Tak

Samlingens donatorer

Bakkehussamlingen blev primært skabt på baggrund af de mange breve, manuskripter og dokumenter fra 1700- og 1800-tallet, som forfatteren Nicolai Bøgh samlede, og som sønnen siden skænkede til museet. Senere blev samlingen udvidet med forskellige værker skænket af Louis Bobé og Adam Oehlenschlägers børnebørn, frøknerne Konow. Uden disse donationer ville samlingen ikke eksistere i dag.

Den første database

Bakkehussamlingens ca. 12.000 enheder blev registreret af Frederiksberg Bibliotek i årene 1936-1939 og igen fra 1943. Resultatet heraf blev en håndskreven registrant i to eksemplarer, som lige siden er blevet anvendt af såvel Frederiksberg Bibliotek som Bakkehusmuseet.
I 2008 bevilgede Styrelsen for Bibliotek og Medier midler til etableringen af en database. Et arbejde, som bibliotekar Michael Bach fra Frederiksberg Bibliotek var ansvarlig for. Da Frederiksberg Bibliotek skulle have ny hjemmeside, kunne databasen imidlertid ikke fortsætte i sin daværende form.

Thorvaldsens Museum

I 2011 var Thorvaldsens Museum så venlige at give os lov til at benytte skabelonen fra deres store digitale brevarkiv, kaldet Arkivet. Vi er meget taknemlige for, at Thorvaldsens Museum har stillet den databaseskabelon til rådighed, som de har brugt meget tid og mange ressourcer på at udvikle.
Projektleder Jonas Bencard takkes ligeledes for hans beredvillighed til at dele sine erfaringer og store viden på området.

Frederiksberg Kommune og projektets samarbejdspartnere

Frederiksberg Kommune takkes for den støtte, der gennem digitaliseringspuljen er ydet dels til justeringerne af databasen, så den passer specifikt til Bakkehussamlingens materiale, dels til scanningen af de ca. 12.000 dokumenter.
I processen omkring etableringen af databasen har Bakkehusmuseet samarbejdet med Frederiksberg Hovedbibliotek, og fhv. stadsbibliotekar Anne Møller-Rasmussen takkes for et godt og inspirerende samarbejde. Det samme gælder bibliotekschef Tina Pihl og bibliotekar Michael Bach.

FrederiksbergFonden

I 2011 blev det takket være en stor donation fra FrederiksbergFonden muligt at påbegynde transskribering og kommentering af udvalgte breve og manuskripter af blandt andre H.C. Andersen, Kamma Rahbek og Adam Oehlenschläger. FrederiksbergFonden takkes mange gange for den generøse støtte, der har haft uvurderlig betydning for hele projektet.

Database-staben

I årene 2012-2014 blev forskningen i brevene varetaget af litteraturhistoriker cand. phil. Kirsten Dreyer, bistået af Michael Bach og museumsinspektør Rikke Lagersted-Olsen.
Registrator Anja Munk Jensen og Rikke Lagersted-Olsen bidrog til opbygningen og redaktionen af databasen i samme periode. Kirsten Dreyer, Rikke Lagersted-Olsen og Anja Munk Jensen takkes for deres store og entusiastiske indsats. Efter 2014 er arbejdet med at transskribere, kommentere og lægge ind i databasen fortsat, og staben omkring arbejdet er blevet udvidet. Også de senere medarbejdere ved Bakkehussamlingen takkes for deres indsats.

Oncotype

Firmaet Oncotype har sammen med Thorvaldsens Museum udarbejdet databasens grundstruktur og skal have stor tak derfor. Oncotype har desuden stået for tilpasningen af databasen til Bakkehusmuseets behov, så den nu fremstår som en virtuel udbygning af museet på flotteste vis. Særlig tak til programmør og interaktionsdesigner Matthias Bodlund, der med stor tålmodighed, engagement og uundværlig teknisk support har imødekommet alle vores ønsker i det daglige arbejde med databasen.

Sidst opdateret 15.01.2018