Magdalene Thoresen
Christiania (Oslo)
Johanne Luise Heiberg
Magdalene Thoresen sender Johanne Luise Heiberg tak for hendes sidste trøstende brev, der fik hende til at græde alle sorgfulde tanker væk. I brevet fortæller Thoresen om sit liv, sin far og sit forhold til ægtemanden, der tog hende til Norge og gjorde hende til mor for fem småbørn. Derudover beretter hun om sit tidligere kærlighedsliv.
Afslutningsvis sender hun en venlig hilsen til Johanne Luise Heibergs ven etatsråd A.F. Krieger.
Christiania den 28de April 1867
Min elskede Veninde!
Jeg sender Dem mit Hjertes fulde Tak for Retten til denne Indledning, og jeg skal aldrig gjøre mig uværdig til Deres Hengivenhed. Saa mildt og stille mødte Deres Brev mig, saa trøstende og sandt, at jeg græd af Glæde, maaske ogsaa af Sorg – ialfald græd jeg flere forhærdede og sorgfuld Tanker ud, græd dem løs, saa de flød væk, og der vil gaa Tid hen, før de sætte sig fast paany. Da jeg sad dernede hos Dem i Deres Stue, havde jeg ofte en uforklarlig Skræk for Dem, en Fornemmelse, som den maa have, der sætter sig ind i en Skriftestol. Jeg ved med Vished, at jeg kunde have styrtet ud af mig selv – enten i Ord eller Graad – hvis jeg ikke havde havt denne uforklarlige Angst ligesom for en Dommer, En, der med sig selv, som Exempel havde Ret til at være det. // Jeg var dengang, som saa ofte endnu, længselsfuld efter Mødet med en stor Aand, en Beslægtet, til hvem jeg paa menneskelig Vis kunde hengive mig for blot et Øjeblik at lindres og befries fra den ulidelige Abstraktion, der næsten til enhver Tid blev min sørgelige Tilflugt. Jeg ved forresten ikke hvor vidt en saadan Fortrolighed var gaaet – hvad havde jeg igrunden Andet end Anklage – Selvanklage – at byde Dem, der i mange Stunder stod for mig, som den, der paa Ideens Vegne kunde affordre mig Regnskab? Tilvisse intet Andet, og tro mig, da var det godt jeg taug. Det vilde aldrig kunne interessere Dem at vide Besked om den Synd og Uret der er begaaet imod mig paa en Tid, da Tilregneligheden af mange Grunde maa siges at ligge udenfor mig. Da min ædle Mand forlangte mig til Hustru og Moder for de fem stakkels Smaabørn, som gik og stullede om ham, da var han forud vidende om en sørgelig Begivenhed i mit urolige Liv; thi den stod under mit eget Ansvar – men det Svundne, det hvori jeg var en uvidende Stakkel og daarligt beskyttet, // det, hvori jeg umuligt kunde klare, hverken for mig selv eller Andre – det bad jeg ham betragte som en lukket Bog og blot holde sig til min Personlighed, som Resultatet af den hele Kamp; og om han fandt den værdig nok, lade alt Andet være udslættet. Han holdt det – havde han ikke det, da vilde han aligevel have rejst Panden mod en Mur, thi jeg var bleven taus som Graven. Gid jeg nu kunde forklare mig til den yderste Grad for Dem, min høje, elskede Veninde! Alt, hvad der ligger skjult i mit Barndomshjem, skal hvile der i evig Taushed – at sige et Ord var at aabne Vejen for tusinde – og jeg har aldrig elsket noget Væsen paa denne Jord højere end min Fader. Min Mand lignede ham i Væsen og Aand, Bjørnson ligner ham i mange Dele, dog endnu mere hans Moder, den dejlige gamle Kone, som opdrog mig til mit 14de Aar; men ingen af dem kan sammenlignes med ham i Højsind – o han var saa mærkelig, saa mærkelig. Men han var saa mild, saa ejendommelig, saa udenfor al sund og klar aandelig Opfattelse – ja han kan ikke engang forklares af min Pen, thi Sandheden vilde gjøre ham usand; jeg ejer ham i min Sjæl til evig // Opløftelse og Længsel, og han vil engang afhente mig til et andet Livs Møde, derpaa tror jeg. Ak et Træk staar saa levende for mig i denne vemodige Stund! Han havde sin Tømmerplads udenfor vort lille Hus, der kom da alverdens Unger med Smaaposer og bønfaldende Miner, og Allesammen fik naturligvis hver sin fuld af Spaan. Men paa den Vis blev der Ingen til os selv. Da ser jeg ham sidde saa taalmodig som en overbevist Synder ved Bordenden og tage imod alle Skjendene af Moder og lovende Bedring den næste Dag; men den næste gik som denne, Fatter kunde ikke sige nej, han maatte give saalænge han havde Noget. Foruden dette var hans storslaaede Natur ligesom ladet med Pathos – der laa en hel Tragedie i hans Væsen – Noget, som ogsaa virkelig kom frem i de Timer, som kunne være gaaede forud for hans Død – han druknede nemlig, gik tilbunds med en Tømmerflaade. Dog nok herom. Jeg maa altid afbryde mig selv, naar Talen bliver om denne Gjenstand; thi jeg elsker at fordybe mig i den, men den er ligesaa bundløs som min evige, ustandselige Længsel. // Og nu forstaa mig: Jeg rører aldrig ved hvad der gaar ind under det Tidsrum, som ligger mellem mit 14tende og mit 20de Aar. Jeg standser blot nu og da og spørger: hvorfor vilde Verden mig saa ondt? Men i mit Indre lyder Svaret saa: Den tankeløse Ungdom sætter jo næsten Livet i Vove for at fange en glimrende Sommerfugl, ja den forfølger jo selv et Trold af en ualmindelig Art til det dunkleste Smuthul. Jeg var tilvisse baade Sommerfugl og Trold og af højst ualmindelig Art, derfor blev jeg forfulgt. Men det Mærkeligste ligger dog tilvisse i, at Ingen kunde fastholde mig. Jeg vidste – det mindes jeg vel – at bedst, som en eller anden raa Haand greb fat i mig, var der noget Triumferende inde i min Sjæl, som aldrig blev berørt, en lysende Plet, hvor Guds Øje lyste over med en uudslukkelig Solglans. Og herfra er det egentlig mit senere, Gud være lovet, saa stærke Liv gik ud. Da jeg var tyve Aar tog jeg fat paa Læsningen – mens Romantiken luede i hele mit Væsen, fyldte jeg min Aand – eller min Sjæl – med tørre, svære Studier, og – jeg vover at tale rent ud – ve over den unge Mand, som kom min glødende Natur saa nær, at han berørtes af den – jeg tog ham i Stemningens Fylde // og kastede ham igjen fra mig – hvor han faldt var mig lige meget, det fik han selv sørge for. Har Nogen været saa taabelig at træde mig imøde med en Fordring, de have i samme Stund tabt Troen paa den ringeste – den allermindste Berettigelse. Hvad der ikke tjener Ideen har jeg fornægtet – og fornægter det lige ind i Evigheden. Se dette er nu en egen Sag at tale saa rent ud, ikke sandt? Mon man har den højeste Tillid til den man saadan taler til? Derpaa svarer De, ja, det ved jeg. Se, min elskede Veninde! der er ved Siden af hin lysende Plet – hint Glimt af Dagen i den dybeste Skovensomhed, hint Uberørte, aldrig Ejede i mit Væsen ogsaa en Iskulde, som paa en vis Maade har forsvaret hint. Den, som har brændt sig paa mig, har ogsaa følt Kulden, dog har jeg aldrig været, hvad Verden med Rette kalder koket. Jeg har sværmet og længtes og søgt, og jeg har lidt forfærdeligt ved mine Fejltagelser; men det er sandt, jeg har været ubøjelig; thi det har Digtningen forlangt. Jeg kunde ikke tjene tvende Herrer. Under min Læsning i Kjøbenhavn traf jeg en ung Mand – en vild, ejendommelig Skikkelse, en Naturkraft. Han læste med mig, og for hans uhyre dæmoniske Vilje maatte jeg bøje mig i Støvet. Derfra rejste han mig, som jeg siden // ofrede 16 Aar af mit Liv; thi et Offer var det, det vidste jeg fra den første til den sidste Dag af denne Aarrække, uagtet min Tak til Gud og ham er grændseløs. Men hin unge Mand kunde taget mig over i et stærkt afsluttet Kjærlighedsliv – det troer jeg endnu paa – han slap mig ud af sin Haand, han ærgrede sig maaske senere over det, da han saa sig om efter mig, og vistnok forbauset gjorde den Opdagelse, at jeg dog ikke aldeles var en Urt paa Alfarvej, som kunde trædes ned uden en Tanke. Nu, jeg har aldrig beklaget, at han lod mig gaa, et bedre Menneske traf jeg derved og et bedre Liv har jeg levet. Men jeg har, som sagt, altid vidst, at den Kjærlighed, som mit Væsen rummede, den kunde han have løftet op til Blomstring og Frugt. Saa har jeg gaaet omkring med Længselen og Savnet, grebet snart højt, snart lavt, grebet en Skygge bestandig. Og Evnen til Kjærlighed svandt ikke med Aarene – voxede meget mere! Da traf jeg for ti Aar siden atter paa en Naturkraft, hvorfor jeg godt kan sige jeg bøjede mig i Støvet – men det var Diamantstøv – elskede Veninde! og jeg rejste mig til Digtningen. Jeg havde fundet // min Mage, og jeg har i Taushed fulgt ham siden, velsignet ham, troet paa ham og takket Gud midt i Smerten. Og nu bøjer jeg mig graadfuld hen til Dem og tier, jeg ikke kan sige mere, ikke mere. Det er dog for mig som om De gjennemskuede mig – i Guds Navn! Til det kan jeg Intet sige. Jeg har sat Resten af mit Liv til Ideens Tjeneste, og jeg viger ikke for nogen Omstændighed, jeg vakler ikke for noget Menneske. Men vidste De, hvordan jeg kæmper! Jesus Christ! jeg strider saa haardt, at hver Dag tømmer af min Livskraft, og Striden har de mest modsigende Aarsager. For to Maaneder siden var der saalidet tilbage af mit Liv, at jeg troede den svage Rest maatte synke. Men, siger De vel, den daarlige Kvinde, hvad vil hun da? Ja hvad vil hun! Men hermed er det Slut for denne Gang. – Idag, den 30te, sender jeg Dem Brevet med min lille Pige – thi hende sender jeg bogstavelig til Kjøbenhavn. Dog næste Gang mere om alle disse Ting. Nu maa De have dette første. Ogsaa venlig Hilsen til Etatsraad Krieger og et kjærligt Farvel til Dem fra Deres taknemmelige
Magdalena Thoresen.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret 03.11.2015
