egne Feil og Mangler; han vandrer paa den Vei, som fører til Livet. Aarene og Livets mangehaande Forhold avle, som vi jo saa ofte see, i de Dødeliges ubevogtede Hjerter denne Hovmodens skadelige Urt, og vi selv kunne, naar vi med upartisk Blik skue ind i vort Indre, naar vi med Sindighed efterspore vore lønlige Tanker og Følelser, med roligt Overlæg veie vore Handlingers Bevæggrunde, // [I øverste højre hjørne, tilføjet med blyant og en anden hånd: 37] vel næppe nægte, at vi jo ofte have fundet Anlæg dertil, ja, maaskee en frodig Væxt deraf i vort eget Bryst. Derfor omvende vi os, og blive som Børn, naar vi ydmyge os under Guds vældige Haand, at han maa i sin Tid ophøie os. Vi maae i Bønnen med fuld Fortrøstning til ham, som ene kan styrke vor Svaghed, anraabe om Hjælp og Bistand til dette vort vigtigste Anliggende; thi naar vi med Anger og sand Erkjendelse af vor Brøst nærme os ham, da vil han forlene os Kraft til at modstaae og aflægge det Onde, der trives i Hovmods Ly, til at beflitte os paa og med Iver at opelske alt det Smukke og Gode, hvori vor rette Stolthed skal bestaae. – Barnet er ydmygt og beskedent; det pleier ei, som den Ældre, der alt er kommet til Bevidsthed om sine medfødte Evner og erhvervede Dueligheder, at henføre Alt til sig selv; det tager sig et Exempel for Øie ved alt, hvad det tænker og gjør, og hvor skulde det vel nærmere søge og finde et saadant følgeværdigt forbillede end hos dets Forældre? Barnet selv er ydmygt og beskedent, og dets Stolthed bestaaer i et efterfølge og ligne sine Forældre. Vi omvende os altsaa, og vorde som Børn, naar vi, som de, fornedre os, aflægge vor Selvtillid og Hovmod, ydmyge os for Gud, at vi ved hans Exempel, ved hans Bistand maae vorde ophøiede til den Fuldkommenhed i det Gode, hvortil han har givet os Evne og Velsignelse, og hvorved vi alene kunne erhverve os hans faderlige Velbehag.
[Yderst i højre margin: IV Tillid, Lydgihed, Hengivenhed.]
Den inderlige Kjærlighed, som Barnet føler for sine jordiske Forældre, i Forening med den naturlige Ydmyghed, som det nærer i hed, Samlivet med disse, er ligesom en altoplivende Soel, der med sin milde og stærke Varme fremdriver de skjønneste Frugter baade i dets Aands Udvikling og dets Vandel. Alt, hvad det er og har, føler det vel, er Gaver fra dem. Liv, Sikkerhed, Velvære ere tilsammen kun Følger af Forældrenes Ømhed, og disses Kjærlighed er da // [I øverste venstre hjørne, tilføjet med blyant og en anden hånd: 38] den faste Støtte, hvorpaa den Unges hele Tilværelse, som paa en Grundvold, hviler. Det er vel ikke egentligen en sindig Betragtning heraf, eller en klar Bevidsthed herom, der i Barnets Sjæl vækker Gjenkjærlighed; men selv om det kuns er en Drift, saa see vi dog dennes skjønne Virkninger. Med Tillid nærme Børn sig deres kjærlige Forældre, fordi de kjende disses Sindelag mod dem, med Tillid modtage de deres Raad og Advarsler, fordi de veed, at hine kuns ville deres Vel, kuns kunne raade dem det Bedste. De vorde da lydige, føie sig efter deres Ønsker, følge deres Vink og Advarsler, og underkaste sig villigen deres Bud. Overbeviisningen om, at Kjærligheden alene kan føre paa den rette Vei, bevirker, at de i eet og alt hengive sig til deres Styrelser, at de gjøre hines Ønske og Villie til deres. Saa mægtig kan Kjærligheden være hos det spæde, endnu ei udviklede Hjerte; – hvor meget mere burde da ikke vi, hos hvem den mere opklarede Forstand, de mere udviklede Evner ere ligesaamange Hjælpemidler flere, ogsaa ved vor himmelske Faders Kjærlighed, som han saa øiensynligen lader os vederfares, var de ledte til lignende og mere fuldkomne Dyder? – Elsker han ikke sine Skabninger med den inderligste Faderomsorg? Er han ikke vor Støtte, naar enten Glæde eller Sorg, Lykke eller Ulykke friste os? Besidder han ikke den høieste Viisdom, den største Magt, den meest uudtømmelige Godhed? Vi bør da omvende os, og blive som Børn; vi bør med Tillid agte paa Faderens vise Raad, høre hans kjærlige Paamindelser, lade dem faa Indgang // [I øverste højre hjørne, tilføjet med blyant og en anden hånd: 39] i vor Sjæl og virke paa vor Vandel. Med fuld Fortrøstning til hans Godhed og Almagt skulle vi bortkaste al Ængstelse og jordisk Frygt, med Freidighed underkaste os ethvert hans Bud, fordi vi veed, det fører kuns til vort eget Gavn, med Lydighed følge den Vei, han lærer os at vandre, og selv i Sorg og Modgang med kjærlig og taknemmelig Hengivenhed erkjende hans faderlige Raads Myndighed over vor egen Villie, og i Kraft af dette Sindelag, ved denne Handlemaade med fuld Ret bære det lyksaliggjørende Navn: Guds Børn.
               Skjøndt nu, mine andægtige Medchristne! Menneskenes Kaar og Forhold ere saa forskjellige, skjøndt de vandre paa saa adskilte Veie, saa er der dog dette ene Punkt, hvori de alle mødes, hvori alle ere lige, jeg mener Guds Kjærlighed, som Grundlaget for alt, hvad de udrette af Godt og Priseligt. Gud er den, siger Apostelen, som virker i os baade at ville og at udrette efter sit Velbehag; til ham maae vi altsaa henvende os med kjærlige og troende Hjerter, og fra hans Naades uendelige Fylde nedbede os Velsignelse til det Omvendelses Værk, der ene skal kunne føre til Livet. Have vi altsaa omvendt os og ere blevne som Børn for Gud; elske vi oprigtigen og taknemmeligen ham, som elskede os først; omfatte vi hans andre Børn, vore Brødre, med Kjærlighed; erkjende vi med Ydmyghed vore Feil og Mangler, og med redelig Hu søge at raade Bod paa vor Brøst; bygge vi med Tillid, Lydighed og Hengivenhed paa Faderens Almagt, Viisdom og Godhed, da vorde vi ustraffelige og rene // [I øverste venstre hjørne, tilføjet med blyant og en anden hånd: 40] Guds ulastelige Børn; da have vi tilegnet os hiint sande barnlige Sind, hvori vi ene leve, røres og ere i ham; da opnaae vi engang hiin Fuldkommenhed, og derved hans Velbehag, hvilket for Jesu værdige og lykkelige Bekjendere udgjør det sande, evige Himmerige. Amen! //
________________________

Bøn

S Til Dig, o barmhjertige Gud, som med kjærligt Fadersind aabner Dit Øre for Støvets bange Raab! Til Dig, o milde Gud! der med skaansom Langmodighed skuer Dine Skabningers Færd og ikke vil knuse det knækkede Rør, ei udslukke den rygede Hørtave! Til Dig, Retfærdigheds Dommer! som straffer og lønner efter Din evige Viisdoms Raad! Til Dig al Vældens Herre! som styrer Himmel og Jord ved dit Kraftens Ord! – til Dig opløfte vi vor Røst i gode saavelsom i onde Dage, og bede, at Du vil aabne vort Øie for din Viisdoms Styrelse, at vi klarligen maae kunne indsee, hvorlunde den Smertens Kalk, som Din Faderhaand stundom finder det ret at iskjænke os, ei indeholder Gift, men en Lægdoms Drik; vi bede dig, at Du vil styrke vore Skuldre, at de maae kunne bære det Kors, som Du til vort sande Gavn finder det fornødent at paalægge os; vi bede, at du vil lægge Kraft til vor Svaghed, saa at vi maae udstride Kampen os til Salighed og Dig til Ære og Priis. Amen.

Luc. 21, 25-36.

Vi indsee vel alle, mine andægtige Medchristne! at Evangeliets Ord nærmest indeholder en prophetisk Forkyndelse // om og en høi digterisk Beskrivelse af Jerusalems Forstyrrelse og af hiin gjenstridige Slægts Domfældelse og Paafølgende Straf. – Ligesom de gamle Propheter fordum i deres truende Straffetaler, saaledes skildrer Frelseren her med stærke, høitidelige, rædselopvækkende og af Naturens vældigste Kræfter laante Billeder den jødiske Stats Undergang og Folkets Tugtelse. Han søger at vække sine Tilhøreres Opmærksomhed paa Straffens Aarsag og dens Virkning; han stræber at henlede deres Blik paa de sære Tegn, der skulde gaae foran for den frygtelige Begivenhed; han gjør sig Umage for at oplade deres Øine for de Midler, hvorved, og de Veie, ad hvilke de kunde undgaae den truende Undergang. Alt dette er da nærmest sagt til hans Disciple og skulde altsaa nærmest komme dem til Gode; men ogsaa i disse hans Ord her, som saa mange andre Steder, ligger den dobbelte Velsignelse, at de ved nøiere Betragtning kunne anvendes paa Tilfælde, som kunne møde os, og altsaa vorde os heldbringende og frugtbare. I hvor mange Livets Stillinger ængstes ei bitterligen det menneskelige Hjerte for de Ting, som skulle komme, uden at det ret veed, hvilken Støtte det skal gribe for at opretholde sig, til Kampen begynder? Hvor ofte // betragte vi ikke med Rædsel de Skyer, der trække op paa vor Himmel, og forhindres af vor Frygt for at undersøge, om de indeholde nogen os truende Fare. Med hvor megen utaalmodig Ængstelse vente vi tidt paa Hjælp, som skulde fjerne vor egen eller andres Fare, uden at betænke, om den ikke nærmeste skulde kunne findes hos os selv? Hvor mangen bitter Erfaring har vi Selv og vore Medmennesker ei fristet, idet vi efter overstanden Nød og Besvær indsee, at vi enten ganske havde kunnet afværge Ulykken, eller i Kampen med samme brugt stærkere og virksommere Vaaben? – Intet er skrøbeligere, intet usikkrere end den jordiske Lykke! Rigdom, Skjønhed, Sundhed, Ære – alt, hvad Jordelivet eier af herligt og kosteligt, er jo som Blomsten, der let visner for den brændende Sol, eller henveires af den barske Vind. Menneskets Liv er som en Damp, der er tilsyne en føie Tid, og derefter forsvinder. Hvert Øieblik kan berøve os det, hvorved vort Hjerte hænger, hvert Minut kan lade os øine Faren nær eller fjern. – Skulde vi derfor grue eller plat forsage? Lader os lære af Livets lavere Sysler! Seer Sømanden! Han hærder sine Lemmer til at døie Havets Umildheder; Krigeren øver sig i Vaaben for med Kraft og Hændighed at kunne modstaae // sin Fjende; Lægen lærer at anvende Naturens helbredende Kræfter mod Sygdommens Magt. Og vi? Skulle vi da ikke kunne lære i en høiere Henseende, til et større Øiemed at anvende de os af Gud givne Midler mod en Foragthed ved Farens Nærmelse, der truer vort Hjertes Fred? Skulde vi ei øve vore Evner til med Kraft at kunne afvende Faren? Ikke styrke vort Mod, saa at vi kjækt kunne bestaae i Lidelsernes Kamp. Lader os da, andægtige Medchristne, under Guds Bistand i denne til Andagt helligede Stund med hinanden overveie: efter hvilken Forberedelse, og med hvilket Sindelag vi trøstigen kunne gaae Nød og Trængsel imøde.
Naar et Uveir nærmer sig, da see vi, hvorledes Himlen og Havets og Jordens Dyr, endogsaa længe før Menneskene, ahner dets Nærmelse, berede sig til dets Komme. Fuglene søge deres sikkre Reder, Fiskene sænke sig til Havets Bund, og de vilde Dyr fjæle sig i Krat eller Huler, for der at søge Ly mod Himlens Umildheder; men alt dette gjøre de, fordi de maae, – fordi den dem af Gud indplantede Drift tvinger dem dertil. En saadan blind Drift blev ikke givet den, hvem den Eviges Billed blev paatrykt; den Guddomsgnist, som er tændt i Menneskets Sjæl, Fornuftens Lys, skal veilede ham, som overalt, saa ogsaa, naar Ulykken truende nærmer sig, til at finde det Rette. Hvorhen peger da denne vor Ledsager? Hvilken er alt-// saa den Vei, vi skulle gaae, forat berede os, at ei Sorgens Magt skal overraske os? I Frelserens egne Ord finde vi Svaret herpaa; “vaager og beder”, siger han, “til enhver Tid, at I kunne agtes værdige til at undflye alle disse Ting, som skee skulle.”– Vi skulle altsaa vaage= Vaager og beder, siger Frelseren et andet Sted, at I ei skulle falde i Fristelsen. Mon vi feile, naar vi sætte denne Aarvaagenhed i en omhyggelig og upartisk Selviagttagelse, der ligesom en Vagt paaseer ethvert Skridt, som vi gjøre, nøie afveie Grundene, hvorfor vi handlede saaledes, og ikke anderledes, strengt undersøger Bevæggrundenes Reenhed, og med Sindighed fastsætter os Maalet, hvorefter vi ved vore Handlinger stræbe? Vi skulle vaage! – vi bør stræbe ved vor Aarvaagenhed at forskaffe os sand Kundskab til os selv, vort Hjertes Tilstand, til vort Indres Væsen, til vore gode Egenskaber, til vore onde Tilbøieligheder, og derved erhverve og tilegne os Midler til at opelske og fremdrage hine, qvæle og udrydde disse. – Vi skulle vaage – skulle vogte os for, at vi ikke lade os henrive af denne Verdens Lyster med alle deres Tillokkelser, at ikke vore Hjerter besværes af Fraadserie og Drukkenskab, at ikke vort Sind, naar det er lænket altfor fast til Omsorgen for denne Verdens Ting, skal gandske drages fra vigtigere og høiere Hensyn. – Vi skulle vaage – og agte paa vor Samvittighed, at den maa være reen og rolig, at vi forkaste, // hvad den forkaster, og holde fast ved det, den billiger. – Thi vaage vi saaledes, at vi nøie kjende os selv, at Drivefjedrene til vore Handlinger ikke ere os skjulte, at vi sikkert vide, hvilket Indtryk, hvilken Virkning de udvortes Ting kunne frembringe hos os, da kunne vi siges at arbeide Haand i Haand med vor Samvittighed, og denne vil vorde som et reent Speil, der ubedrageligt viser os enhver Deel af vor Færd i sin sande Skikkelse, og hvis Klarhed ingen Plet formørker. Vi ville da med en fast indre Fortrøstning til vort Hjertes Reenhed med Rolighed see ethvert Skjæbnens Slag imøde; thi, mine Elskelige! dersom vort Hjerte ikke fordømmer os, have vi Frimodighed til Gud! –
Den anden Stav, mine andægtige Medchristne, som frelseren har anviist os til Støtte paa vor Vandring, naar vi gaae Sorgen imøde, er Bønnen. Vaager og beder, siger Herren. Ikke alene til os selv skulle vi altsaa henvende vor Opmærksomhed, som om vi kuns hos os og af os selv troede at kunne udvikle den Kraft, som skulde være vort Værn i Ulykkens Timer. Nei, til den Albarmhjertige Gud skulle vi henvende os, og Tanken om, at han hører os, vil alene give os Styrke og Kraft, hvor al menneskelig Trøst glipper; vi ville kalde paa ham i vor Nød, og han vil udfrie os, og vi skulle prise ham. Til Gud, den retfærdige, skulle vi raabe, naar uforskyldte Gjenvordigheder // storme ind paa vort brødefrie Hjerte, og han vil høre vort Raab, thi han er nær hos alle dem, som kalde paa ham, hos alle dem, som kalde paa ham alvorligen. Han gjør det, de Gudfrygtige begjære, han hører deres Skrig, og hjælper dem. Ved at hæve Tanken til den Evige bortdrages vort Sind og vor Attraae fra det lave Jordiske til det høiere Uforkrænkelige; ved at beskæftige os med Tanken om den Hellige luttres vort Hjerte, og vort Fjed ledes ved det ophøiede Møster ad de rette Veie. Og naar vi da, trøstede ved hans Barmhjertighed, beroligede ved hans Retfærdighed, forbedrede og rensede ved hans Høiheds og Helligheds Anskuelse, henvende vore frimodige Bønner til ham, da vil Tanken om hans Almagt styrke os, saa at vi frejdige gaae det Mørke imøde, der truer os, dobbeltføle vor selverhvervede Kraft til at modstaae, og med Taalmod og Haab om et lykkeligt Udfald underkaste os Striden, ihvor haard den end maatte vorde. –
Efter saaledes at have betragtet, hvorledes vi, mine christne Medbrødre! ved at have et vaagent Øie med os selv og vore Handlinger samt disses Bevæggrunde, og ved stadigen at have Gud, den retfærdige, forbarmende, almægtige i Hu, retteligst kunne berede os til at modstaae Livets Anfægtelser og bære dets Byrder, saa kunne vi vel passeligst spørge os selv, hvilket Forhold og Sindelag vel monne udspringe heraf, og til hvilket Forhold en saadan Forberedelse // Men mon ei altid hvor en saadan ikke fattes, findes tillige den stærke Udholdenhed, som er saa fornøden for den, der vil haabe Seier og gjenvunden Lykke og Ro. Modet udfordres. Thi Modløshed, hvor den findes, er saa godt som et halvt Tab; Modløshed viser os Faren og Ulykken langt større, end den er; Modløshed svækker og betager os vore Kræfter, og gjør os uduelige til at anvende dem, vi virkeligen besidde. Men dette Mod maa være udholdende; Standhaftighed maa forene sig dermed; thi finder denne Forbindelse ikke sted, da ville vi atter stædes i den Stilling, om hvilken vi nyligen talede, at vi, efterat Modets Virkninger havde ophørt, vilde finde os forladte og udsatte for Modgangens fornyede og fordobblede Anfald. Standhaftigen maae vi, støttede paa vor gode Sag, kjæmpe Striden ud, og Seiren, eller i det Mindste en beroliggende Bevidsthed om at have opfyldt sin Pligt mod sig selv og Andre, vil ikke udeblive, men lønne os for vor udstandne Besvær. – Og, mine christne Brødre, end ikke al Klogskabs Forsigtighed, end ikke den sikkreste Sindighed, end ikke det standhaftigste Mod vilde kunne opretholde os og skjænke os Seier, naar Skjæbnen slynger sine Vaaben imod os, hvis vi ikke med fuld Fortrøstning til ham, der er Trøstens Kilde, der er Kraftens Udspring, hos hvem vor Haab grønnes og vor Gjerning bærer sin Frugt, – hvis vi ikke med // fuld Fortrøstning til Gud gaae Sorgens og Modgangens Hær i møde. Denne barnlige Tillid og faste Fortrøstning til vor himmelske Fader, at han, hvis vor Sag er god, vil understøtte vore redelige Bestræbelser, maa ligge til Grund, naar vi undersøge os selv og randsage vor Samvittighed; naar vi med Bøn og Paakaldelse henvende os til ham; naar vi med vor Fornuft til vor Beroligelse undersøge Tingenes Stilling omkring os, naar vi med Sindighed nærme os den truende Fare, og naar vi med standhaftigt Mod bestaae Kampen. Tanken om, at han er med os, hvor vi saa færdes, at vi kunne kaste al vor Sorg paa ham, fordi han haver Omsorg for os, vil forhøie enhver Evne, som vi formaae at anvende, og den Overbeviisning, at Gud er vor Hjælper, vil – ligesom den forhøier vort Mod og vor Selvtillid – tillige formindske det Rædselsfulde, det Bittre ved Sorgen og Faren og føre os snarere til Seirens Maal. Betragte vi nu med sandt christeligt, ydmygt Sindelag de Skjæbnens Slag og Livets Lidelser, der saaledes ramme os, som Tilskikkelser fra en kjærlig Fader, som Tugtelsen fra en retfærdig Gud; saa maae vi ogsaa med rørte Hjerter erkjende det Viisdoms Dyb, som aabenbarer sig i hver hans Foranstaltning, og glædes over de utallige Velsignelser, der udspringe af al hans Gjerning. // Selv al den Modgang, som vi friste, og som for vort kortsynede Øie maatte synes en Forbandelse, er dog kuns at ansee som en Velsignelsens Skole, hvori vi, naar vi bøie os, som vi det bør, under Guds vældige Haand, blive oplærte til al Retfærdighed, til nøie at kjende os selv og vore Kræfter, Verden og dens Færd, og Guds Væsen og Foranstaltninger med os og al Jordens Slægt. Og naar vi da have stridt den gode Strid, og bestaaet med Ære for Herrens Ansigt, da ville vi, øvede ved Gjenvordighed, som Løn modtage Retfærdigheds salige Frugt. Amen! –

Kommentarer

Øverste venstre hjørne på side 2 er afrevet.

Arkivplacering
Arkiv 1, Chr. Winther, manus
Emneord
Christian Winthers forfatterskab
Personer
Nicolai Bøgh · Christian Winther
Sidst opdateret 10.07.2018 Print