Adam Oehlenschläger
Christiane Oehlenschläger
Dateringen er usikker (Oehl. Breve IV,16). Brevet formodes at være skrevet i slutningen af 1799.
Adam Oehlenschläger skriver til Christiane Heger, at han ærgrer sig over, at hun har været ude på Bakkehuset, og at han ikke var der, men vejret holdt ham tilbage. Han længes efter hende og takker for hendes hjertes tilståelse. Han håber at se hende på søndag og spørger, om hun kan huske deres spadseretur i Søndermarken, da han skar et kors i træet. Han har stadig et par blade af de kornblomster, som hun og Kamma Rahbek bandt kranse af.
Min Elskede!
De har været paa Bakkehuset, og jeg var der ikke! Det ærgrer mig overmaade meget. Jeg har slet ikke været syg, og det var alene det elendige Veir, som holdt mig tilbage. Jeg kunde umulig troe at en Pige saa mandigen kunde stride mod Storm og Regn. Hundrede Gange gik jeg til Vindvet for at see om det da slet ikke vilde blive Opholdsveir. Forgjeves søgte jeg at erindre mig et Øjeblik paa Dagen da det ikke havde sneet eller regnet, for med nogen Sandsynlighed at haabe Deres Nærværelse paa Bakkehuset. Et Par Gange havde jeg dog i Sinde at gaae derud uagtet jeg aldeles intet Haab havde om at faae min Gang betalt. Min Ven Sessing holdt mig tilbage og forsikkrede mig om at det var umuligt at De kunde være der. Jeg havde heller ingen Grund til at haabe at De kunde være gaaet derud i Løverdags Aftes, thi Carl var hos mig og fortalte mig at Rahbeks var paa Skydebanen. Mismodig og kjed af mig selv gik jeg op til Rosings for ved Wisthbordet at hendøse den Aften som jeg aldeles ikke kunde nyde paa en behagelig Maade, siden jeg ikke kunde nyde den i Deres Selskab. Saaledes gik den Søndagaften. Den eneste Aften i Ugen jeg kan vente nogen sand Glæde. Jeg længes saa inderlig efter at see og tale // med min Christiane! Ædle, gode Pige mit Hiertes inderligste Tak; for Deres skjønne Hiertes Tilstaaelse. Jeg maatte være nedrig for at kunne misbruge den, og det veed Christiane at jeg ikke kan være. Naar seer jeg Dem igjen. O gid det dog maatte blive førend paa Søndag; hvad er en heel Aften der rinder blid hen ved en taus Beskuelse, mod den Henrykkelse at tale et Øjeblik ene med Dem. Tak for den herlige Onsdag Aften; jeg vilde gjerne mindes den med saligt Sværmerie dersom Christiane ikke havde forbudet mig at sværme.
Min Sjel beskjeftiger sig saa meget med den Tanke, hvor sødt det er for en Yngling at gjøre sin Pige lykkelig hvor afskylig, nederdrægtig den er som gjør hende ulykkelig at jeg maatte give min Fantasie Luft i en Ballade som jeg ved Leilighed skal vise Dem.
Lev vel ædle, kjere Pige! kun De kan gjøre mig Livet kjert. Min Lykkes Morgen begyndte den skjønne, skjønne Søndag i Sommer, da vi først ret blev bekjendte. Husker De vor Spadseretour i Søndermarken. Husker De det Kors jeg skar i Træet med Deres Søsters Kniv Christiane? O nu veed De hvad dette Kors vil sige. Nu vil De skjenke det et Englesmiil naar De seer Det igjen, ikke sandt? Jeg har indsluttet et Par Blade af de Kornblomster, hvoraf De og Deres Søster bandt Krandse samme Eftermiddag. De tillod mig at beholde den ene, som jeg bar ind til Byen for Dem. O siden den Dag har jeg gjemt den paa det omhyggeligste og naar jeg engang døer, og om jeg døer førend De da skal // De krone min kolde Isse dermed, og fælde en Taare. Den skal følge mig i Graven.
Lev vel Christiane!
Deres A. Øhlenslæger.
Brevet er trykt i Bobé, Louis og Dumreicher, Carl: Gemt og Glemt, bind 2, København 1916, 176-78 samt Paludan, H.A., Preisz, Daniel og Borup, Morten (udg.): Breve fra og til Adam Oehlenschläger 1798-1809, bind 1, København 1945, 10.
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret 07.11.2024
