Nicolai Bøgh
Verona, Italien
H.C. Andersen
Nicolai Bøgh skriver til H.C. Andersen fra sin rejse. Han fortæller at han ofte tænker på ham. Han har bl.a. været i Berlin hvor han så en rædsom opførelse af “Figaros Bryllup”, samt andre steder i Tyskland, hvor koleraen er begyndt at gribe om sig.
Verona d. 18de De1873.
Kjære Etatsraad Andersen!
Ofte tænker jeg paa Dem nu, da jeg atter er ude at reise, og mange Indtryk fra i Sommer dukke op paany; og jeg føler Taknemmelighed imod Dem, at De tog mig ud med. Nu maa De høre Lidt om vore Hændelser. Strax den første Formiddag i Hamburg, da jeg var ude at spadsere med Fru Puggaard, kom der en Herre løbende bagfra og bankede mig paa Skuldrene, saa jeg troede, jeg var i Kjøbenhavn. Stærk Latter og en Masse brede Ord! Hvem troer De, det var? Naturligviis Advocat May i egen utrolig vigtige Person. Han spurgte strax til Dem og sender Dem larmende Hilsener. Han bebreidede mig, at jeg ikke havde gjæstet ham, men jeg kunde heldigviis undskylde mig med, at jeg var kommet Kl 11 og reiste igjen 1½. Vi tog til Berlin, der jo nok er pragtfuld, men ikke meget eiendommelig. Vi saae en slem Theaterforestilling her: ”Figaros Bryllup”, meget omarbeidet i 4 Acter med alle Recitativerne udeladte og meget Jux indlagt, blandt Andet en rædsom Balletdans, som bragte Bournonville til at straale for min nationalstolte Erindring. Susanne var gyselig simpel, upassende flaneagtig, og Figaro var hende en ikke meget uværdig Elsker. Der var kjedeligt, gemytløst i Theatret, næsten taust mellem // Acterne, ja taust paa det nær, at hvergang Tæppet faldt, kaldte de alle Skuespillerne frem, og de kom da trækkende i en lang Kjæde med hinanden i Hænderne over Scenen foran Tæppet; inde i Stykket sang de for et godt Ord hele Partier om igjen, og bleve de applauderede, afbrødes Forestillingen med deres Bukke og Neien og Hilsen. – Paa Gaden saae jeg Kronprinsen med sin Kone og Søn gaaende Morgentour; de vare beskedne og tarvelige i deres Optræden og Klædedragt, hun saae [sig] en Deel nysgjerrigt om paa Gaden, Sønnen var noget rækelagtigt en Slags fiint paaklædt Hans Mortensen med bare Hænder; Folk hilste paafaldende gemytligt paa dem. 1½ Dag vare vi i Berlin og tog da til Dresden i 2 Dage. Byen tog sig ikke ud, da Frosttaage indhyllede den. De kan i det Hele ikke tænke, hvor vi har lidt af Kulde, 6-8 Grader, og i saa Henseende er det en meget uheldig Reiseaarstid. Jeg bragte Ibsen i Dresden Deres Hilsen, han spurgte meget til Dem og sender Dem venlige Hilsener tilbage. Han er ikke meget interessant i Samtale, ikke aaben, ikke gemytlig, næsten altfor høflig. Han bliver ikke længere i Dresden, til Sommer tager han til Norge, ”da man ikke maa lukke sig ude fra Stemninger og Strømninger deroppe”; han vil helst heelt op i Landet. Næste Vinter tager han // nok til Rom. Han syntes noget mismodig over, at ”Kejser og Gallilæer” ikke har gjort megen Lykke i Danmark; han troede, at nogen Grund dertil laae i den Omstændighed, at Publicum betragter Julian efter de nyere Historieskriveres feilagtige Fremstilling; han er gaaet til Kildeskrifterne og har da seet ham som en egoistisk, lunefuld og taabelig forfængelig Person, og det troer han er rigtigt. Det er vel forøvrigt slet ikke, fordi man ikke er enig med Ibsen i hans Opfattelse af Julian, at man ikke synes om hans Bog, men fordi den savner Poesiens Virkning: det Forsonende, det Frigjørende, det Begeistrende, Det, der rører og bevæger. – Hos General Raasløffs var jeg paa en lang morsom Formiddagsvisit og var ganske indtaget i Generalen. De indbød os til Thee om Aftenen, men da Fru Puggaard havde Hovedpine og ikke kunde gaae derhen, blev jeg hjemme og læste høit for hende, medens Puggaard en Timestid tog derhen. Frøken Raasleff var ikke hjemme; hun har ligget i München for at lære at male, men da Choleraen nu griber temmelig meget om sig dér, vilde hun tage derfra i forrige Uge; imidlertid blev hun angreben af en stærk Forkjølelse, som holdt hende tilbage, men nu er hun formodentlig atter // i Dresden. Denne Cholera begyndte allerede i Dresden at afskrække os fra at tage til München; efter Deres Raad tog Puggaards ikke til Prag, men til Nürnberg og fortrøde det ikke; Byen interesserede dem i høi Grad og mig glædede det at gjenopfriske Minderne fra i Sommer. Vi vare der i 2 Dage og kjørte og gik meget rundt. Dér læste vi i Aviserne, at Choleraen i München var i stærk tiltagende, den sidste Angivelse var paa 37 Syge daglig, deraf 25 Døde; Puggaard fandt det derfor ikke raadeligt at tage dertil, og saaledes kom vi ikke til Kaulbach, og Fru Puggaard fik ikke Brug for Deres elskværdige Anbefalingsbrev til ham. Vi kjørte om Natten lige gjennem Byen videre til Innsbruck. Jeg fik saaledes heller ikke i München bragt Frøken Raasleff Deres og hendes Forældres Hilsen; skriver De engang til hende, vil De da ikke være saa god at sige hende, at vi slet ikke kom til München; ellers vil hverken hun eller Forældrene, der havde anmodet mig om at opsøge hende, kunne forstaae, at jeg ikke har udført mit Hverv. – I Innsbruck saae vi atter efter // lang Tids Forløb den deilige Sol, Bjergene laae sneetoppede omkring Dalen, Torvet var fuldt af Handlende, og det Sydlandske begyndte at vise sine tiltalende Kjendemærker. Men tydeligst fremtraadte dog disse her i Verona, hvor vi kom efter en meget kold Tour over Brenner paa 12 Timer. Brenner-Passagen bragte stadigt mine Tanker paa den deilige Splügentour i Sommer. Stakkels Brenner! Hvor det faldt igjennem! – Amphiteatret her imponerede mig i høi Grad, Torvet og Dantes Plads ere udmærkede, og jeg er indtaget i den røde, meget middelalderlige Vecchio-Bro samt i en Mængde smaae Enkeltheder om Porte, Vinduer, Søilegange, o.s.v. Scaligernes Familiebegravelse med de prægtige Jernrækværker om, ere meget smukke. Man kan see, at Verona er i Opkomst derpaa, at de har meget travlt med at restaurere her rundt omkring. Her er Luften mildere, men dog er her 2-3 Graders Kulde og frygtelig Træk ind ad Altandøre og fra aabne Gaardsrum ned igjennem Huset. Sang, Raaben, Æselsskryden, Skjændsmaal og // alle øvrige Livstegn fra Gaden lyder som om det var herinde i Stuen. I Hotellet ”Torre di Londra”, hvor vi boe, ere vi de eneste Gjæster. Puggaard har megen kunstnerisk Sands og Kundskab og er meget meddelsom, hvilket ofte gavner mig. Han og hans Kone ere meget elskværdige imod mig; vi tale ofte om Dem, og de sende Dem de venligste Hilsener. Imorgen reise vi til Wenedig, hvor vi blive 2-3 Dage; der skal vi træffe Brøchners, som saa gjøre den øvrige Reise med. Fra Wenedig gaae vi over Mailand til Genua og komme saaledes ikke til Rom Juleaften. Gotfred Rode har paa Puggaards Forespørgsel sagt, at der ikke er officiel Cholera i Rom. Gid jeg gjennem Blædels og Bloch maa høre Godt fra Dem. Gud give Dem en glædelig Juul og et godt, velsignet nyt Aar. Vil De hilse Fru Collin meget fra mig og sige hende, at jeg vilde have besøgt hende, inden jeg reiste; men det Hele kom saa hovedkuls, at jeg ikke fik Tid. Vil De hilse andre gode Venner fra mig. Farvel, kjære Etatsraad! Gid De nu maa leve lykkelig og glad!
Deres hengivne Nicolai Bøgh.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret 17.07.2014
