De principper, som den digitale udgivelse er baseret på, bygger dels på traditionelle editionsfilologiske principper, dels på de digitale muligheder for præsentation af kildeteksten, som er givet i databasens konstruktion.
Det er tanken, at transskriptionsniveauet skal være så faksimilært som muligt, hvilket betyder, at kildernes ordlyd som udgangspunkt er gengivet ’ucencureret’ og uden rettelser. Visse steder er både tilføjelser og eventuelle rettelser dog på sin plads, men disse vil altid være angivet i kantet parentes, se nedenfor.
Både transskribering og udfærdigelse af kommentarer og noter er tidskrævende processer, og derfor vil man opleve at særligt kommenteringen af de enkelte kilder udbygges løbende.
Det er ligeledes en proces, som det brede og interesserede publikum opfordres til at tage del i, og kvalificerede rettelser, kommentarer og alternative bud på læsninger modtages meget gerne. Se kontaktoplysninger.
Billeder af den originale kilde vises som previews øverst på siden, og hvis der klikkes på det enkelte preview, kan billedet hentes frem i høj og læsbar opløsning. Det er derfor altid muligt at sammenholde transskription og original og i øvrigt granske de ikke transkriberbare dele af kilden, såsom illustrationer eller segl.
Selve transskriptionen vises i et lysegråt felt, hvorved den afgrænses fra de omgivende kommentarer og øvrige oplysninger om teksten samt eventuelle noter. Transskriptionen er i modsætning til den omgivende tekst vist med en såkaldt antikva skrifttype, dvs. med ceriffer eller ’fødder’, og denne skelnen mellem skrifttyper bevares ved udprintning.
Ordforklaringer eller oplysninger og kommentarer i kort form, der skal lette læsningen og forståelsen af kilden, vil fremgå løbende i teksten som en slags fodnoter. De ord og navne, hvortil der er knyttet fodnoter, vil fremstå med blå farve og ’fodnoten’ fremkommer i højre margin ved klik på ordet. Fodnoterne hentes frem en ad gangen og ved klik på en ny, forsvinder den forgående.
Endnu er det ikke muligt at printe fodnoterne ud sammen med transskriptionen, men der arbejdes på sagen.
Det er især den urettede ortografi, der springer i øjnene, når der vælges et transskriptionsnivau så tæt på originalen som muligt. En egentlig dansk retskrivning kan man for alvor først tale om efter den første retskrivningsreform i 1948, og selv om mange almindeligt anvendte ord staves tiltagende ens op gennem 1800-tallet, vil man kunne se eksempler på varierende stavemåder af samme ord både fra eksempelvis brevskriver til brevskriver og fra brev til brev, ja og endog fra linje til linje. Alt er som hovedregel gengivet, som det er skrevet, hvilket selvfølgelig også lader deciderede stave- og sjuskefejl passere.
Et eksempel på en skribent med en yderst levende ortografi er H.C. Andersen. Det er til tider en vurderingssag, om der er tale om en udtalenær eller individualistisk skrivemåde eller om en decideret fejl, men at hans breve og uredigerede manuskripter byder på mange alternative former, er en kendsgerning.
Størsteparten af de skrevne kilder i Bakkehussamlingen er skrevet med gotisk håndskrift, også kaldet gotisk kursiv, som var den almindelige håndskrift indtil ca. 1875. Herefter gik man over til den latinske håndskrift, som i det store og hele er den skråskrift, vi kender i dag. Den gotiske kursiv adskiller sig fra den latinske ved at flere af bogstaverne har en anderledes og mere spids form, og sammenholdt med skribentens individuelle træk og ofte hastige hånd bliver selve læsningen og transskriptionen et studie i sig selv. Hvor det er helt umuligt at tyde, f.eks. endelsesvokaler, kan der være eksempler på, at transskriptionen beror på et kvalificeret bud ud fra konteksten, se nedenfor.
Den latinske kursiv optræder dog også i brevene, bl.a. til fremhævelse af navne eller citater, og for enkelte breve, som er skrevet på tysk eller engelsk, gælder det, at hele teksten er skrevet med latinsk kursiv. Der vil dog ikke skelnes mellem de to skrifttyper i transskriptionerne, dels fordi det indimellem kan være svært at se, om der er tale om den ene eller anden skriftform, dels fordi den latinske er brugt så sporadisk, som den er.
Der findes få eksempler på, at eksempelvis navne er skrevet med såkaldt spatiering, dvs. med mellemrum mellem de enkelte bogstaver, og disse vil naturligvis gengives som skrevet.
Gotisk trykt tekst, som optræder i kilderne gengives som latinsk trykt skrift med en lysere grå nuance. Der skelnes ikke mellem de to, men eventuelt vil skriftformen kommenteres. Læs mere om 1700- og 1800-tallets skriftformer her.
Kildernes tegnsætning, og herunder interpunktion, er overalt bibeholdt, men et manglende komma eller punktum, der giver vanskeligheder for forståelse af teksten kan være indsat i kantede parenteser. Ligeledes vil glemte halve citationstegn og parenteser være indsat i kantede parenteser.
Overstregede dele af teksten vil, hvis en læsning af det overstregede er mulig, gengives overstreget, men stadig læsbart: Således. Læsning af overstregede dele føjer sjældent nye informationer eller dimensioner til det læste, men det at overstrege hørte med til kommunikationsformen, og er derfor også medtaget i vores faksimilenære gengivelse.
Hvis det overstregede har været ulæseligt ved transskriptionen angives det som tre overstregede krydser; xxx, og der tilknyttes en forklarende note.
Brevskriverens eller forfatterens egne tilføjelser til teksten, som er placeret over, det sted, hvor det tilføjede skal indlemmes i teksten eller i marginen ud for, omgives i transskriptionen af skråstreger, der indikerer indsættelsen i tekstblokken \således/. Er det ikke klart, hvor det tilføjede i marginen skal indlemmes i teksten, er det tilføjet i dokumentets slutning sammen med en redaktionel kommentar i kantet parentes.
Redaktionelle kommentarer kan også optræde i selve tekstblokken og vil i så fald altid omgives af kantede parenteser enten sammen med eller umiddelbart efter en eventuel rettelse eller tilføjelse. Denne fremgangsmåde, som afviger noget fra den klassiske editionsfilologiske, er hovedsagelig valgt for at begrænse mængden af fodnoter og i øvrigt reservere dem til oplysninger, der i højere grad knytter sig det indholdsmæssige. Se også nedenfor under Redaktionelle tiltag og kommentarer.
Understregninger, hævet skrift og andre tekstmarkeringer søges gengivet, så vidt det er muligt, i transskriptionen.
Forkortelser i kilderne kan spænde over brug af eksempelvis initialer eller begyndelsesbogstaver i stedet for navne til egentlige ordforkortelser. De vil næsten altid være gengivet som skrevet og oftest suppleret med en forklarende note.
Symboler og almindelige ligaturer som f.eks. & eller £ vil være gengivet som skrevet. Usædvanlige symboler vil ledsages af forklarende noter.
Kilden søges i en vis udstrækning gengivet, som den er opsat i originaldokumentet. Eksempelvis er datering, titulering af modtager og afsenders hilsen placeret på steder, der giver mindelser om originalen. I digte eller viser vil originalens linjeskift i store træk følges.
Originalens linje- og sideskift følges dog sjældent i prosatekster og breve, idet visse kilder skrevet med en stor håndskrift ellers ville fremstå unødigt lange og smalle i tekstblokken og dermed give et misvisende billede af dokumentets udseende.
Heller ikke marginbredde svarer til originalens.
Der vil ikke være markering ved linjeskift, når originalens linjeskift ikke følges, men derimod vil sideskift markeres med dobbelt skråstreg //.
Overgang til et nyt afsnit vil altid markeres med et eller flere linjeskift.
Redaktionelle tilføjelser eller bud på læsninger er som udgangspunkt omgivet af kantede parenteser. Af og til kan en kantet parentes som nævnt ovenfor også indeholde en redaktionel kommentar. Redaktionelle kommentarer kan også forekomme i form af en fodnote.
Der kan være tilfælde, hvor det ganske enkelt ikke er muligt at transskribere dele af teksten, så de giver mening, f.eks. hvor skriften er meget hastig eller og dermed så godt som ulæselig. Et sådant ord eller en sådan passage vil som regel gengives fragmentarisk eller blot i form af tre prikker, altid i kantet parentes. Parentesen kan også ses at indeholde et spørgsmålstegn, som indikerer, at der stadig arbejdes på en tydning. Eksempel: ‘jeg har ham [… ?], meer end han vist troer’.
Der kan også forekomme kvalificerede bud på læsninger ud fra konteksten, og ordet eller passagen vil ofte følges af et spørgsmålstegn og i øvrigt omsluttes af kantede parenteser. Eksempel: ‘jeg har ham [Kjær ?], meer end han vist troer’.
Er kildeteksten meget svag, fordi blækkets farve er falmet, er proceduren for så vidt den samme. Der gøres forsøg på tydninger ud fra konteksten og med støtte i de eventuelle synlige ord eller bogstaver, og ordene eller passagerne omgives af kantede parenteser. Er teksten helt ulæselig, vil der stå tre prikker i kantede parenteser. I stedet for et spørgsmålstegn, vil der tilknyttes en forklarende note.
Diciderede lakuner, for eksempel på grund af huller i papiret, vil ligeledes enten udfyldes med et kvalificeret bud ud fra konteksten eller tre prikker, igen i kantet parentes. Den redaktionelle oplysning om lakunen vil fremgå i en fodnote.
Der kan i enkelte kilder forekomme fejl i form af glemte ord eller endelser, der gør det vanskeligt at læse passagerne. I visse tilfælde har transkribenten eller redaktionen indsat det manglende ord eller den manglende tekstdel i kantede parenteser. Rettelsen følges af en forklarende note.
Ovenstående principper skal ses som et kompromis mellem en traditionel editionsfilologisk tilgang til offentliggørelse af ældre skriftlige kilder og en lidt mere lettilgængelig og mindre teksttung form, til dels skabt af de tekniske muligheder i databasen. De skal også forstås som standarder, vi arbejder hen imod og ikke en gennemført praksis.
Flere af principperne er opstået undervejs i processen, og brugeren vil derfor i opstartsfasen bemærke, at der af og til er afveget fra dem i visse af transskriptionerne.
Fremadrettet tilstræber vi naturligvis at få ensrettet praksis samt korrigeret i det allerede transskriberede materiale.
Sidst opdateret 19.06.2014