Christian VIII
Valentin Peter Seidelin
Christian VIII skriver til V.P. Seidelin, at deres fælles ven og kongens bibliotekar, Carl Heger, er gået bort.
Min kiere Seidelin! De vil med mig beklage en Vens Bortgang. Vor troe Karl Heger bortreves pludseligen i Onsdags Eftermiddags Han havde været nogle Dage upasselig og havde sagt om Tirsdagen da han klagede over Ømhed i Lemmerne. Onsdag Eftermiddag var hans Søster Fru Oehlenschläger […?] at besøge ham, Kl 4½ gik han ned i mit Vox-Cabinet, men klagede for [General…?] Falbes, som befandt sig der, over Ildebefindende og bad ham at undskylde for mig hvis han ej blev i Cabinettet til jeg kom ind i samme. Falbe raadede ham til at gaae op igjen at lægge sig og Heger fulgte dette Raad forsaavidt som han gik op og satte sig paa i sin Lænestol, lod sig ogsaa give Thee og drak en Kop // Kl. 6½ kom Cancellieraad Thomsen, som Heger om morgenen havde tilskrevet om sit Ildebefindende med Forespørgsel om han kom i Vasekabinettet, og Thomsen gik lige op for at see til ham; men fandt ham siddende i Lænestolen, som om han sov. Han betænkte sig om han skulde vaagne ham, men da han dog talte til ham og ingen Svar fik saae han nøjere til og fandt den kiere Heger livløs, Hovedet noget hængende oven til højere Side, men dog troede han at føle Pulsslag, Han stænkte strax Vand paa Ansigtet og løb ned at hente [Naphta?] som […?] ogsaa […?] tilkalde Læger […?] gav ham i Munden. Denne gød koldt Vand paa […?] og holdt varmt Vand paa Brystet, men den Hensovede gav aldeles intet Livstegn eller nogen Fornemmelse tilkiende, Saxtorff, som kom til, aabnede endnu en Aare, men alt beviste Overgangen fra Liv til Død, som for vor // afsielede Ven har været smertefri, umærkelig, apoplectist og formodentligen i Slummer. Paa hans Bord tæt ved ham laae det nye Testamente, som han syntes at have sammenlignet med en tydsk Udgave. – Hans Sødskende og Øehlenschlæger kom herhen morgenen efter og efter Aftale med dem besørges Begravelsen paa Mandag. Hvor meget jeg beklager dette Tab af en saa retskaffen og prøvet Ven som Heger var vil De selv kunne sige Dem og da jeg veed at De oprigtigen elskede den Afdøde saa kunde jeg ej undlade at meddeele Dem forestaaende Underretning om en for os begge saa nærgaaende Begivenhed.
Da alt hvad der vedkommer denne vil interessere Dem saa vedlægger jeg endnu en Svar Skrivelse fra gamle […?], som jeg morgenen efter […?], skiøndt med tilbørlig Forsigtighed for ej at støde ham ved den sørgelige Overraskelse. Han tænker som jeg: Gud var ham naadig! hans Minde lever i mange kierlige Hierter!
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret 10.06.2014
