Manuskript til digtet “Fiskeren”.
Fiskeren.
En Fisker sad saa stille
Og stirred over Baadens Rand,
Og saae de Smaafisk spille
Dybt i det lyse Vand,
Og blandt dem Alle En især,
Som funkled med sit gyldne Skjær.
Han greb med List sin Snøre,
Og satte bedste Mading paa,
Og vidste den at føre
Hvor Fisken monne gaae:
Da bed de Alle En og Hver,
Kun ikke den med gyldent Skjær.
Med Madingen den friske
Han rastløst sendte Krogen ned,
Og alle de Smaafiske
Svam gridske hen og bed
Let fanged han dem Hver især,
Kun ikke den med gyldent Skjær. //
Og Dagen gik saa fage,
Alt lakked Solen dybt mod Vest,
Og ei der var tilbage
Af Mading mindste Rest;
Og Mørket skumred meer og meer,
Og slukked fast det gyldne Skjær.
Da maatte han sig græmme,
At Hjertets Haab blev lagt i Tvang,
Og altid lød en Stemme:
”Forsøg endnu en Gang!”
Og see, med Et kom gandske nær,
Ret som til Trøst det gyldne Skjær.
Rask foer hans Haand imøde,
Og dukked ned fra Baadens Karm –
Da greb to Hænder bløde
I Bølgen om hans Arm,
Og Svanen liig, steg hurtig frem
Havfruen fra sit Perlehjem. //
Vemodig Glands var blandet
I hendes Blik med kjærlig Lyst,
Og Maanen flød i Vandet
Som Sølv om hendes Bryst,
Og rigt var Haarets Guld at see
Om Skulderen saa hvid som Sne.
”Hvi stirrer du saa bange?”
Hun smilte med sin Rosenmund,
Mig er det, som er Fange
I denne søde Stund!
Nys henrev dig mit gyldne Skjær.
Ak! er jeg selv dig mindre kjær?”
Hun saae ham stivt i Øjet
Og smiskede saa ømt hans Navn,
Og svag, som Sivet bøjet,
Han sank i hendes Favn –
Da lukke i sig den tause Strøm,
Og Alt var som en sælsom Drøm. –
Ludv. Bødtcher
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret 09.05.2014
