Jens Baggesen
København
Magnus von Lützow
Korsør
I sommeren 1818 havde Baggesen planer om dels at møde sine to tilrejsende sønner et ikke nærmere fastlagt sted i Danmark, dels at få sin gamle mor bragt fra Korsør til den ældste søsters hjem i Wilster. I forbindelse med disse projekter foretog Baggesen med base i København en del rejser til Fyn og Slesvig-Holsten, herunder talrige ture til Korsør, hvor han bl.a. besøgte fæstningens kommandant, major Lützow. Her blev han betaget og inspireret til ny digtning ved mødet med husets yndige unge datter Frederikke. ‘Under kuvert’ til moderen, Fru Lützow, vedlægger han således en ny, situationen tilpasset version af signaturdigtet Da jeg var lille.
Höibaarne Herr Major.
Ædle Ven!
Tillad mig, ældste blandt de ædlere velopdragne Landsmænd og Barndomsbekiendte, jeg har elsket, og har endnu tilbage, gode elskelige Lützau, at jeg i det mindste med et Par Linier inderlig takker Dem for den Giæstfrihed, Artighed, og Venskabelighed, hvormed De nu allerede tre Gange har giort mig Livet paa Pletten, hvor jeg var meget Lille, i Deres elskværdige Familie, til et gienvundet Paradiis. Usigelig elskede jeg, saa længe jeg lever, denne Plet, hvor Commandantens Datter allerede i det femte Aar, om ikke før, indgav mig de første poetiske Sværmerier; men endnu uendelig dyrebarere er den bleven // mig fra den Tid jeg der fornyede Deres Bekiendskab, og lærte at kiende Deres Gemalinde og Deres Døttre, en Besætning, der virkelig giorde mig min stakkels gamle Fæstning til en fortryllende ungdommelig Himmel. Mit inderligste Ønske er med alt det, at De snart, forflyttet til en Dem værdigere, maatte forlade den; jeg vilde i Grunden intet tabe derved; thi jeg har tilsidst dog lagt Mærke til i Haven dernede, at det er ikke saa meget Pletten, hvor Rödderne staae, som Pletten hvorpaa Födderne gaae, jeg elsker – og min Korsøerske Fæstning vil fra nu af sikkert være overalt, hvor Major Lützau kommanderer, hans Kone synger, og hans Datter smiler. Gud give, det stod i min Magt at forflytte den længere // fra Hovedstaden, som jeg forlader, nærmere den Fyn, hvorhen jeg stræber!
Forsmaa ikke, saalænge indtil Skiæbnen maaskee sætter et taknemmeligt Hierte i Stand til nogenlunde at giengielde de Godheder, De har viist mig og min Søster, og den Giæstfrihed jeg har nydt i Deres Huus, vedlagte lille poetiske Skiærv paa Deres Fru Gemalindes og Deres Frøken Datters Alter. For den sidste deeler jeg i høieste Grad Deres egne Følelser, og De maa unde Da jeg var Lilles Digter den uskyldige Salighed at føle Hende sin Siæls udvalgte Yndling og sig selv Hendes aandelige Fader. Han har drømt at see i Hende den egne, han har tabt, den Emma, som alt længe svæver i Himlen.
Bliver det mig mueligt, før jeg reiser fra Dannemark med alle, at giøre et Spring ned til det store Pæretræ, // for endnu engang at omfavne min Paradisiske Familie og spise Edens Frugt rakt af Englehænder, modstaaer jeg neppe Fristelsen.
Deres Høibaarenheds
hengivneste
Baggesen
Khavn d. 1 Aug. 1818
[På kuverten:]
Til
Høibaarne Herr Major v. Lützau
Commandant paa Fæstningen ved Corsøer. //
Til
Frue Majorinde von Lützau
paa Fæstningen ved Korsøer.
”Der var en Tid, da jeg var meget Lille –"
Det hørte jeg af Engle mangen Gang;
Men meere sødt nu mine Taarer trille,
Nu Frederikes Moder selv det sang.
Jeg nu har glemt al Mismod, Grublen, Harme,
Saa reent, som Penge, Græsk, og Galathee,
Fra den Tid i sin skiønne Moders Arme
Jeg Uskylds Engles Engel fik at see.
For tredde Gang var jeg igien dernede,
Hvor jeg at elske lærte første Gang,
Og evig elskende til Ham at bede,
Som gav mig Liv, og Kiærlighed, og Sang. //
Nu saae jeg atter Jorden meget mindre,
Og endnu meer end meget mindre slem;
Thi Hun, med hvem jeg nu saae Prikker tindre,
Gav og mig Vinger, for at fange dem.
Jeg fandt, hvorefter jeg mod Himlen famled,
Da de mig vinkte fra min moders Skiød.
I hendes Blik jeg nu dem alle samled -
Og Engles Vellyst i min Taare flød.
Nu saae jeg Maanen der ved Hendes Side,
Og var i Himlen selv paa Øen der -
For første Gang jeg rigtig fik at vide
Hvoraf, hvor stor, hvor rund, hvor kiøn den er.
Nu saae jeg skiønnere Guds Sol at dale
Lidt efter lidt i Havets gyldne Skiød;
Thi glad og henrykt saae jeg nu den male
Uskyldighedens Rose meere rød. //
Jeg tænkte paa den naadige Gud Fader,
Som skabte mig, og Rosen, og dens Sol,
Og glad, som jeg, blandt alle Myriader
Var ingen paa vor Jord fra Pol til Pol.
Med barnlig Andagt bad min kyste Læbe
Den Bøn, som Hendes Smile lærte mig:
”O gode Gud! Lad denne Engel stræbe
Sig selv til evig Tid at blive lig!”
Jeg bad for Hendes Fader, Hendes Moder,
Og hendes Søster, glemmende min Bye,
Mig selv, og alt, da Englens lille Broder
Min Himmel aabned end engang paa nye.
De kom igien de glade Barndoms Dage;
Min Rolighed, min Fryd kom sødt igien –
Jeg Kiærlighedens Perle har tilbage;
Gud! Lad mig aldrig, aldrig tabe den!
O gode Gud! Du skuer alt, Du kiender
Min Siæl, og alle mine Tanker med;
Jeg synder nu ei meer, min første brænder
Nu luttret i min sidste Kiærlighed. //
Som Barn, opkravlende pa Himlens Stige,
Jeg Himlen aabnet saae, hvor jeg saae hen;
Men den er midt i Himmeriges Rige,
Der blev, som jeg, et lille Barn igien!
Nu er jeg der, og har hvad jeg begiærte;
Nu trodser salig jeg hver Skiæbnens Piil;
Thi aldrig slukkes ud i dette Hierte
Den yndigste blandt Nordens Døttres Smiil.
Modtag i Favn af Livets sande Goder,
Hvis Væxt er dette fulde Hiertes Bøn,
Min Uskylds Jubel-Sang, Du Engles Moder.
Og und mig fuld Uskyldighedens Løn!
Den største – som mig evig vil forynge
Den gamle Harpes elskovsfulde Spil -
Er, naar Du sødt med Smil min Sang vil synge,
Og sødt med Smil Din Datter lytte til.
Baggesen
d. 30te Juli 1818.
Transskriptionen er en teksttro gengivelse af Baggesens brev, idet dog den tidstypiske konvention at egennavne og latinske citater generelt er skrevet med latinske bogstaver – mens brevet som helhed er i gotisk håndskrift – for læs- og søgbarhedens skyld er opgivet. Se i påkommende tilfælde originalteksten i de vedhæftede billedfiler.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret 21.02.2022
