H.C. Andersen
København
Amalie Drewsen
Silkeborg
H.C. Andersen takker Amalie Drewsen for hendes brev. Han ser, hun lider og har sorg i hjertet, men livet har lært ham, at der kommer noget godt ud af alt bittert og tungt. Han måtte smile, da hun genkaldte sig deres børnevrøvleri i kolerasommeren 1853. Andersen håber, at hun ved læsningen af Mit Livs Eventyr må se, at han har et sundt blik for naturen og menneskene. Han havde lyst til at komme til hendes sølvbryllup, men det for koldt og vejen for lang. Andersen var som bekendt vred på F.L. Høedt, men han er en begavet natur, og det er en sand nydelse at se ham på Hofteatret.
Kjøbenhavn 12 Novembr 1855
Kjære Fru Drevsen!
Tak for Deres Brev, det var saa inderligt, saa rigt, De veed det maaskee ikke selv! det var skrevet ud af Deres Sjæl, og den man skriver til ret ud af Hjertet er man god, derfor Tak, hjertelig Tak! – men De lider, der er en Sorg i Deres Hjerte og jeg har hørt der om, jeg veed de bittre, smertelige Forhold der kan opstaae mellem selv de Nærmeste, mellem dem der maatte være os de kjæreste. Jeg selv, der staaer uden Slægt, og som man kalder det ganske ene, har kjendt det, forstaaet det og De kan troe, just jeg har tidt lidt – maaskee ved egen Skyld, thi i det jeg levende opfatter, er som et klart Vand hvori Alt afspeiler sig, saa fornemmer jeg ogsaa det Smertelige stærkere, end de Fleste Andre. Men af Alt Bittert og Tungt, kommer noget Godt, det har ”mit Livs Eventyr” lært mig, det har jeg i de der nedskrevne Blade villet vise. Saalænge de tunge Søer rulle og vi ere paa dem, lide vi, men Søerne bringe dog til Maalet, i Angestens Time løftes vort Sind til Gud, og naar man ret ser ham, saa kommer nok Hjelpen. – Der aander en Forstemthed i Deres Brev som jeg forstaaer, men den maa løftes; – Eensomheden i Ørken-Oasen, thi det er Silkeborg, virker aldrig oplivende, men Deres Mand og Børns Kjærlighed, Deres Venner, og til dem regner jeg mig i Sandhed, maa have nogen velgjørende Magt. – Jeg maatte smile da De i Deres Brev gjenkaldte vort Børne-Vrøvleri, Cholera-Sommeren jeg tilbragte hos Dem, jeg var Lidende, aandelig Nerv nærvøs, De kjendte mig ikke, saae altfor let min Verdens Keitetheed, De var naturlig, jeg pirrelig[,] saa rullede vi forskjelligt, det har jeg længst [for-]//staaet og vi have jo talt med hinanden derom i Kjøbenhavn, klaret det Hele;- det maa ikke nævnes igjen. Mit Livs Eventyr har, haaber jeg belyst denne min hele Personlighed, med mine Feil og – min gode Villie. Gid De ved Læsningen heraf maatte komme til Forestillingen om at jeg vistnok har et ganske sundt Blik for Naturen og for Menneskene selv, og da vil jeg benytte denne Forestilling, til at sige Dem, at det er ganske urigtigt, syndigt mod Vor Herre og Dem selv, thi jeg antager Deres Udtalelse for Sandhed, for Noget De – i det mindste i en vis Stemning troer, De nævner den selv, De skriver om ”ubegavede Stakler” – hvor kan De det! vær sand! – De er ikke, og kan ikke nævne Dem mellem disse! men De er i et tungt Humeur, De lever lidt for eensomt, De er en Natur som hører hjemme i den vexlende Verden; om De selv var Dronningen paa Jyllands Hede, et Dronningeliv der, er for en aandfuld Sjæl ikke Hjemstedet, men De maa nu være der og herfra udspringer ogsaa meget godt. Snart er det Sølvbryllupsfest! – jeg kunde have Lyst at være med der, – men jeg kommer ikke, Egoisten er det, skal jeg være ærlig – ”Veien er lang, Vinden kold”, som Walter Scott synger i “the last Minstrel”, og dog tog jeg hellere den lange kolde Vei, mellem os sagt – end til Nysø, hvorhen Baronessen i disse Dage med alle Beqvemmeligheder kalder mig, jeg troer virkelig hun er mig god, og Baronen holder jeg meget af, men jeg kommer der dog ikke, de[t e]r Reisetider, – til Silkeborg flyver Tanken paa // Festdagen, og mange Dage og Aftener. Deres Svigerdatter Olivia kjender jeg egentligt slet ikke, men er Ansigtet et Titelblad, saa lover hendes en god Bog. De skriver at hun havde Lyst at skrive mig til da hun havde endt mit Levnet, gid hun havde, det vilde have glædet mig særligt. Hils hende fra mig og – faae Deres Mand til at læse mit Levnet, jeg har ham kjær, meer end han vist troer – og saa vil jeg ogsaa at han skal kjende mig og maaskee synes om mig.
De veed at jeg var vred paa Høedt, jeg troer endnu, at jeg havde Ret der til, men han er en virkelig begavet Natur, har han xxx gjort mig lidt Uret, lad saa være, det er glemt, jeg har forstaaet ham, og han forstaaer maaskee mig, jeg har været og er meget glad ved den Dygtighed der udfolder sig hos ham. Det er en sand Nydelse at se hans Genialitet i Hoftheatret. Dette Theater er det egentligt fremadskridende. Forleden gav de der ”Berthas Klaveer”. Høedt fik Taarer i mine Øine, han viiste Gemyt, det jeg aldrig havde tiltroet ham, jeg fik som sagt Vandet i Øinene, og jeg er nu eengang saa, jeg maa udtale mig, bevidne min Glæde og jeg styrtede op paa Theatret ind til ham og, ja jeg veed ikke hvorledes jeg sagde det, men jeg har dog sagt det, som det skulde thi man har fortalt mig at det havde ret inderligt fornøiet ham. – Han er en virkelig Kunstnersjæl! – Skriv mig snart til, dersom De i dette Brev har forstaaet og følt hvor sandt og – tør jeg sige broderligt – jeg opfatter og skatter Dem. Hils Deres Mand som jeg saa inderligt holder af ! hils den kjære velsignede Fru Kri[e]ger og hendes Mand; og saa maa De ogsaa bringe min Hilsen til Valdemar og Familie ligesom til Bindesbølls og alle Venner, Christian og hans Brud, – ja det klinger nu stivt – Olivia Fürst, mine Hilsener. Gud glæde og bevare Dem selv kjære, gode Fru Drevsen. Excellensen Collin, Hustrue og Gottlib sendes mange Hilsner ve[nligst]
Deres hjerteligt hengivne H.C.A.
[På konvolutten:]
Til
Fru M. Drewsen
paa Silkeborg
per
Aarhuus.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret 26.06.2014
