Adam Oehlenschläger
Christiane Oehlenschläger
Adam Oehlenschläger skriver til Christiane Heger, at han er misundelig på Carl Heger, som bringer hende brevet, og som har været sammen med hende, medens han må sidde alene. Han ville have været i Trinitatis Kirke i dag men opgav pga. regnen. Han takker for hendes smil i aftes og kommer igen forbi i morgen. Han er nedslået og modløs, og det er meget tungt at undvære hende.
Min søde Pige!
Jeg saae din Broder, da han gik forbi mit Vindue, kaldte ham og bad ham hilse dig. Gud hvor dog Carl er lykkelig, han har nu været hos dig, spist og talt med dig, medens jeg sørgmodig har siddet alene i det melankolske Værelse. Han lovede at komme tilbage, og da jeg formoder at han bliver i Byen i Nat, saa benytter jeg mig nu af Leiligheden, for at faae dig bragt et lille Brev. Det er jo den eneste Maade hvorpaa jeg kan meddele dig min Kjerlighed. Jeg vilde gaaet i runde Kirke i Dag, du veed vel selv hvorfor? men da det regnede saa overmaade stærkt og jeg ingen Paraplye havde ved Haanden saa nødtes til jeg ogsaa til at opgive den Glæde!
Tak for dit søde elskelige Smiil i Aftes o Gud de lynsnare Øjeblik forøge min // Kummer og dog ere de mig saa kjere at jeg maa bede dig om at lade dem vedblive. I Morgen kommer jeg paa samme Tid. Jeg kunde gjerne bestemme en forskjellig Tid for at forekomme Mistanke; men for ikke som muligt var, at genere dig, lader jeg det blive ved det gamle for at du selv kan bestemme een.
Jeg er overmaade nedslaaet og modløs i dette Øjeblik. Det falder mig forfærdeligt tungt at undvære dit Selskab. Det falder mig hver Dag tungere og tungere.
Jeg er intet uden dig; det kan jeg mærke.
Lev vel min elskede Christiane. En veemodig Taare som i dette Øjeblik staaer i mit Øje siger dig et inderligt Farvel.
d 15 Junii 1800.
Din
A. Øhlenslæger.
Brevet er trykt i Bobé, Louis og Dumreicher, Carl (udg.): Gemt og Glemt, bind 2, København 1916, 179.
|
|
|
|
|
Sidst opdateret 02.05.2015
