H.C. Andersen
København
Thomas Overskou
Thomas Overskou har skrevet en positiv anmeldelse af H.C. Andersens syngespil Festen paa Kenilworth i avisen Dagen. Dette giver Andersen anledning til at fortælle Overskou om stykkets tilblivelse.
Stykket blev til på opfordring af komponisten C.E.F Weyse, som selv har skrevet musikken. Weyse var imidlertid ikke tilfreds med Andersens tekst og har han derfor lavet så mange ændringer, at Andersen ikke længere føler sig tilfreds med teksten.
Kjøbenhavn den 8 Jan 1836.
Kjære Ven!
Uagtet De med saa megen Mildhed har omtalt i ”Dagen”, min Text til ”Festen paa Kenilworth”, er der dog skeet mig Uret, men, som hverken De eller Publicum drømmer om. Dette Brev er ikke en Tale til Offentligheden, men mit Hjertes naturlige Trang til at meddele mig for Dem; en lille venskabelig Fortælling, som jeg kun i Fortrolighed lader gaae gjennem Deres Øre. – De skal kjende Syngestykkets Historie. Det er nu snart fire Aar siden, Bruden fra Lammermoor første Gang kom paa Scenen. Alt da følte jeg det Vanskelige iat [sic] sammentrænge en Roman i et Aftenstykke, især, naar Ordene skulde synges. Jeg besluttede halvveis ikke at gjøre det mere. Da kom Weyse til mig, yttrede Tilfredshed med Bruden f. L. og fortalte, han i et Par Aar havde følt stor Lyst til, paa en lignende Maade, at faae Kenilworth behandlet; han vilde, at Heiberg skulde // gjøre det, de havde talt sammen, men der var intet Resultat blevet, hvorfor han nu anmodede mig derom, dette Sujet havde hele hans Interesse. Det smigrede mig at Weyse ønskede et Arbeide af mig og jeg besluttede da at vove det, maaskee kunde vi her faae et udødeligt Værk, da det saa ganske opfyldte ham. Han forlangte nu, at Stykket maatte ende godt, og De og De Characterer fremtræde. Jeg skrev det. Lod ham læse det og gjorte nu Forandringer, ja omskrev tre Gange Finalen i anden Act, uagtet han altid strax ved Modtagelsen var tilfreds med den; men efterhaanden fik han den Idee, som maatte anbringes, og jeg havde nu fuldt og fast bestemt ganske at føie ham i Alt, for her var han Mesteren, jeg kun Svenden, som byggede Stilladset. Siden reiste jeg udenlands. Da var han midt i anden Act. De nye Ideer han imidlertid fik, de Forandringer han ønskede igjen, kunde jeg, saa langt borte, ikke gjøre, han gjordte dem[rettet fra: det] da selv, fik F.J. Hansen til at her sætte her to, der fire Linier til, osv // eller forandre mine to Stavelser til Eenstavelser. Andet Vers af de harniskklædte Riddere, troer jeg er af Weyse selv. – Da jeg kom hjem, var jeg slet ikke tilfreds med Stykket selv, men nu var Musikken næsten færdig. Forandringerne hist og her i Syngetexten, var af den Beskaffenhed at den ikke i en trykt Bog vilde lade sig udpege. Saaledes har jeg eet Sted:
af ganske Hjerte
Deres hengivne
H.C. Andersen.
Min Bolig er Nyhavn Charlot:Side 280.
Brevet er trykt i C.St.A. Bille og Nik. Bøgh: Breve fra Hans Christian Andersen, bind 1, København 1878, 317
Sidst opdateret 10.05.2014