9.4.1840

Dokumentstatus

Brev

Afsender

Christiane Oehlenschläger

Afsendersted

København

Modtager

E. Olsen

Regest

Christiane takker for E. Olsens brev og skynder sig at besvare det, idet hun vil underrette ham om udfaldet af hendes besøg hos Dankwart, som gerne ville anbefale Olsen hos grevinde Wilhelmine Holstein. Men han frygtede, at Olsen ikke ville blive lykkelig ved at arbejde for en religiøs skole, og Christiane er enig. Derfor er spørgsmålet, om han og Hanne ikke kunne eksistere, hvis han fik lidt jord til græsning for en ko m.m. i sin nuværende stilling på Holmegaard samt en indtægt som kirkesanger. Christiane bliver imidlertid afbrudt i brevskrivningen af Hanne, der fortæller hende, at Olsen vil søge stillingen på Holsteinborg. Hun vil dog fortsat gerne tale hans sag hos grevinde Danneskjold og opregner argumenter for at give ham jord, så han bliver i sin nuværende stilling, og hun tilbyder også at virke for hans sag gennem dronning Caroline Amalie. Til slut kommenterer Christiane Olsens syn på udbredelsen af grundtvigianismen. Hun mener, at han tillægger Grundtvig for stor en indflydelse, men forstår Olsens frygt. I en efterskrift foreslår hun ham at komme til København i påsken, hvor han dels kunne tale med Dankwart og grevinde Danneskiold dels forhøre sig om muligheden for at få en stilling på et af universitetets godser.

Brev

Kiøbenhavn den 9 April 1840.

Jeg takker Dem meget for det venlige Brev De har tilskrevet mig, gode Olsen! og iler nu med at besvare det. At jeg ikke kan meddele Dem alt hvad jeg ønskede, er ikke min Skyld; imidlertid vil jeg dog ikke udsætte det at underrette Dem om Udfaldet af mit Besøg hos min gamle, mig særdeles hengivne Ven Etatsraad Dankwart. I høi Grad var han redebon til at yde os al Tieneste ved Recomandation hos Grevinde Holstein, men ærlig talt, gode Ven, deler han ganske min Anskuelse med Hensyn paa at De skulde blive Skolelærer hos Grevinden. Alerede ved mit korte Besøg, før jeg nu i Søndags tilbragte en god halv Time hos ham, yttrede han Frygt for, at De ikke vilde føle Dem lykkelig ved at // arbeide for en hellig Skole, da han efter sit Bekiendtskab til Dem ikke antager Dem for en Sværmer, og at De altsaa, hvis De skulde tilfredsstille Grevindens Fordringer maatte slaae ind i Hykleriet, hvilket han ansaae for en stor Ulykke for brav Mand. Han ønskede derfor at De vilde vilde [sic] prøve Dem Selv før De bestemte Dem til at søge noget Kald paa et Sted, hvor det kun er alt for bekiendt, til hvilken Grad Helligheden alt er gaaet, og hvilke store Ulykker den har bevirket i Grevindes nærmeste Kreds. En Pleiesøn har af religiøse Scrupler taget sig selv af Dage, og den unge Greve er bleven en complet Fritænker og afskyer det Sted som dog i Tiden bliver hans Herresæde. Vist er det jeg vilde ogsaa væmmes hvis jeg var Arvingen, thi det Væsen som der drives er oprørende for sunde Gemytter. Dersom De nu, gode Olsen, ikke vil synes at det er anmas-// sende at jeg indblander mig i Deres Anliggende, uagtet jeg har al Agtelse for Deres Hoved og Kundskaber og Iver for at sikkre Dem og Deres Hanne en god Fremtid, saa vil jeg sige Dem hvad jeg synes vilde være det ønskeligste; muligt at jeg feiler, men deri feiler jeg neppe, at det vilde være et Misgreb, paa Grund af yddre Forhold, at attraae en Skole paa Holsteinborg. At De som en fordomsfri Mand kun har ønsket det for at komme i en Stilling som var blidere end den som ligger nærmest for Dem, veed jeg fuldt vel. Dog, mange Veie gaae til Rom, siger jo Ordsproget. Dersom De hvor De er kunde faae den omtalte Kirkesang, Huus Leiligheden og – dertil Græsning til en Ko samt lidt Haugejord og Deres saa hurtigtarbeidende Hanne kunde fortiene noget til Hielp ved Syning, troer De da ikke at to saa ordentlige, nøisomme Mennesker kunde leve? Jeg siger spørger Dem ikke dette saaledes for at blive af med // Deres Hanne, tvertimod, jeg viser mig i høi Grad uegennyttig derved, thi hun bliver mig kiærere hver Dag og hun vil i utallige Henseender savnes usigelig af mig, dertil kommer at hun er en Oeconomie for det Huus som har hende og i disse Pengetrange Tider er det af Vigtighed at spare; men det er dog især fordi hun er mig saa kiær som hun var mit eget Barn at jeg hiertens gierne beholder til jeg kan overgive hende til Dem som jeg veed paaskiønner hende og vist vil giøre hende lykkelig.
Angaaende Grevinde Danneskiolds Ønske at faae Skolen offentlig har hun jo indgivet Begiering[;] om denne er kommen med Deres om Kirkesangen er kommen til Cancelliet og hvad der i saa Tilfælde var at vente, derom havde det været mig behageligt at Hanne [kunne] meddele Dem noget, men den jeg har bedet om at skaffe mig dette privat at viide har i disse Dage været upasselig og derfor ikke været i Cancelliet. – Saavidt kom jeg da Hanne modtog Deres Brev, men uagtet hun siger mig at De vil gaae til Holsteinborg og altsaa ikke // nærer Dankwarts og min Frygt, vil jeg dog afsende mit Brev siden det nu engang er skrevet; vedbliver De Deres Ønske, vil De da ufortøvet melde mig det og D. vil da ufortøvet af al Magt arbeide for Dem. Han erindrede Dem vel og vidste at De var en vakker Mand og alt hvad jeg formaaede meddelte jeg ham angaaende Deres og Deres Hannes Egenskaber og Duelighed, ligeledes omtalte jeg Deres mageløse Attest hvorefter De som jeg dengang forstod, blev antaget paa Holmegaard. Skulde De tænke at een Fugl i Haanden dog i Grunden er bedre end ti i Luften saa tilbyder jeg mig at virke paa Grevinde Danneskiold som jeg udentvivl er i Stand til paa flere Maader. Vi ere vel anskrevne hos Baron Stampes og De er nær beslægtet med Danneskiolds; paa denne Vis[?] er jeg fuldelig overbeviist om at Deres Sag vilde for vor Skyld bli[ve] talt paa allerbedste Maade. Baronessen tilbringer gierne flere Timer hos os, da hun gierne spiser hos os med Thorvaldsen naar hun er i Byen, hun har Tillid til mig, det har hun ofte yttret mig og hun har Godhed baade for Oehlenschläger og mig; hun vil giøre sig en Glæde af at // vise mig den Tieneste hvorved jo i Grunden [?] Danneskiold med. – Jeg har paa Godser jeg har været i Besøg erfaret hvor stor en Bagatel det er for en Godseier at give en Mand Græsning til en eller to Køer, et Stykke Jord til Hauge etc. Skulde det nu ikke være muligt, at faae Een til at bortgive hvad der intet koster dem at undvære naar den der kom med Forslaget gav saa gyldige Grunde som her kan gives lettelig.
1) Skal en Skolelærer kunde virke noget godt maae han kunde gifte sig, ellers maae han tabe Lysten til sin Besværlighed; han maae have den Løn for sin Slid, at have en Arne at udhvile sig ved.
2) Hvad andre Skolelærere have i smaae Kald bør dog ikke nægtes den som skal have flere Kundskaber end ellers, nemlig at forstaae kunne undervise paa Tydsk. Jeg kunde anføre mange flere Poster, men de vilde da alle dreie som [sic] om Deres Iver for Deres Kald, Deres Duelighed til det og saavidt behøver man ikke at gaae for at bevise at Grevinden ikke er mod sin Skolelærer /slet hen/ som hun burde og allermindst som De fortiente det.
Dersom De kunde tænke Dem det paa Holmegaard // mueligt (naar Grevinden vilde det) at De indtil videre kunde blive ret vel tilfreds saa anseer jeg det rimeligt at hun kunde ledes. Vor Dronning er jeg saa lykkelig at være yndet af, hun ønsker undertiden at see og tale med mig, og da har jeg en Audientz ofte ikke lidet over een Time; det er just ikke min Lyst at anmode hende om Protection, men jeg var aldeles ikke bange for at bede hende om at formaae noget hos Grevinden, og de kiender jo nok Forholdet; Dronningens Broder er Grevindens Svigersøn, men det er maaske ikke engang fornødent at gaae saa høit. Min ældste Søn kiender meget godt Greven /Stamherren/ og jeg veed vist, at han vilde med Varme tale Deres Sag. Men som sagt uden Deres Minde vil jeg intet foretage, hverken i den ene eller den anden Sag. –
Hvad nu Deres Ahnelse gode Olsen, angaaer at det hele Land efterhaanden vil blive anstukken af Helligheds Sygen, saa troer jeg dog at De tillægger Grundt[vig] for stor Indflydelse; vel for lokker han mange unge Mennesker, men der der [sic] ogsaa et mægtigt Modpartie, og mange Dygtige som staaer imellem begge, og som ogsaa har Tilhængere. Kongen // er ogsaa langt fra eensidig, fra ham vil det ikke udgaae at Præstekaldene skulde kun bortgives til disse sygelige Aander, som kunde blive Sværmere. Imidlertid forstaaer jeg godt Deres Frygt, men synes dog at naar De nærer den i det hele taget, maae jeg bekiæmpe den.
Det er et urimeligt langt Brev, men jeg vil saa gierne at De skal faae Stenen af Deres og Hannes Hierte og selv gad jeg havt mit Hierte lettet.
Lev vel og vær ikke forsagt! Jeg vilde ønske enten De kunde komme til Hanne eller hun til Dem, da vil de vist begge havde [sic] godt af at tale sammen alt dette angaaende.

Med al Beredvillighed
og Hengivenhed Deres kiære Hanne
og Deres
Christiane Oehlenschläger

E.S. Hvad synes De om at komme hertil i Paasken istedet for at vandre til Jerusalem?? Jeg veed med Vished at der intet Kald er ledigt der, altsaa derved forsømmes intet, og dersom De vil derhen maatte dog Dankw. først have skrevet, da var Vejen Dem banet. Her kunde De tale med denne og Grev: Danneskiold, med flere som kunde være Dem gavnlige. Kan De ikke faae at viide om der ikke paa et af Universitets Godser er eller bliver noget ledigt; disse Kald bortgiver Consistorium, nemlig de ældre Professorer og da vilde jeg gaae om til hver især og hværve Stemmer.

Personer

Original

02720
02721
02722
02723
02724
02725
02726
02727

Sidst opdateret 15.01.2014