Sophie Ørsted
Frederiksberg
Adam Oehlenschläger
Sophie Ørsted forsikrer broren Adam Oehlenschläger om sine varme følelser for ham, og beder ham betænke, at hun er hans eneste søster. Til sidst hylder hun hans digteriske evner, og hun skriver, at hun har haft glæde af hans tragedier Palnatoke og Axel og Valborg. Valborg er hendes højeste ideal af kvindelig elskov og renhed.
Frederiksberg d 31 Juli 1809.
Min inderlig elskede Broder!
I dette Øieblik er det først, at jeg føler Mod og Kraft til at tale med Dig. Længe, meget længe har det gjæret i mig; ofte har jeg villet tage Pennen for at sige Dig, hvor dyrebar Du var mig, hvor varmt og evigt mit Hjerte hænger ved Dig, men stedse har det manglet mig paa Styrke. I Aften, denne Aften, som følger paa den for os saa kjere Dag, da vor gamle, gode Fader atter fyldte et Aar, i denne Aften hvor jeg, gjennemtrængt af den Almægtiges Godhed føler mig Dig i min Lykke saa nær, bryder jeg min lange Taushed. Adam, Du har i Aften tænkt paa os, Din Aand har været om os, og jeg har følt Din Kjerlighed til os, Du er ej vred paa Din Sophie // jeg fortjeneer det heller ikke Adam! Der ere saa mange i denne Verden, som elske Dig; thi Du har gjort saa Mange lykkelig. Du har dog kun en eeneste Søster, og ingen har Du gjort saa salig som hende; Du har nu været saa længe borte fra mig, og jeg længes saa inderlig efter Dig; dersom Gud vil, at jeg endnu i denne Verden skal see Dig, saa troer jeg vist, det er den største Glæde der kan tildeeles mig. Kom snart, Du kan troe, vor Kjerlighed til Dig vil gjøre Dig godt.
Gud veed, hvad jeg skriver, og om det er noget at sende Dig. Hvad jeg føler veed baade han og jeg, de varme Taarer rinder over mine Kinder, og det er som mit heele Væsen vilde løse sig op i en salig veemoedig Længsel. Jeg er ofte saaledes stemt men ej i den Grad; der er noget saa usigeligt højtideligt, religiøst i min Stemning i Aften, jeg troer, mit Hjerte vilde briste, dersom jeg ej meddeelte mig Dig. Du vil ej // heller miskjende det heftige i min Yttring; tænk paa, at det er en længe tilbageholdt Strøm, som nu flyder med al mit Livs Kraft, mit Hjerte hænger ej ved meget i denne Verden, men det, jeg elsker, o det elsker jeg som den Evige; thi det er mig et Billede paa ham, et Gjenskin af ham, det er ham selv.
Jeg vil sende Dig disse Linier, de ere skrevne i et Øieblik, da jeg følte mig værdig til at sige, at jeg elsker Dig af mit inderste Hjerte, Du vil i dem gjenkjende Din Sophie, Du vil føle, at hun endnu er den samme som da vi hvilede ved hinandens Bryst, og at hun er i Stand til at erkjende og elske en saadan Broder som Du er.
Nu vilde jeg sige Dig noget om Dine sidste Værker. Hvad skal jeg sige Dig? Du er en meget stor og sielden Digter, jeg har havt en Glæde over Din Palnatoke, over Din Axel og Valborg, som maae ligne Englenes over de // fuldkomne Mennesker, Din Valborg er mit højeste Ideal af qvindelig Elskov og Reenhed; hendes uendelige Kjerlighed og kraftige Resignation har gientaget, hvad der dybt laae i min Sjel, og det har styrket mit Mod, at see det saa klart fremstillet, saa herlig dybt og sandt følt af Dig, hvad jeg stedse holdt for det Fuldkomneste.
Det heele Stykke er i mine Tanker fuldkomment og uovertræffeligt, ligesom det er eneste i sit Slags.
Lev vel Du kjere kjere Adam! Gud velsigne Dig inderlig. Tænk paa mig og ved bliv at elske mig, jeg er Dig saa oprigtig og kjerlig hengiven.
Sophie
Brevet er trykt i: H.A. Paludan, Daniel Preisz og Morten Borup (udg.): Breve fra og til Adam Oehlenschläger 1798-1809, bind 3, Kbh. 1945, 281-83. (Denne udgave er trykt efter C.L.N. Mynster (udg.): Mindeblade om Oehlenschläger og hans Kreds, Kbh. 1879, 184-86, idet originalen blev anset for tabt. I Mindeblade er brevet ved en fejllæsning blevet dateret den 31.6.1809.)
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret 25.01.2016
