Adam Oehlenschläger
Fredensborg
Christiane Oehlenschläger
Dateringen er foretaget ud fra omtalen af andejagten samt himlens farve.
Adam Oehlenschläger skriver til Christiane Heger fra Fredensborg. Han er glad for at være der, men han savner hende. Han har været på et par ture på Esrum Sø og tænkte meget på Peder Heger, som han stiftede bekendtskab med i Fredensborg, og gennem hvem han lærte Christiane at kende. I går aftes var han ude at gå i den smukke egn, og det fik ham til at ønske hende i sine arme. I morgen håber han at komme til Strandmøllen med Rosing. Han vil så besøge dem på Springforbi, inden han tager til København, og spørger om Christiane og Hans Heger måske kommer derud.
Kiere gode Pige!
Jeg skriver dig til fra Fredensborg hvor jeg nu har været paa fierde Dag og moret mig saa meget som en fortryllende Egn og meget forekommende Folks Omgang kunde bidrage dertil.
At min Glæde ligesaa lidet der som nogetsteds hvor du ikke er har nogen sand Gehalt, det veed min Christiane det behøver jeg vist ikke at forsikkre hende.
Med alt det at jeg nu er længer fra dig end i Byen holder jeg endogsaa fra den Side af Fredensborg. Her kommer det mig for at det kun er 5 Miil der adskiller os; naar de var indhentede tænker jeg, saa laae jeg i hendes Arme.
I Byen derimod lever jeg som Ixion, eller hvad han heed, som havde Vandet lige for sine Læber uden at kunde nyde det. Jeg er altid i Nærheden af dig og dog er vi skildt ad.
Jeg har giort et Par Toure ud paa Esrumssøe og du kan // ikke troe, gode Pige i hvilken vemodig underlig Stemning det satte mig. Naturligviis maatte Ideeassociationen virke overmaade meget til at bringe mig den gode Peer Heger i Minde. Hans Bekiendtskab gjorde jeg her; og ved ham lærte jeg at kiende dig, maa jeg da ikke elske Fredensborg? Rosing gik igaar Aftes ud at skyde Vildænder ved Roses Teglbrænderie, jeg gik imidlertid i den herlige Egn og betragtede den deilige Aftenrøde, hvis brandgule Skin glimtede giennem de enkelt adspredte Træer, mens en lang stor rosenfarvet Skye fuldendte Maleriet oven til. Naar man ser paa Aftenrøden og Roser, blusser Kierligheden altid med fornyet Kraft. Jeg ønskede dig i mine Arme. Under Veemodighedens Betragtning svandt Aftenrøden hen til et koldt Violet. Kun deri er den sande Kierlighed forskiellig fra den at den aldrig bliver kold. Kierlighed er en evig blomstrende Rose, en evig glødende Purpurskye. Selv i Alderdommen visner Rosen i Kierlighedsrosen ikke //den bliver hvid, men der er stor Forskiel paa en hvid og paa en visnet Rose.
I Morgen troer jeg Rosing tar til Strandmøllen. Er Leien saaledes at jeg kan komme med, som jeg formoder saa besøger jeg dem paa Springforbi og gaaer derfra til Kiøbenhavn.
Dersom det traf sig saa heldigt at min Pige kom med sin Fader der ud i Morgen? det giør det vel ikke.
Farvel. Snart flyver jeg i dine Arme.
Din A Øhlenslæger.
Brevet er trykt i Louis Bobé og Carl Dumreicher (udg.): Gemt og Glemt, bind II, Kbh. 1916, 210-11
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret 03.05.2015
