Manuskript til “Afskedssang for De Danske i Paris”.
Afskedssang for De Danske i Paris
den 7 August 1833.
_______
Mel: Jeg ønsker mig en deilig Viv&.
#
At skilles ad er Skjæbnens Viis,
Og Afskedsfesten den er denne;
Tidt vil vi tænke paa Paris,
Paa Livet i Hotel Vivienne.
Og danske Folk os søgte her,
Det var en Colonie af Danske,
Som Borrer hang vi sammen der
Til Skade for det Franske.
#
Hil Schwartsen, han er meget brav,
Og er i Sangen dog vor Herre,
Imellem var han ret en Gnav,
Men salig Schou var meget værre!
Med Hjerte-Vennen tidt han blev,
Mod os han syntes noget prikken,
Vor Herre veed hvad de bedrev – ?
De dyrked’ vel Musikken!
#
Dig Seemann med det skarpe Blik
Der saarer dybt om ikke dræber,
Vi bringe her det Vers vi fik,
Det saligt mod din Høide stræber.
Hver Eva-Datter fik et Suk,
Vi hør’de nok Du udbrød immer: //
”O, pine Død! hvor hun var smuk!
Det var et Fruentimmer!”
#
Nu maae vi have Müller fat,
Poeten har ham Sandhed loved’,
Han troer vel ved sine store Hat
Han ogsaa faaer det store Hoved!
Hans Ophold her har nys begyndt,
Ham gaaer det, som det os blev givet,
Han har det baade tykt og tyndt –
Det er Pariserlivet!
#
Men ei vi være kan bekjendt
I dette Vers uhøvisk Tone,
Der sidder jo vor Hof–Agent
Med Stage sin Pariser-Kone.
De reise snart; Farvel! farvel!
Paa London altfor stærkt de holde,
Lad det ei slaae Paris ihjel
Bag kjøbenhavnske Volde!
#
Mod Castenskiold vi var’ galant,
Han jo besørged’ hvad vi skreve,
Men nu skal han faae grov Contant,
Nu har vi ingen flere Breve!
Han seer uskyldig ud! la, la!
La, la, la, la, la, la, la,
La, la, la, la, la, la, la,
La, la, la, la, la, la, la!
#
//
#
Delong vi synge høit i Skye,
Og Eccho svarer os fra Lunden,
Men De skal ikke blive bly,
Der findes nok lidt Ondt paa Bunden.
V Til ”rue la Harpe” vi tidt gik op,
At træffe Dem var Hovedsagen,
Men De har altid stærk Galop,
De løber hele Dagen!
#
Om Haffner lyder det i Sal,
Saadan med Godt og Ondt man skifter,
Om Dagen præker han Moral,
Om Aftenen han altid skrifter.
Vi sige ei hvad vi han har gjort,
Her skal han ikke rent vanhædres,
Han er saa ung, vort Haab er stort,
Han kan, maaskee, forbedres!
#
Nu vil vi tage fat paa Schram,
Parisermanden blandt de Danske,
Han gjør Stipendiet ei Skam,
Men lægger stærkt sig paa det franske,
Dog blev han Dansk i Sjæl og Grund,
Han har kun Franskhed paa Cocarden;
Han drak sit Øl, hver Aftenstund,
Med dem paa Boulevarden!
#
Hvorlænge bliver Falbe her?
Om ham jeg troer vi nu bør tale!
I Noget er han Høier nær.
Han mangler ogsaa jo Locale! //
For al den Danskhed vi har nydt
Hos ham i disse franske Dage,
Vi sige til vor Ondskab: pyt!
Kom bare snart tilbage.
#
Men vi har reent Poeten glemt,
Der gaaer i Uskylds hvide Kofte,
En reen Tartuffe det er bestemt,
Det har vi sagt til ham saa ofte.
Tag til de Skjønne nu din Fart,
De boe paa Velsklands stolte Dovre.
”Nei hvilket herligt Knæbelsbart!”
De sige vil derovre.
#
Held Neergaard og vor Dinesen,
Bortreiste b vil vi bagtale,
Farvel, farvel! vi sees igjen –
I Sjællands grønne Bøgeskove.
Hvem Hjemmet Skjæbnen vinker længer bort,
For nu at gjøre Visen kort,
Saa troer jeg, vi vil ende!
H.C. Andersen
ikke trykkes!
Sangen er trykt posthumt i H. Topsøe-Jensen: “H.C. Andersen og de Danske i Paris 1833. En Vise og lidt Kommentar”, i: Personalhistorisk Tidsskrift, 10 Rk., bind 1, Kbh. 1934, 67
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret 26.05.2015
