Det Utroligste og Lykke-Peer

Du har vel nok hørt Een og Anden blive kaldt Lykkens Pamphilius naar det gik ham godt, kjender Du Pamphilius, han kan fortælle Dig om Een, han hedte paa dansk: Lykke-Peer. //
Kjender Du ikke Historien om Lykke-Peer, xxx den er nok værd at kjende, den er saa fornøielig. Du veed da at det er en meget ringe Haandtering at være Skarnager, den Mand der kjører fra Død til Dør, snurrer med Skralden saa den høres ind i Husene og Piger og Karle komme med Bøtten hvori der er henkastet Aske, [?…skarn], Skrimmel og Skrammel Skaller Æggeskaller og Affald i Kjøkken og Stuer, saa er de af med det og paa Skarnagerens Vogn, det er underligt Læs paa den Vogn, det blev kjørt hen den fede[?] Grund bag den r rige Grosserers Gaard. hvor der var en xxx Grund som skulde fyldes og blive bygge Plads. Gadedrengene kom tidt og rodede med en Pind i al det Henkjørte Snavseri[?], Aske henkastede henkastede Den Dynge her laae og een fandt en knækket forgyldt Underkop, een blot en gammel forbrugt[?] Straahat, for at finde et eller andet de kunde bruge, hver fandt de altid noget, men om det var værd at tage op, det maatte de om. De rode i al Mindelighed[rettet fra: mindelighed] – kun een Dreng, ganske skikkelig var han, havde et godt Ansigt og var ligesaa fattig som de Andre, taalte de fik Skjeldsord og maa ikke maatte ikke være med. Lykke-Peer Der er Lykke-Peer, raabte de naar de saae ham, han skal ikke rode her for han finder altid det Bedste[rettet fra: bedste]. og det v det var sandt Det gjorde han. Ja de xxx Det havde op de seet oplevet. Rodede i Rendestenen, see saadan en Dreng for finde en Skilling eller en Knap, saa stak Een sig der paa en Knappenaal men Lykke-Peer Een skar sig paa et Glasskaar, men Lykke-Peer greb ned og fandt xxx tog op en Sølvskilling, han viiste med Straalende Øine og Glæde sit Fund og saa dængede de Andre ham over med Skarnsand Skarnet de // havde paa Fingrene, og kaldte ham Lykke-Peer, han skulde ikke være med at rode. Nu kom han til en Dag bag Kjøbmandens Huus, hvor Læs paa Læs var kastet hen, han og de andre Drenge søgte og søgte xxx vilde hen at finde, han blev saaret og jaget Lykkepeer blev saaret og jaget ja der og da han ogsaa ja een af de største Drenge tog en stor Jordklump og kylede langt efter ham, den faldt lige paa hans Træskoe og smuldrede i Stykker, men der trillede et blinkende Guld ud derfra, det greb Lykke-Peer og det var en Guldring[?] Alle [Guld…?] der havde ligget i Klumpen, derude, lille Peer greb den, og løb med sit Fund, de Andre xxx mærkede ikke engang at han ogsaa i det de dænge ham var et Lykkens Barn.
Han skyndte sig hjem, det var nær ved, i den rige Grosserers Baggaard ud til Dyngen, men meget høit oppe oven over fjerde Sal, paa Qvisten, der boede Skarnageren og hans Kone men lyst og luftigt men ud mod Solskinnet, naar Solen skinnede, den kom derind fra den stop op til den gik ned. Der boede Forældrene, Faer og Moer og i det allermindste Kammer gamle Farmoer. Der var meget fattigt vilde vi sige som sagde maatte den rige Grosserer sige, dersom han havde seet derop og vilde have talt derom, der yndigt[?] sagde Lykke-Peer og det sagde han ogsaa hele sin xxx Tid det faldt ham slet ikke ind at han var Fattigmands Barn, hans Fader kjørte jo med Heste og Vogn, hans Fader kjørte Vognen[rettet fra: Skarnvognen] med Alt hvad er her lagde til Dynge paa den Sidegrund, Moder vaske for sine Folk, der laae tidt det deiligste Linnet, stivet og strøget, i Stuen, det skulde lige derfra til Hofbal. Faermoer var en Skolemester Datter og havde som Lille været til Juletræ paa // Baronens Gaard Herregaarden og der var endnu fornemmere end hos Grosserens, Farmoder havde store Erindringer. Til hende kom Sønnebarn med Guldringen han havde fundet, hun hørte saae paa den, hun hørte paa ham. ”Lykke-Peer! ja ja det er Du!” sagde hun. Vorherre har lagt Velsignelse Du har en heel Fjerding at øse af, ligesom den rige Grosserers Søn. Ja han og lille Peer vare fødte samme Nat og i samme Huus, den ene paa paa første Sal til Gaden, den anden paa Qvisten ud i Baghuset. Men hert[?] der var fortalt at da Grosserens Søn fødtes, han blev strax hjemmedøbt: Pamphilius, og han var jo Lykkens Peer satte hans Fader foran Sengen en Fjerding med rige Guldmønter, en Rigdom for et heel Liv, jo der var Velsignelse i det men oppe paa Qvisten laae under et[?] den lille nysfødte Fattigmands Barn og Faderen sagde hans Fader kunde ogsaa nok sætte en Fjerding xxx en Skarnfjerding sagde han, den vilde ikke savnes paa Læsset. Men giver hvad man har! jeg giver min Fjerding! og det var som Lykke de Ord sagt i Spøg havde Sandhed i sig. ”Det havde de!” sagde Faermoer. Du tager Sølvmønt[rettet fra: xxx] xxx op af Rendestenen, og dænge de Dig fra Møddingen, falder Guldet til Dig, det er Forlovelses Ring, jeg troer Du nu forlovet med Lykken