Knud Lyne Rahbek
Fredensborg
Kamma Rahbek
Nørregade, København
K.L. Rahbek skriver til Kamma, at turen ud til Fredensborg vakte minder om de tyve år, han har været knyttet til Rosings og alle hans fejlslagne drømme, men minderne knytter ham imidlertid endnu fastere til Kamma. Da han kom derud, blev han modtaget af Charlotte von der Recke, som han fortalte om sin forlovelse med Kamma. De forstod godt, at Kamma ikke var med pga. Rosings, men håbede, at hun engang ville komme. Rahbek har intetsteds følt, hvor meget, han skylder Kamma som her i Fredensborg. Det er en forandring fra mørke til lys. Han havde slet ikke kunnet forestille sig det, hvis nogen havde sagt det sidste år. Han beder Kamma besøge hans moder, og hvis hun evt. ikke er hjemme i stedet Johanne Cathrine Rosing. Han har set det brev, Kamma skrev til hende og takker for det. På søndag kommer han tilbage til København.
Fredensborg d 14 April 1797.
Jeg vil efter Løfte skrive dig nogle Ord til, kiære elskede Pige! skiøndt jeg frygter, at Tiden ikke tilstæder mig at skrive saa meget, som mit Hierte krævede.
At min Reise herud, til et Sted, hvor min Skiæbnes Tærning saa ofte er blevet kastet, ad en Vei, hvor saa mange Erindringer, glædelige og veemodige hang ved hver Gienstand, hvorpaa mit Øie hæftede sig, Erindringer om de tyve Aar, jeg har hængt ved det rosingske Huus, Erindringer om den, jeg i seenere Aar ofte reiste Veyen med, og for, Erindringer om alle de feilslagne Drømme, hvormed jeg saa ofte havde iilet herud – at – siger jeg – min Reise ved alt dette var forunderlig, at min Stemning, uagtet jeg – siden jeg ikke reiste eene – ikke kunde overlade mig til den – ofte grændsede til Tungsind, det vil du, elskede Pige ikke antage for nogen Brøde mod den Troeskab, mit Hierte helliger dig. Kiære gode Pige! alle disse Erindringer knytte mig, om mueligt, endnu fastere til Dig; Din Sanddruehed og Troefasthed bliver mig dobbelt følelig og dyrebar. Nei! om det endog stod til mig, at glemme, hvad der er forbi, vilde jeg ligesaa lidt dette, som jeg vilde ændre det. Vel mindes jeg endnu den Tiid, da jeg drømte, alle Piger vare som min K: M: fordi alle burde være det; en ikke bliid Erfaring lærte mig andet; men samme Erfaring har jeg at takke, at jeg da nu kan forstaae og føle, hvad jeg har i hende.
Da jeg kom herud, blev jeg med vant Venskab modtaget af den fortreflige Frue Recke, een af mine sande Veninder, som aldrig har vakklet, eller svigtet. Hun sagde mig, hun havde ikke ventet at see mig nu; men jeg forklarede hende, at hun, som saa ofte havde seet, og deelt min Sorg, havde billig Adkomst til, ogsaa at see nu min Glæde. // Baade hun og han meente, du kunde vel være kommet ud med og begge yttrede, at du vel kunde giøre det i Sommer! men fattede dog, at det formedelst Rosings Naboeskab ikke gik an, skiøndt vi ligeledes blev enige om, at du engang maatte og skulde lære at kiænde din Rahbeks reedelige og mangeaarige Venner.
Jeg har siden, saavel i Aftes, som i Morges, snakket en heel Deel med Frue Recke, ogsaa om dig, skiøndt sagtens og en Deel om Hvalen med Tilbehør. Vist nok vilde jeg endelig[?], at du eengang skulde komme herud, og tage Profanationen bort fra adskillige mine ældre Dages Yndlingsstæder, over hvilke nu ureelle Erindringer svæve. O kiære! kiære Pige! maaskee har jeg ingensteds ingentiid følt saa levende som nu, og her, alt hvad jeg har i dig, alt hvad jeg skylder dig. I det halve Aar, jeg ikke har været paa Fredensborg, fra Octobers Begyndelse, og til nu; i den Tiid jeg ikke har seet Frue Recke, hvilken Forandring med min Tilstand, mit Hoved, mit Hierte! en Forandring fra Mørket til Lyset! og det er dig, min gode Genius! som sagde til dette Chaos: vorde Lys, og der blev Lys! Gode gode Pige! maatte mange Dages Troefasthed og Hengivenhed, og af Gud velsignet Stræben for dit Held lønne dig! Havde nogen sagt mig i Fior ved denne Tiid: at alt det skulde skee! at jeg saaledes skulde tabe M: S:, at jeg skulde røves den Støtte, jeg havde i Langes; at jeg skulde til Rosings overmandes af hans Indflydelse, og endda blive lykkelig! Graven eller Stranden vilde da bleven mig den eene Opløsning for den Gaade! o! som nu dit hulde ømme Hierte har gandske anderledes forklaret mig.
Mit Bud er der, og jeg maa slutte! Levvel, elskede, elskede Pige! hils Fader, og Moder, og Citoyen Pierre, og Christiane, og hvem du ellers af vore skulde see. Du giorde saare vel, hvis du kunde see ind til min Moder; men skulde hun f: Ex: være ude, og du var forlegen med din Aften, vilde jeg være saare glad, om du skiænkede vor Mad: Rosing den. Jeg har ikke sagt // dig endnu, at jeg i Overgaars Aftes først saae det Brev, du havde skrevet hende til Baldagen. Tak, inderlig Tak for det, som for alt, hvad der kommer fra dit velsignede Hierte. – Jeg maae slutte, det er dumt at skrive til dig med et Postbud ved Siden!
Hilsen og inderlig Kiærlighed!
Rahbek
Du kunde gierne skrive mig et Par Ord, hvis de enten kom endnu i Aften til Schultz, eller Løverdagen Morgen inden 8 paa Helsingørs Posthuus, med Udskrift til Pr: Rahbek, i Hirschholm. Søndag Eftermiddag tager jeg herfra, og er hos dig om Aftenen.
[På konvolutten:]
Til
Jfr. K. M. Heger
paa
Nørregade
i Hr. Just:raad Hegers
Gaard No.
Brevet er trykt i Louis Bobé og Carl Dumreicher (udg.): Gemt og Glemt, bind 2, København, 1916, 11-13.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret 07.01.2014
