Adam Oehlenschläger
Christiane Oehlenschläger
Brevets første del er formentlig skrevet ca. 18.-19. juni 1800
Adam Oehlenschläger skriver til Christiane Heger, at han må skrive skrive til hende for at beklage, at han ikke som lovet kom forbi kl. 9 i mandags, men nordmanden Randulf skulle rejse og bad Oehl. og brdr. Ørsted følge ham til Toldboden. Randulf er dog ikke kommet af sted endnu pga. vinden. I dag har Oehlenschläger og brdr. Ørsted været i Dyrehaven, men løjerne på Dyrehavsbakken var endnu ikke kommet i gang, og han var hjemme igen kl. 8, så han kunne gå forbi Christianes vinduer kl. 9. Hun var der ikke, og derfor gik han i Drejers Klub. Han er imidlertid overbevist om, at hun er lovligt undskyldt. Den 19.6. Oehlenschläger ser af Christianes brev, at han havde ret i sin formodning og takker for en brevtaske, hun lavet som 12 årig.
Min elskværdige Pige!
I dette Øjeblik er min Sjel saa aldeles opfyldt med Tanken om dig at jeg maa skrive dig til du Dyrebare, da det er det eneste, som kan lindre min Kummer. Jeg skylder dig ogsaa en Retfærdiggjørelse for sidst jeg ikke kom Klokken nie, da jeg dog havde lovet det saa vist. Seer du min bedste Christiane: Randulff en overmaade brav Nordmand som har skjenket mig sit Venskab skulde reise i disse Dage, det vidste jeg, men jeg vidste ikke at han skulde reise i Mandags. Det fik jeg først at vide da jeg havde sendt dig mit Brev. Han bad mig og Ørstederne at følge sig til Toldboden og da vi havde et Slags Grund til at troe at det maaskee var den sidste Gang, vi talte med vor Ven saa fulgte jeg ham og opoffrede derved Dagens sødeste Øjeblik; jeg skyndte mig af alle Kræfter tilbage og kom just midt i Regnen forbi dine Vinduer, men du var der ikke mere. Min stakkels Pige havde ventet forgjeves. I Aftes var du der. Tak kjereste elskede Christiane.
Det var dog ikke sidste Gang vi saa Randulf. // Vinden var saa slet, at han ikke kunde komme til at seile. Da vi talte med ham igaar Aftes igjen, bad han os komme ombord til sig i Dag. Dersom Vinden dreiede sig lidt sagde han, vilde Kapitainen sætte ned til Dyrehaven, og saa kunde vi dog endnu have en glad Dag sammen. I den Hensigt kom vi ogsaa virkelig, men forgjeves. Vinden var uforanderligt og Skibet kunde ikke komme af Stedet. Da Ørstederne og jeg nu havde sat os denne Dyrehavsreise i Hovedet saa gik vi til Dyrehaven; men havde kun liden Fornøielse, thi Tingen var ikke i Gang endnu. Man kunde ikke ret faae noget at see. Kl. 8 var jeg hjemme igjen, for at kunde gaae dig forbi Kl 9. Jeg kom – du var der ikke! Jeg kom tilbage, du var der endnu ikke. Taus og kummerfuld gik jeg hjem op i Klubben for om muligt at forjage mit mørke Lune, men forgjeves, jeg spillede Billiard, men kunde ikke gjøre et Stød. Jeg kunde ikke engang tale venligt til Folk! Christiane! du har forfærdelig megen Indflydelse paa mig. Jeg er fuldkommen overbevist om at // du er aldeles undskyldt. Der kan jo have mødt dig tusinde Hindringer. Det værste jeg suponerede var at du maaske i Dag havde sendt mig et velsignet Brev med Iris, hvori du havde fastsat en anden Tid, og rettet dig derefter. Dersom saa er saa har atter min kjedsommelige Dyrehavereise ladet mig undvære to sande Glæder i Dag: at see dig, og at faae Brev fra dig.
See nu har jeg sagt min Pige hvad hun ikke vidste. Nu vil jeg gientage noget som du veed: At jeg elsker dig til Tilbedelse og at jeg græmmer mig ved vor Skilsmisse.
Dette Brev er skrevet slet. Undskyld mig. Jeg skriver det ved Lys og saa seer jeg ikke godt. Desuden duer Blækket ikke.
Jeg mødte din Fader i Dag!
God Nat min Englepige !
Din
Øhlenslæger.
E: Sk: Uden paa Brevet staar Til Christiane Heger[,] dit Navn er kysset 100 Gange at du veed det. God Nat!
d. 18. Juni //
D. 19. Junii.
Ahnende at din Iris skulde komme til mig i Dag, med Brev havde jeg lagt dette uforseglet hen. Jeg seer nu at det kun er alt for sandt hvad jeg formodede i gaar! Det gjør mig meget meget ondt.
Søde Pige! skriv mig snart til igjen[,] fat atter en saa velsignet Idee og din stakkels Øhlenslæger skal sikkert benytte sig deraf. Du seer af det foregaaende, hvad der var i Veien igaar.
Inderlig brændende Tak! for dine søde velsignede Gaver. Inderlig Tak. Hvorledes kan jeg skrive hvad mit Hjerte følte og føler end. Du har glædet mig usigeligt, Gud lønne dig derfor du Engel. En Brevtaske som den 12 Aars gamle Christiane har siddet saa alvorlig og arbeidet paa, uden at føle dengang det ringeste i sit søde lille Hjerte af det som nu farver hendes skjønne Kinder, med sværmerisk Rødme! O det er velsignet! Og saa det nydelige Haar som du er saa ugudelig at skjelde ud! Fy skamme dig du slemme Pige havde jeg dig her, jeg skulde – hvad skulde jeg? slynge mine Arme med Kjerligheds Kraft omkring dig, trykke tusinde brændende Kys paa dine yndige Læber.
Nu kan jeg kun sige: Lev vel min søde dyrebare Christiane. Er det ikke tungt.
Din
Øhlenslæger.
Brevet er trykt i Louis Bobé og Carl Dumreicher (udg.): Gemt og Glemt, bind 2, København 1916, 183-85.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret 02.05.2015
