u.å [juni 1800]

Dokumentstatus

Brev

Afsender

Adam Oehlenschläger

Modtager

Christiane Oehlenschläger

Regest

Adam Oehlenschläger skriver til Christiane Heger, at han har skrevet til hende adskillige gange, men brevet har ligget så længe, at han har revet det i stykker igen. Han behøver vist ikke sige hende, at han længes efter hende og hver dag går gennem Nørregade i håb om at få et glimt af hende. Han undskylder, at han ikke var i den tyske kirke i søndags, men medens han klædte sig på for at gå i kirke, så han Kamma og Carl. Han regnede med, at de skulle i kirke, og at de tog Christiane med. Derfor spurgte han sig selv, om han skulle gå derhen, men han besluttede at lade være, fordi han var bange for Kammas ironiske hilsen. Søndag er hans værste dag. Han tænker på deres samvær på Bakkehuset, og i søndags var han i Frederiksberg Have. Der var mange piger, men ingen Christiane, og da han kom hjem faldt han hen i stille vemod. Hendes krans, hendes breve og hendes hår nærer hans fantasi. Når han kommer hjem om aftenen, tager han dem frem og drømmer om hende, som det var tilfældet i går aftes. Han så hendes fader i går aftes og hilste ham som sin tilkommende fader. Måske han ser hende i kirke på søndag.

Brev

Min inderlig elskede Pige!

Adskillige Gange har jeg sat mig ned i det Forsæt at skrive dig til, jeg har ogsaa gjort det, men saa har Brevet lagt saa længe, da jeg ingen beqvem Leilighed fandt, til at sende dig det, at jeg syntes det var for gammelt og saa har jeg revet det i Stykker igjen.
Jeg behøver vist ikke at sige dig min Elskede, hvor usigelig jeg længes efter at see dig. Der gaaer ingen Dag forbi uden at jeg jo et Par Gange gaaer igjennem Nørregade. Jeg haaber at være saa lykkelig at see min Christiane i Vinduet, det skeede ogsaa i Løverdagsaftes. Tak for det søde Øjeblik, du kjere Pige! Det var det første sande glade, siden jeg rev mig løs fra dine Arme! Dog ved Gud, det Øjeblik var heller ikke glad, det var smerteligt, som vor Skilsmisse.
Jeg skylder dig en Undskyldning fordi jeg ikke var i tydsk Kirke i Søndags. Sagtens var den Ting ikke aftalt, men det var naturligt aligevel naar jeg saae dig i Løverdags Aftes i Vinduet, vidste altsaa at du var kommen fra // Springforbi, at jeg maatte troe at finde min Pige et Sted, som var det eeneste for vores Sammenkomst. Jeg stod just og klædde mig paa i den Hensigt at gaae i Kirke /:ikke for at høre Marecoll, men for at see en smuk Pige, [:/] (er jeg ikke en ugudelig, ryggesløs Knægt?) da mit Blik af en Hændelse faldt ud af Vinduet. Da jeg vilde tage det op igjen mærkede jeg at det var bleven din Broder Carl Heger og din Søster Frue Professorinde Rahbek vaer. Herpaa gjorde min Fornuft følgende Slutning: Nu gaaer de min Salighed hen at høre Marecoll, de tager Christiane med, og skal du da gaae derhen? Du seer selv at Slutningen af denne Slutning ikke længer var en Slutning men et Spørgsmaal, som man pleier at tilkjendegive ved følgende Tegn: ? Herpaa raisonnerede jeg saaledes: dette Raisonnement vil jeg dialogisere! ”Hvorfor vilde Du gaae i Kirken?” ”For at see min Pige!” ”Intet mere?” ”For at smile til hendes Smil!” ”Hvad mere?” ”For at trykke hendes Haand!” ”Naa!” ”For om muligt at kysse den!” – ”Mere?””For om muligt at tale et Par Ord med hende!” ”Ingen Dannemand stoler // paa Muligheder*)!” ”Nei, men en Elsker bygger dristig derpaa!” ”Saa bygger han paa Havets Skum!” ”Af Havets Skum skabtes Kjerligheds Gudinde**).” ”Du vil altsaa bygge derpaa?” ”Nei, thi der er ikke engang Mulighed og paa Intet bygger ingen uden en Nar!” ”Af Intet skabte Gud Verden!” ”Du betaler mig med samme Myndt!” ”Ja!" "Men hvorfor er disse Planer umulige at udføre, du begjerer dog ikke saa meget! Kommer hun maaskee ikke i Kirken?” ”Ja det formoder jeg siden Marecoll præker!” ”Hører hun da ham saa gjerne? ”Ja!!!” ”Men naar hun nu kommer –” ”Saa kommer hun ikke alene!” ”Hvem mere?” ”Hendes Søster?” ”Og hende er du bange for?” ”Nei, men mit Smil vil ikke undgaa hendes aarvaagne Øje, vis om og genert ved hendes Aarvaagenhed vil jeg ikke kunne lade mit Blik hvile med stille Veemods blide Roe paa min Elskede. Det var de to første Haab der gik fløiten, seer Du! Trykke hendes Haand kysse den, tale med hende, det vilde endnu meget mindre lade sig gjøre!” ”Det er sandt!” Hvad skulde jeg der altsaa! Staae som en arm Synder og gjøre en dyb Kompliment for Frue Rahbek // i det hun gik mig forbi med sin Syster under Armen, blive belønnet med et ironisk: God Dag! Herr Øhlenslæger! da hun vel saa omtrænt kunde slutte sig til, hvorfor jeg var i Guds Huus? Nei det føler jeg intet Kald til. Faae et kort ømt vemodigt kjerlighedsful[d]t Smiil af min Pige? Ja det var sandelig meget. Det var noget jeg kunde gaae et Par Miil for at faae hver Aften, men kunde jeg nyde dette søde Smiil der? Der hvor jeg vidste det blev mig misundt? Nei! Jeg gaaer ikke i Kirke!” ”Du har ret!” – Her seer du min gode Pige Aarsagen. Du seer ogsaa at den er bygget paa lutter Hypotheser. Maaskee, f: Ex: din Søster ikke gik i Kirke, ikke til dig, maaskee Marecoll ikke engang prækede, og maaskee – o det er det værste maaskee! Maaskee han prækede og du var der ene og ventede mig forgjeves.
Søndagen er mig altid den værste Dag, især naar det er nogenledes smukt Veir. Saa tænker jeg paa vore Sammenkomster hos Rahbeks, som nu ere forbi. Jeg var paa Frederiksberg i Søndags og støvede Haven rundt om Eftermiddagen for at adsprede mig. Ohjo! Adspredelse fandt jeg, men // Roe? Glæde? Den finder jeg ingensteds paa Jorden uden i dine kjerlighedsfulde Arme. Der var saa mange Piger, ude, og nogle ret smukke Piger, o men jeg fandt ingen! Christiane var der ikke! Hvor var du? Maaskee paa Bakkehuset. Det er forfærdeligt saa nær ved dig og ikke kunne gaae til dig. Gud hvor Kjerlighed er almægtig, det koster endogsaa et elskende Hjerte meget at gjøre Vold paa sig selv for at undgaae Ydmygelse.
Jeg kom hjem, træt og utilfreds, jeg henfaldt i en stille Veemod. Og den er i disse Tider min eneste Fryd. Jeg kunde have Lyst til at besynge Veemod, saa velsignet er den mig. Jeg kunde have Lyst til at afmale Længsels Qval, saa martrende er den mig.
Din Krands! Dine Breve og dit søde deilige Haar er de kjere Hjelpemidler, hvorved jeg nærer min Fantasie. Naar jeg kommer hjem om Aftenen, efter en lille Spadseregang eller fra mine Venner, eller fra Drejers Klub, saa har jeg altid gjerne en Times Tid mellem halv elleve og halv tolv, som er helliget Kjerligheds søde Sværmerie. Saa tager jeg mine Helligdomme // kysser dem trykker dem til mit Bryst, med en Elskendes Varme. Drømmer; troer at sidde ved din Side i Frederiksbergs Have eller paa Sofaen hos Hegers, o men jeg vaagner snart og offrer vor Kjerligheds lykkelige Øjeblik en veemodig Taare. I Aftes da jeg kom hjem, havde det nylig regnet. Det var mørkt, vaadt og Stormen flagrede i Tøiet, som hænger uden for Huset, for at tørres fra Farvningen. Min Sjel var spændt! Jeg tog dit søde Haar, som aldrig viger fra mit Bryst nogen Dag, som jeg trykker utallige Kys paa om Natten inden jeg falder i Søvn jeg tog det, jeg trykkede det til mit brændende Hjerte og lod det slaae saa mange Slag derimod, som der er Bogstaver i dit Navn. Saa gik jeg til det aabne Vindue hvor Vinden susede, kastede xxx tre gange tree brændende Kys ud i Vinden og sagde: Bring dem til min Elskede! Dersom du stod i Vinduet i Aftes paa den Tid Christiane og følte at Vinden hvidsle usædvanligt paa dine skjønne Læber, saa var det mine Kys, du Blide! //
Jeg mærker at jeg har skrevet meget, og jeg føler at det er dig kjert. Hvorledes jeg skal faae dig bragt dette Brev maa Gud og Kjerlighed vide. Farvel min ædle Christiane. Jeg saae din Fader i gaar i Klosterstræde og hilste ham som min tilkommende Fader. Farvel min Elskte! I Kirken seer jeg dig maaskee paa Søndag? Farvel du Engel, det falder mig sandelig meget tungt endog at tage skrivtlig Afskeed med dig. Gud velsigne dig!

Din
A. Øhlenslæger.

*)See Niels Ebbesen 3die Akt. **)Venus see den rom. Mythologie.
[De to fodnoter er indsat nederst på originalens side 3.]

Kommentar

Brevet er trykt i Louis Bobé og Carl Dumreicher (udg.): Gemt og Glemt, bind 2, Kbh. 1916, 187-90 samt i H.A. Paludan, Daniel Preisz og Morten Borup: Breve fra og til Adam Oehlenschläger 1798-1809, Kbh. 1945, 16-20

Arkivplacering

Arkiv 1. Oehlenschläger, Adam VII,A,15.

Emneord

Personer

Original

02814
02815
02816
02817
02818
02819
02820

Sidst opdateret 02.11.2016