Manuskript til eventyret Loppen og Professoren.
Loppen og Professoren,
et Eventyr
af
H.C. Andersen
Der var en Luftskipper, ham gik det galt, Ballonen sprak, Manden dumpede og slog sig i Stykker. Sin Dreng havde han to Minutter forud sendt ned med Faldskjærm, det var Drengens Lykke; han blev uskadt og gik om med store Kundskaber til at blive Luftskipper, men han havde ikke Ballon og ikke Midler til at skaffe sig denne.
Leve maatte han, og saa lagde han sig efter Behændigheds Kunster, og at kunne tale med Maven, det kaldes at være Bugtaler. Ung var han og saae godt ud, og da han fik Mundskjæg og kom i gode Klæder, kunde han antages for et Grevebarn. Damerne fandt ham smuk, ja een Jomfru blev saa betaget af hans Dejlighed og[rettet fra: at] hans Behændigheds Kunst, at hun fulgte med ham til fremmede Byer og Lande; og der kaldte han sig Professor, mindre kunde det ikke være.
Hans stadige Tanke var at faa sig en Luftballon og gaae tilveirs med sin lille Kone, men de havde endnu ikke Midlerne.
”De komme!” sagde han.
”Bare de vilde!” sagde hun.
”Vi ere jo unge Folk! ”sagde han, ” og nu er jeg Professor. Smuler er ogsaa Brød!”
Hun hjalp ham troligt; sad ved Døren og solgte Billetter til Forestillingen, og det var en kold Fornøielse om Vinteren. Hun hjalp ham ogsaa i eet Kunststykke. Han puttede sin Kone i Bordskuffen, en stor Bordskuffe, der krøb hun ind i Bagskuffen, og saa var hun ikke at se i Forskuffen; det var som en Øienforblindelse.
Men en Aften da han trak Skuffen ud saa var hun ogsaa borte fra ham; hun var ikke i Forskuffen, ikke i Bagskuffen, ikke i hele Huset, ikke at se, ikke at høre. Det var hendes Behændigheds Kunst , hendes Fornøielse . Hun kom aldrig igjen; hun var kjed af det, og han blev kjed i det, tabte // sit gode Humeur, kunde ikke mere lee og gjøre Løjer, og saa kom der ingen Folk; Fortjenesten blev daarlig, Klæderne bleve daarlige; og han eiede tilsidst kun en stor Loppe, et Arvegods efter sin Kone og derfor holdt han saa meget af den. Saa dresserede han den, lærte den Behændigheds Kunster, lærte den at præsentere Gevær og skyde en Kanon[?] Kanon af, men lille.
Professoren var stolt af Loppen, og den var stolt af sig selv; den havde lært Noget og havde Menneskeblod og været i de største Byer, var blevet set af Prindser og Prindsesser, havde f vundet deres høie Bifald. Det stod trykt i Aviser og paa Placater. Den vidste at den var en Berømthed og kunde ernære en Professor, ja en hel Familie.
Stolt var den og berømt var den, og dog, naar den og Professoren reiste, toge de paa Jernbane fjerde Plads; det var et stiltiende Løfte, at de aldrig vilde skilles ad, aldrig gifte sig, Loppen vilde blive Ungkarl og Professoren Enkemand. Det gaaer lige op.
”Hvor man gjør størst Lykke,” sagde Professoren, ”der skal man ikke komme to Gange!” Han var en Menneskekjender og det er ogsaa en Kundskab.
Tilsidst havde han bereist alle Lande, uden de Vildes Land; og saa vilde han til de Vildes[rettet fra: vildes] Land; der æde de ikke rigtignok Mennesker rigtignok christne Mennesker, vidste Professoren, men han var ikke rigtig Christen og Loppen var ikke rigtig Menneske, saa meente han, at de nok turde rejse der og have en god Fortjeneste.
De reiste med Dampskib og med Seilskib; Loppen gjorte sine Kunster og saa havde de fri Reise underveis og kom til de Vildes Land.
Her regjerede en lille Prindsesse, hun var kun otte Aar, men hun regjerede; hun havde taget Magten fra Fader og Moder, for hun havde en Villie og var saa mageløs yndig og uartig.
Strax, da Loppen præsenterede Gevær og skjød Kanonen af, // blev hun saa indtaget i den, at hun sagde: ”ham eller Ingen!” Hun blev ganske vild af Kjærlighed og var jo allerede vild iforveveien.
”Søde, lille, fornuftige Barn!” sagde hendes egen Fader ”kunde man først gjøre et Menneske af h den!”
”Det lader Du mig om, Gamle!” sagde hun, og det var ikke net sagt af en lille Prindsesse, der taler til sin Fader, men hun var vild.
Hun satte Loppen paa sin hvide Haand.
”Nu er Du et Menneske, regjerende med mig; men Du skal gjøre hvad jeg vil, ellers slaaer jeg Dig ihjel og spiser Professoren.
Professoren fik en stor Sal at boe i. Væggene vare af Sukkerrør, dem kunde han gaae og slikke, men han var ikke Slikmund. Han fik en Hængekøie at sove i, det var, som laae han i en Luftballon, den han altid havde ønsket sig, og[rettet fra: den] der altid var hans stadige Tanke.
Loppen blev hos Prindsessen, sad paa hendes fine Haand og paa hendes hvide Hals. Hun havde taget et Haar af sit Hoved, det maatte Professoren binde Loppen om Benet, og saa holdt hun den bundet til det store, røde Koralstykke, hun havde i Øreflippen.
Hvor det var en deilig Tid for Prindsessen, ogsaa for Loppen, meente hun; men Professoren fandt sig ikke tilfreds, han var Reisemand, holdt af at drage fra By til By, læse[rettet fra: Læse] i Aviserne om sin Udholdenhed i at og Kløgt i at lære en Loppe al menneskelig Gjerning. Dag ud og ind laae han i Hængekøien, dovnede og fik sin gode Føde: friske Fugle-Æg[rettet fra: Fugle-æg], Elephant-Øine og stegte Giraffe-Laar; Menneskeæderne leve ikke kun [rettet fra: al] af Menneskekjød, det er en Delikatesse. ”Barne-Skulder med skarp Sauce !,” sagde Prindsessemoderen, ”er det mest delikate.”
Professoren kjedede sig, vilde gjerne bort fra de Vildes // Land, men sin Loppen[rettet fra: Loppe] maatte han have med, den var hans Vidunder og Levebrød. Hvorledes skulde han fange og faae den. Det var ikke saalet.
Han anspændte alle sine Tanke-Evner og saa sagde han: ”nu har jeg det!”
”Prindsesse-Fader; forund mig Noget at bestille! Maa jeg indøve Landets Beboere i at præsentere, det er det man i Verdens største Lande kalder Dannelse!”
”Og hvad kan Du lære mig!” spurgte Prindsessefaderen.
”Min største Kunst,” sagde Professoren, ”at fyre en Kanon af saa hele Jorden bæver, og alle Himlens lækkreste Fugle falde stegte ned! Det er der Knald ved!”
” Lad mig Kom med Kanonen!” sagde Prindsessefaderen [rettet fra: xxx].
Men i hele Landet var der ingen Kanon uden Loppen havde bragt og den var f for lille.
”Jeg støber en større!” sagde Professoren. ”Giv mig bare Midlerne. Jeg maa have fiint Silketøi, Naal og Traad[rettet fra: Taad], Toug og Snore, samt Mavedraaber for Luftballoner, de blæse op, lette og løfte; de give Knaldet i Kanon-Maven.”
Ja, nok!” sagde Prindsesse-Fader, og gav ham Alt hvad han forlangte Alt hvad han forlangte fik han.
Hele Hoffolk og Befolkningen Landet kom sammen for at see den store Kanon. Professoren kaldte den ikke før han havde heel Ballonen hel færdig til at fylde og gaae op.
Loppen sad paa Prindsessens Haand og saae til. Ballonen blev [rettet fra: xxx] fyldt, den bovnede og kunde neppe holdes, saa vild var den.
”Jeg maa faae have den tilveirs, for at den kan blive // afkjølet!” sagde Professoren og satte sig i Kurven, der hang under den. ”Ene kan jeg ikke magte og[rettet fra: a] styre den. Jeg maa have en kyndig Kammerat med, for at hjælpe mig. Her er Ingen der kan det uden Loppen!”
”Jeg tillader det nødigt!” sagde Prindsessen, men rakte dog Loppen til Professoren, som satte den paa sin Haand.
”Slip Snorer og Toug” sagde han. ”Nu gaaer Ballonen!”
De troede han sagde: ”Kanonen!”
Og saa gik Ballonen høiere og høiere, op over Skyerne, bort fra de Vildes Land.
Den lille Prindsesse, hendes Fader og Moder, hele Folket med stod og ventede. De vente endnu og tror Du det ikke, saa rejs til de Vildes Land, der taler hvert Barn om Loppen og Professoren, troer at de komme igjen, naar Kanonen er kjølet af, men de komme ikke, de ere hjemme hos os, de ere i deres Fædreland, kjøre paa Jernbane, første Plads, ikke fjerde; de have god Fortjeneste, stor Ballon. Ingen spørger hvorledes de have faaet Ballonen eller hvorfra de have den, de ere holdne Folk, hædrede Folk, Loppen og Professoren.
Eventyret udkom første gang i december 1872. Det blev trykt under titlen Loppen og Professoren, et Æventyr af H. C. Andersen i: Folkekalender for Danmark, 22. årgang, 41-46, 1873, med illustration af Lorenz Frølich.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret 13.05.2015
