3.3.1807

Dokumentstatus

Brev

Afsender

Sophie Ørsted

Afsendersted

København

Modtager

Adam Oehlenschläger

Regest

Sophie Ørsted takker for brorens, Adam Oehlenschlägers, brev, som forbavsede hende. Oehlenschlägers tragedie Baldur hin Gode skal trykkes. Sophie har læst tragedien to gange og glæder sig til at eje den. Oehlenschläger har misforstået hendes syn på hans læsedrama Aladdin, som har moret hende, men hun foretrækker tragedien Hakon Jarl. Forfatteren Jens Baggesen bor hos Sophie og hendes mand i denne vinter, indtil Baggesen skal forlade Danmark. Henrich Steffens er i Kiel, men Sophie glæder sig til, at han og hustruen, Hanna, kommer til København. Madam Møllers søster Benedicte er død, og Jens Baggesen var med til begravelsesgildet sammen med Sophie og A.S. Ørsted. Oehlenschlägers far savner brev fra sønnen, og hun beder broren om at skrive til faren. Oehlenschläger tror tilsyneladende, at hun ser Bernt Winckler, men han tager fejl. Martin Lehmann har været syg, men er nu rask, og Sophie har haft besøg af W.H. Harbou, der fortalte om Oehlenschläger.

Brev

Kjøbenhavn d 3 Marts 1807.

Det glæder mig hiertelig, at Du, min bedste Broder, lever fornøiet og tilfreds. Inderlig Tak for Dit Brev, jeg blev saa usigelig glad derover. Seer Du! jeg tænker idelig paa Dig og længes saa meget efter Dig, ja undertiden bliver min Længsel saa smertelig, at jeg ikke kan sige Dig, hvad jeg lider, jeg veed da intet Raad for at lindre den, end uophørlig at tale om Dig, med hvem der endog er tilstæde, og jeg synes allerede, at det hjelper, naar jeg kun ret ofte nævner Dit Navn. I en saadan Stemning, efter at vi i temmelig lang Tiid intet havde hørt fra Dig, sad jeg eene paa Sophaen i Skumringen; Ilden i Kakkelovnen oplyste Værelset lidet, og jeg tænkte, paa hvor ofte vi i et lignende Tusmørke havde siddet sammen og siunget; i det samme banker det stærkt paa Døren, just ikke meget mild over at blive forstyrret, lukker jeg op, og man leverer mig et Brev, da jeg nu slet ikke ventede at faae Brev fra Dig, og jeg i den heele Verden ikke staaer i Brevvexling med noget Menneske, tvivlede jeg aldeeles ikke om at det jo var til Ørsted, og var i Begreb med at lægge det hen paa Bordet til han kom ind, i det samme seer jeg paa Udskriften og kjendte din Haand, O du gode Gud, hvor jeg blev glad! jeg raabte paa Lys, og rev det op, i saadan en Hast at der kom et stort Hul i Brevet, derpaa begyndte jeg da at læse, men, da jeg alletider saae et Par Ord for hurtig fremad, var det ikke meget hvad
jeg erfarede, // indtil jeg omsider fik Tiid til at kalde paa Anders, som da ordentlig læste det for mig. Det var et sødt Brev, Tak for Din kjerlige Advarsel til mig om ikke at overlade mig til min Længsel efter at see Kunstværker; vær Du rolig, bedste Adam, jeg nægter ikke, at jeg rigtig nok af Hiertensgrund ønsker at see et ægte Kunstproduct, men skal det ikke skee, saa i Guds Navn, jeg har jo, dette frataget, endnu saa mange salige Nydelser i Livet, at det var sygeligt at sørge. Gud lønne Fichte, og hver ægte Digter; et stille taknemligt Suk til den Evige for min Tilværelse er min Tak til Dem. – Din Baldur bliver nu trykt, jeg har ei hørt den meer end en Gang, og kiender den derfor kun lidet, Begyndelsen fik jeg læst to Gange, og den var guddommelig, jeg længes meget efter at eie den for ret at nyde den i Roe, eller, for at bruge et af Svoger Doctorens Udtryk, i Magelighed. Du taler til mig i Dit Brev om Aladdin, og det som om Du igien havde glemt, at det var en Feilslutning af Dig, da Du troede, at den ei havde moeret mig, jeg har vist alletider erkjendt Aladdin lige saa vist som den aldrig har været og aldrig bliver mig saa dyrebar som Hakon Jarl. Denne viser mig allerbedst, hvad jeg det var jeg savnede i Aladdin, jeg troer derfor ikke at behøve at forklare mig meere derom, om det end var mig muligt. Dersom jeg ikke misforstaaer Dit Brev til Baggesen, saa skatter Du nu Aladdin ikke anderledes end jeg. –
Nu skulde jeg til at fortælle Dig noget om hvordan vi leve. Jeg er i Vinter temmelig f[r]isk, lille Asse // er som han pleier, men dog ret munter, jeg har aldrig taget saa lidet ud i Besøg
som i Vinter, naar jeg gaaer ud er det til Fader. Du veed vel, at Baggesen boer hos os, han har Dagligstuen til sit Brug, han og Asse raader altsaa for den ene Ende af Huuset. Da han i Begyndelsen af Vinteren skulde reise, ønskede baade vi og han, at nyde den sidste Tiid ret rolig sammen; da nu hans Reise blev opsat, og vi engang vare indrettede blev han hos os, og forlader os ikke førend han forlader Dannemark. Jeg vilde gierne skrive Dig, hvorledes vi har lært hinanden at kjende, men det er for vidtløftigt, og jeg overlader Baggesen, mundtlig at fortælle Dig det, kun dette maae jeg sige Dig at vi holde hjertelig af ham, og at han holder inderlig af Dig. Du siger i Dit Brev, at Du har svaret ham offentlig paa hans offentlige Brev, nu vel det har Du, og det godt, men stod der intet skrevet paa dette offentlige Brev, som igien kunde for¬tiene et par private Linier? Kjere Adam, Du har engang elsket Baggesen, Din Følelse for ham nu veed jeg ei ret Navnet paa, men Du vil sikkert komme til at elske ham igien, det veed jeg.
Steffens er nu i Kiel, og vi vente ham daglig hertil, det var imod al Formodning, at vi saa snart igien skulde samles; da jeg tog Afsked med ham og Hanna, troede jeg, at det gialdt for dette Liv, og nu er det saa simpelt at de kommer igien, der er ingen som det saadan har rysted som mig; thi jeg har alletider megen Møie med at begribe endog meget mindre Forandringer i Livet end denne; alt hvad jeg troer og foretager mig, synes mig at gielde for // bestandig, og omendskjøndt jeg hvert Minut i Livet erfarer dets Foranderlighed, saa bliver jeg dog stedse ved at regne paa Bestandighed deri, og jeg er, efter min Maade, alt meget fornuftig, naar jeg kun kan holde mig fra at sørge over det Modsatte. At Steffenses kommer her tilbage, er et af de Tilfælde hvorover jeg af Hiertet vilde glæde mig, naar jeg kun ikke maatte sige mig, at det er deres Ulykker, vi har at takke derfor.
Albertine beder Dig hilse, hun er endnu hos os, men venter sikkert, at Bull i denne Tiid bliver Sorenskriver, saa henter han hende til Foraaret op til Norge. Om Niels kan jeg intet fortælle Dig, da jeg intet andet veed om ham end at han lever i Kiel paa samme Foed som han fordum levede her. – Jeg kan vel ikke smigre mig med, at jeg er den første, som mælder Dig, at den kjere Tante Benedicte nu har holdt op at sove i smaa Portioner, men at hun nu egentlig er i sit Æs. Du kan let tænke, at Tante Møller ikke undlod at vise sin eneste Søster al mulig Ære og Fornøielse ved Begravelsen, der blev, som sædvanlig, givet et gevaltigt Middags Maaltid, hvortil vi da vare indbudne, og, da Tante veed, at Baggesen er i Huset hos os, og hun er en kuriøs Kone, der gierne seer berømte Digtere i sit Huus, saa blev han ogsaa indbuden, han gik for vores Skyld med derind, og jeg synes tydelig at see, hvor meget Skjebnen havde giort for at der dog ved denne om just ei drømmende saa sovende Siels Jordefærd skulde være en Digter tilstæde; thi da Du i høieste Grad var undskyldt, saa havde den dog igien // sørget for at Baggesen netop var i Kjøbenhavn, og det under saadanne Omstændigheder, at det var muligt at faae ham i Dit Sted. Det saae rørende ud og jeg har aldrig havt saa ondt for ikke at lee af fuld Hals som den Dag; thi hans Forundring over alle de snorrige Figurer, var uendelig, og det jeg mest beklagede var at den Fornemste, ved Døden, var bortrevet af den udmærkede Samling; thi det er dog saa sandt som noget i Verden at Tante Benedicte var Fløden.
Fra Fader skal jeg hilse Dig, han syntes at han burde være lidt vred over at han i saa lang Tid ikke har faaet noget Brev, men han er dog saa hiertens god paa Dig, og loe saa inderlig
over Din Diæt, samt over at Du endnu kunde erindre hans Formaning at drikke til Maden, han fandt der en nye Bekræftelse paa det gamle Ordsprog, hvad man i Ungdommen nemmer, osv, lille gode Adam, Du maae endelig snart skrive ham til, det er ham saadan en stor Glæde at faae et Brev; saa sidder han derude i sin Lænestoel og gnider sine Briller ret klare, og saa læser han sit Brev i det mindste een Gang [om] Dagen, og lægger det da hvergang bort med et eller andet pudseerligt Ord, og med et Ansigt, som straaler af Tilfredshed og Stolthed over at tænke paa sin Søn. Fader bliver i øvrigt lidt gammel nu, men det forekommer mig som om han er blidere end han forhen var; det bliver vist en velsignet Olding, Gud opholde ham.
Jeg kan merke af Dit Brev at Du troer at jeg seer Berent Vinckler, det er ikke Tilfældet i det sidste halve Aar; han har igien reent ophørt med at besøge os; det er og bliver et forunderligt Menneske, jeg kan aldeles ikke forstaa mig paa ham; det smerter mig at han ikke er lykkelig, i det mindste lader det som han ikke er det, gid jeg maatte have syntes feil og det kun er Lune; men hvorfor er han dog saa underlig? jeg troer ugierne at han har glemt mig, og kan aldrig troe at han har noget imod mig. – Lehmann, som meget har bedet mig hilse Dig, har i denne Vinter // været meget syg, han har havt Nervefeber i saa høi Grad, at der var nogen Tiid, da man troede hans Liv i Fare; nu er han fuldkommen frisk og ret igien i sin gamle Tour; selv en Art Melancholie som sædvanlig følger paa Nervefeber, og som han virkelig havde i høi Grad, har nu forladt ham, hvorover vi alle ere ubeskrivelig glade.
Du kan nu virkelig med god Ret glæde Dig over at Du nu kan see Enden paa dette langvarige Brev, men saadan er det; naar jeg først geraader i at skrive saa faaer det ingen Ende, endnu et. Hovmester Harboe var forleden hos mig og fortalte mig syv lange og syv brede om Dig og hans Venskab til Dig, ydermere gav han mig en uendelig Hilsen til Dig, han er jammerlig – god. Gid jeg bare kunde erfare hvem der giør hans Linnedt smudsigt, han betaler vist nogen godt derfor; thi ellers maatte det hende sig at det blev forsømt en Gang, og at man da saa ham peen, men det er aldrig Tilfældet.
Lev nu vel bedste gode Adam. Anders hilser Dig hierteligt, ligesaa Baggesen. Gud velsigne Dig.

Din
Sophie.

Kommentar

Brevet er trykt i: Louis Bobé og Carl Dumreicher (udg.): Gemt og Glemt, bind 2, Kbh. 1916, 238-42, samt i: H.A. Paludan, Daniel Preisz og Morten Borup (udg.): Breve fra og til Adam Oehlenschläger, bind 2, Kbh. 1945, 192-97

Arkivplacering

Arkiv 1. Til Oehlenschläger, Adam III, 2

Emneord

Personer

Original

03051
03052
03053
03054
03055

Sidst opdateret 21.01.2016