Kamma Rahbek
Marie Langberg
Brevet beskriver nogle voldsomme følelsesmæssige udsving mellem Kamma og Marie Langberg, som muligvis udspringer af de kvaler Kamma har i forbindelse med den spirende forelskelse mellem Chr. Molbech og Maries søster, Hanne Langberg. De forloves 1819. De fleste breve i samlingen mellem Kamma og søstrene Langberg er fra denne periode.
Kamma Rahbek tilstår, at hun følte, at Marie trak sig koldt tilbage i aftes, og at hun så bebrejdelser fra Maries side. Men Kamma har ikke næret onde tanker over for hende og fortjener heller ikke, at Marie bliver vred over, hvad hun kan have sagt i heftighed. Hun beder hende om tilgivelse, ligesom Kamma selv vil tilgive, men hun vil ikke sige mere til sin undskyldning. Hun glæder sig over, at Ludvig er i bedring.
Kiære Marie!
Som jeg er vant til at behandle alle dem, jeg har nogen Godhed for, med Aabenhed og Oprigtighed: saa vil jeg ogsaa nu være aaben og oprigtig imod Dig; og jeg skulde meget bedrage mig selv, om det ikke er saaledes Du, der dog selv er saa aaben og oprigtig, helst ønsker at behandles. Jeg vil da reent ud tilstaae Dig, at jeg, da Du, som det syntes temmelig koldt, trak Dig tilbage, da jeg vilde kysse Dig i Aftes, blev lidt underlig tilmode, og at jeg i hvad Du sagde, saae Bebreidelser, som Du maaskee ikke havde tiltænkt mig. Men om jeg nu ogsaa har misforstaaet Dine Ord, og om jeg, efter saaledes som jeg forstod dem, har svaret noget haardt: saa er jeg mig dog bevidst, at jeg dog ingen ond Tanke nærede imod Dig, som jeg i denne Tid har faaet saamegen Godhed for; og som jeg har seet fra saa mange elskværdige Sider; og som ogsaa har viist mig saamegen Godhed, at at Du vist ikke fortiener, at jeg skulde volde Dig nogen Krænkelse. Men, gode Marie! Naar jeg nu tilstaaer Dig dette, saa tillad mig ogsaa at sige Dig, at jeg heller ikke fortiener, Du skal harmes over, hvad jeg i en Slags Heftighed kan have yttret; men tilgive, som jeg vil tilgive Dig, om Du end virkelig havde meent, hvad jeg troede Du meente. Lad derfor naar jeg seer Dig igien Dine søde Vergissmeinnichte Øine, smile saa venligt til mig, som de altid have smilet, og berøv mig ikke en Godhed, som mit Hierte sætter Priis paa. Overalt, gode Marie! hvem har levet endog kun ganske kort i Verden og ikke lært, at vi vi Alle – hvordan vi end ere – dagligen have meget at tilgive hverandre; og at dette ogsaa er vor Pligt, saa vist som vi haabe Tilgivelse af Ham, der naadig og forbarmende seer ned til os Alle, og vil at vi skulle omgaaes, som gode Børn i kiærlig Enighed og Forlig. At Du vil finde dette billigt stoler jeg saa vist paa,// at jeg ikke vil trætte Dig med vidtløftig hed at opregne alt hvad jeg kunde sige til min Undskyldning; og jeg forlanger heller Int intet videre af Dig, end at Du vil see venligt til mig, naar vi igien sees.
Jeg vil haabe, at Din Søster ikke har havt ondt af, at hun var her saa længe i Aftes; hils hende kiærligst fra mig. Hils ogsaa Ludvig, at det fornøier mig, han er i Bedring, og at jeg efter hvad jeg hører hans Doctores siger, vist troer, at han snart bliver frisk, især da han selv bærer sig saa fornuftigt ad.
Hils forresten alle Dine, og lev saa vel, som det ønskes Dig af den der virkelig holder af Dig, om Du endog endnu harmes over hende.
Din
K:M: Rahbek.
Undskyld denne jaskede Skrift.
[På konvolutten:]
Jomfrue Maria Langberg.
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret 07.11.2024
