Kamma Rahbek
Bakkehuset, Frederiksberg
E.C. Werlauff
Dateringen er foretaget ud fra oplysningen om, at Werlauff er forlovet med Wilhelmine Heger. Forlovelsen fandt sted 13.4.1815 og brylluppet 18.11. s.å.
Kamma Rahbek skriver til E.C. Werlauff, at K.L. Rahbek beder ham sende det lovede bidrag til Minerva hurtigst muligt, fordi der ellers kunne blive mangel på stof. I lørdags så Kamma Chr. Molbech med følge på vej til Frederiksborg, men det gjorde hende lidt ondt, fordi hun vidste, at han kun var inviteret med for morskabs skyld. Forøvrigt har Molbech båret sig dumt ad i forbindelse med det sidste nummer af Athene, og han har måttet høre for det af Friederike og Ida Brun. Det var også dumt af ham at forelske sig i Ida Brun, der har nok af tilbedere. Det gjorde Kamma ondt, at det var dårligt vejr, da Werlauff og Wilhelmine Heger gik hjem fra Bakkehuset, og at de siden ikke har været der. Jordbærrene gror godt, men de er endnu ikke modne.
Bakkehuset d. 17de Maj [1815]
Kiæreste Werlauff!
Rahbek beder Dem, jo før jo heller at sende ham det Belovede, da der iles stærkt med Trykningen af Minerva, saa at han let kunde komme i Knibe for Manuskript; thi Løfterne kan han dog ikke sende i Trykkeriet. –
Jeg saae et rørende Syn i Løverdags Eftermiddags, nemlig Udgiveren c: Secretair Molbech, med sin Gule-Erte-Frakke, sidde hos Kudsken paa en stor Holsteensk-Vogn fuld af Damer, der reiste til Frederiksborg. Dette kunde nu være meget fornøieligt; men det giorde mig dog lidt ondt for ham, da jeg vidste at den Dame, som fornemmelig havde Deel i at han kom med paa dette Togt, dog kun havde inviteret ham, for at faae, hvad Langelænderen kalder: Spænd af hans Selskab. Forresten har dog samme Udgiver baaret sig meget flaut ad med den sidste Athene, og jeg under ham af Hiertet, at dette er blevet sagt ham ret fyndigt af to Damer, nemlig af Fru Brun og Ida, der ligesom jeg forargede sig over, at hendes Moder havde inviteret ham til den himmelske Concert. Dersom ellers Molbech havde hørt, hvad Ida sagde her i min Stue, Dagen efter Concerten, om ham: saa vilde han vist ikke udføre sit Forsæt, at forliebe sig i hende i Sommer, hvilket ogsaa kun ville være frugte frugtesløst for ham og kiedsommeligt for den stakkels Ida, der ikke // trænger til Tilbedere; men nok til En, det var værd at tilbedes af.
Det giorde mig ret ondt, at De og Mine maatte gaae herfra i det onde Veir, og at De siden ikke har forsøgt – som andre Kierester have giort i disse smukke Pintzedage – at gaae hertil og herfra i godt Veir. Vel har jeg ikke manglet Besøg i denne Tid, end ikke af dem, som ere mig kiære; men De og Mine ville dog aldrig kunne synes mig overflødige, om De end traf mig omringet af mine Kiæreste. Desuden maae De erindre, at jeg sidst blev saa overrasket af et længe savnet kiært Syn, saa jeg ikke ret vidste at skikke mig i det, saa at jeg dobbelt trænger til at det gientages for mig. Kom derfor snart med den gode, velsignede Mine, og forfrisk – eller [først skrevet: forfrisk] forfriisk som Grækeren siger – dermed Deres stakkels syge Tante, der knap kan hænge sammen i denne dimlende Tid.
Rahbek hilser Dem og Mine, og ligesaa giør jeg, tilføiende at Jordbærene voxe deiligt; men at de – som Assebarnet sagde – endnu ikke er sprunget ud.
Deres
hengivne Veninde K: M: R:
[På konvolutten:]
S: T:
Herr Professor Werlauff.
Brevet er første gang trykt i Bjørn Kornerup: “Brevveksling mellem Camma Rahbek og E.C. Werlauff 1808-1818”, i: Frederiksberg gennem Tiderne, bind 4, 1952, 37-38
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret 02.12.2014
