Knud Lyne Rahbek
Bakkehuset, Frederiksberg
Kamma Rahbek
Knud Lyne Rahbek skriver til Kamma Heger, at han har fået brev fra Peter Collett, som han vedlægger. Han vedlægger også en lille seddel til Henriette Rosing, som han beder Kamma give hende på hendes fødselsdag i morgen og sender hilsen til Kammas bror Peder Heger. Rahbek vil gerne skrive en vise til Hans Hegers fødselsdag og beder Kamma råde ham, hvordan den skal være. Han beder hende takke Anna Louise Heger for hendes moderlige sindelag for ham. Han vil skrive til Agathe Nissen, som elskede digteren Ole Johan Samsøe, men brød forbindelsen, fordi hun indså, at han ville gifte sig med hende af pligtfølelse. Han er sikker på, at Agathe Nissen vil holde af Kamma, fordi hun ligner hendes afdøde søster Bertha Cold, som Rahbek anså for idealet af en livsledsager, inden han mødte Kamma.
Bakkehuset, d. 4. Febr. 1797.
Hilsen og inderlig Kiærlighed !
Her sidder jeg da efter din allerhøyeste Befaling, og sælger Hovedkiød, medens de andre løbe Beenene af sig fra Concerten op i Klubben for at høre paa den Tale, jeg ikke holder[.] Noget efter du var kiørt, bragte Dagneslebernulorme Alberomodamenjomfrueelse mig et Brev fra Collet, et gandske velsignet Brev, som jeg vel giør bedst i, at hoslægge, da min Correspondance interesserer dig, naar den er af det Slags, og som hvis det var kommet før, vilde have givet Lunds Myndighed og din Indflydelse lidt at giøre for at holde mig derfra. Midlertid er det mig dog kiært, jeg sidder her nu. Det kunde maaskee have bekommet mig ilde; i det mindste havde du ængstet dig; og derfor kunde mig ingen Erstatning gives.
Jeg har skrevet en liden aaben Sæddel til Jette, som ligger herved, og som jeg skal bede dig flye hende i Morgen, med eet hierteligt Kys fra mig; vist nok glemte jeg i Dag at give dig det med til hende; men du er vel saa god at lægge det ud, naar jeg derfor ved første Møde lover dig god og skadesløs Betaling. Hils og min gode kiære Peder saa inderlig inderlig fra mig, og lykønsk ham af mit gandske fuldeste Hierte i Morgen; thi sandelig er han paa Jettes Geburts-dag ærligen at lykønske, næsten ligesaa meget, som visse andre en vis 19 October; ligesaa ærlig, som Jette var d 1 Februar. Gode K: M:, den Vished, at to Mskr, vi holde saa meget af, skulde blive lykkelige ved hinanden; det sikkre Haab, jeg herpaa bygger, at jeg dog eet Sted skal have saaet, uden at høste Avner og Tidsler, glæder mig usigelig; og – hvorfor ikke sige det reent ud – glæder mig dobbelt saameget nu, efter at Peder er blevet til Ulk igien, som i den korte Tiid, man havde studeret ham til Cavalier.
Jeg har et Par Gange tænkt paa at giøre en Reise; men jeg betænkte, at Ophelia igien kunde troe, hun kun var tilstæde for at synge den, og i den Forbrydelse vil jeg ikke paa ny giøre mig skyldig.
Men nu en anden Ting – min elskede Pige! – det er, sagde du mig hændelseviis i Dag, din brave Faders Geburtsdag paa Onsdag, skulde man ikke kunde giøre en Bagatell, hvormed man fornøyede ham? saasom en Viselild paa een af hans egne Melodier, som han holdt af; Christiane var vel i al Fald saa god at synge den, uden at falde paa, hun var der for det samme. Men du, som kiænder Manden, og hans Maade at vilde have Tingene paa, maatte sige mig, hvorledes dig tykkedes, det bedst skulde være; kun maatte du vel og i Tide give mig eet Vink, om jeg den Aften skulde kunde spille i Borups Selskab, da man jo overalt kunde giøre Geburtsdagen fra sig om Middagen, eller om jeg skal lade min Hals der være min Løgnundskyldning, men taus – for alting – taus! at ingen skal høre jeg lærer at lyve.
Din gode kiærlige Moders sande Modersindelag for mig, som denne Bagatellupasselighed har givet mig saa fordobblede og fornyede Prøver paa, maae du, gode kiære Pige! takke hende for paa mine Vegne. See! jeg er, som jeg skrev dig i et foregaaende Brev, intet Mske af mange Ord; jeg tager ofte mod sligt, som om jeg ikke skiønte derpaa, fordi jeg veed, at de Mskr, som helst vil fortiene Tak, nødigst modtage den, og fordi det overalt er en dum Ting at takke med Ord. Peder – sagde Carl, da vi engang snakkede om hans Forbindelse med Jette – har virkelig nu to Mødre, han har faaet een til i Mad Rosing. Jeg – gode K: M: har virkelig ogsaa nu to Mødre, takke dem, lønne dem for deres Kiærlighed for mig, kan jeg sagtens ikke; men elske dem ærlig og inderlig for det, det kan, det skal, det vil jeg.
Og du, min gode, kiære, inderlig elskede Pige! du! med din ømme Omhyggelighed, med Din inderlige Kiærlighed for mig! sandelig! det havde ikke været fornødent at lade mig drikke Malurtbæggere saalænge, og især fylde mig den sidste Kalk med saa megen Galde, for at giøre mig dette Honningbæger sødt! det kunde jeg vel have skiønnet paa desuden. Maatte jeg kun stedse see dig lykkelig, o! min K: M:! Du skulde see, hvad du skulde giøre af mig!
Een af mit Hiertes nærmeste er der, som jeg har betænkt, jeg i disse Dage maae skrive til og fortælle om dig. Det er Samsøes forhenværende Kiæreste, Agathe Nissen! denne Pige, gode K: M: længes jeg efter, du engang skal kiænde! det er en Pige, som en Mand, af Aand og Hierte, det er sandt; men jeg maae tilføye, jeg kiænder ingen Mand, der af Aand og Hierte er, hvad hun er. Hun elskede vor Samsøe med en Lidenskab, som Aar og Modgang havde givet Kiæmpekraft; uheldige Omstændigheder hindrede deres Foreening, da de kunde blevet lykkelige med hinanden; faae Aar efter kunde, og vilde han gifte sig med hende; alting var ordnet; men hun saae det var fra hans Side Pligt, ikke Kiærlighed; at det ikke blev hans Lykke! og hun traadde tilbage. Jeg saae hendes Hierte bløde ved dette Skridt; men hendes Fod vakklede ikke derved. Nu lever hun i Roeskilde, som Gouvernante hos en Amtsforvalter Kierulfs Børn; og kommer saare siælden til Byen; men naar hun engang kommer did, maae jeg faae hende op til min Moder, hvor hun stundum har kommet, at hun kan see den Pige, der skal giøre hendes sande og gamle Ven lykkelig; og hun vil have dig kiær; thi hun vil i dig gienkiænde sin hengangne Søster, den bliide, beskeedne, fromme Bertha Cold. O min K: M:! da jeg saa ofte i mine yngre Dage nævnte denne af saa faa kiændte, denne saa hastig glemte Kone, som mit Ideal for en Ledsagerinde giennem Livet, da drømte jeg ikke om dig! da jeg til Agathe Nissen for ikke mange Maaneder siden skrev: hvor er [en] Slægt, blandt hvilken vi opvoxede? er den udslettet af for: den, hvi skal da vi faa adsplittede over blevne omvanke her blandt fremmede? da – da vidste jeg endnu ikke, at jeg havde fundet een, der var saa aldeeles af vore egne.
[Brevet er ufuldendt!]
Brevet er trykt i Louis Bobé og Carl Dumreicher (udg.): Gemt og Glemt II, København, 1916, 9-11
|
|
|
|
|
Sidst opdateret 25.06.2014
