Magdalene Thoresen
Christiania (Oslo)
Johanne Luise Heiberg
Magdalene Thoresen ønsker Johanne Luise Heiberg et glædeligt nytår. Thoresen overvejer, hvorvidt hun skal blive i Norge, eller rejse. Hun fortæller, at hun nu skriver på digtet “Resignationen”. Thoresen har i et tidligere brev fortalt om datteren Dorotha Elisabeths forlovelse, men hun fortæller her, at forlovelsen er blevet hævet. Hun afslutter brevet med at skrive, at hun glæder sig over, hvad Johanne Luise Heiberg har sagt om hendes nye novelle Min Bedstemoders Fortælling.
Christiania den 21 Januar 1868
Min kjære elskede Fru Heiberg!
Jeg sender Dem mit Ønske om et glædeligt Nytaar og min Tak for Deres trofaste Venskab i det henrundne. Hvis jeg ikke i en saa mærkelig Grad kunde henflytte mig – eller rette[r]e min Sjæl – i Deres Nærhed, fik De meget oftere Brev fra mig; men i denne illusoriske Magt ligger en Mættelse, som næsten er større, end noget Brev kan give. – Jeg har siden jeg modtog Deres sidste Brev havt store Ting for – om de end for Verden kunne synes smaa, for den Enkelte blive de lige store. Jeg kan jo nok vide, at De af Avisen har set mit stakkels Avertissement om mine Oplæsninger – ak! da spurgte jeg Dem i Tankerne mange Gange om Raad. // Dette er nu en temmelig abstrakt Maade, at drage sig sine Venner til Nytte paa; men den er ikke forkastelig. I Valget maa Mennesket altid være ene; thi Ansvaret kan efter min Mening ikke deles, ligesaalidt som Regnskabet for den evige Domstol kan henføres eller overføres paa nogen Anden. Men har jeg et Samfund med en anden Aand, da maa min Aand kunne samraade sig med den, og derved enten finde Styrke eller Tilrettevisning. Nu, efter Kamp imellem Skyhed og Vilje, bestemte jeg mig endelig. Jeg følte i mig et stærkt Spørgsmaal rejst af al den Lunkenhed og vrange Opfattelse, som for en stor Del har mødt mig heroppe: Skal jeg blive eller skal jeg bryde Baandet med en stærk Haand og rejse? Jeg følte, at jeg under disse Forhold ikke vilde være istand til at faa Halvdelen frem af den Digtning min Sjæl rummer. Jeg staar uryggelig paa en folkelig Grund – jeg sætter Personligheden ind i Alt, hvad jeg foretager mig, men da maa jeg have Hjerterne med mig i tryg Forstaaelse og Hengivenhed, denne Væx-// elvirkning maa til, eller min Evne sygner hen og dør. Man maa tro paa mig fra først til sidst, ellers rejse de mørke Magter sig i mit Sind, Nag og Melancholi – og saa er jeg, navnlig i min Alder, fortabt. Nuvel! Lad mig byde Dem ind til et nærmere Møde, tænkte jeg, i en slig personlig Sammenkomst, kan Intet af alt det Vrøvl Verden kaster imellem Aanderne trænge ind. Og jeg vidste jo, at jeg skjult for Menneskene bar paa en mærkelig Evne, som aldrig var bleven nyttet – jeg vidste, at jeg var født Improvisatrice. Godt, forsøge det paa denne Maade! Desuden skal den Digtning, som rejser sig fra folkelig Grund kunne løfte det levende Ord mellem Folket, og da bliver jo igjen Fortællingen og Eventyret den Digtning, som ligger nærmest dette Begreb – thi den Dramatiske behøver til sin Fremtræden et Medium, et kunstnerisk Aparat, for at forstaaes, og herved træder Digteren da frem paa anden Haand, medens Fortælleren kan give direkte fra Hjerte til Hjerte. //
Nu, dette var da omtrentlig min ledende Tanke. Ogsaa spurgte jeg Ingen om Raad, jeg bad et Par yngre Mænd om Bistand, fik den i rigeligt Mon, og Sagen lykkedes – jeg er sandelig kommet Folket meget, meget nærmere, og det kan gjøre mig baade ondt og godt. Jeg kan ikke sige Dem, hvor pinligt jeg har følt det, at jeg uden Lov og Dom bar klassificeret til at ro i H Ibsens og Bjørnsons Kjølvande, og jeg mærkede godt, at da jeg dristigt hug det tilstelte Slæbetoug af, da gøs mine Venner, da forargedes mine Uvenner. Jeg skulde jo forties – undtagen, naar det behagede En at skjelde mig ud – og jeg ved hvor forarget Vedkommende have været, fordi jeg blev min egen Evnes og Sags Fortolker og Forsvarer – man havde ikke tænkt sig dette, man er saa vant til at Mennesket kommer frem med Deres sine Evner i de unge Aar; thi de pleje sjelden at ligge aldeles ubemærkede hen. Ak! Gud være takket, det gik mig godt; thi uagtet // Troen paa min Ret var saa fast i mig som et Fjeld, skjalv og græd dog min Sjæl ved at skulle saaledes op i det skjærende Lys. Nu skriver jeg paa et Digt (Resignationen) til næste Gang, og det vil vel indtræffe i Midten af Februar. Man maa jo komme til at forstaa, at min Prosa ligesaa let kunne fremsættes i Rim, og at mine Folkelivsbilleder ikke ere Fotografier men Digtninge. Ak, min høje elskelige Veninde! tag ikke disse mine Udtryk som Forfængelighed og dum Indbildning – jeg kjender godt Afstanden mellem mig og det Store, jeg har ofte været ved at svimle og synke i den Kløft. Men De ved jeg udtaler mig uden Forbehold til Dem, og naar jeg da har sagt hvad en naadig Gud har givet mig at kunne, da har jeg ingen Forfængelighedens Baghold, som ligger og smaaler over det snedige Foster den har sendt ud i Livet // med Beskedenhedens Maske, ligesom Sjakkerjøden smiler til Sønnen, der snyder ti Gange saa godt som han selv med sit unge ærlige Ansigt.
– Og nu til min næste Beretning! ak den er saa smertelig, og har forvoldt mit Hjerte saa stor en Nød! Jeg har da endelig maattet hæve Dorotheas Forlovelse. Manglen paa Lykke tyngede mere og mere hendes Sind, i Forhold til, som hendes stærke, ejendommelige Natur udvikler sig og fordrer. Han havde ogsaa med al sin Ypperlighed taget hende rent forkert. Han havde jo en Del Aar forud for hende, og da hun var en uartig og sjusket Unge saa at sige, da han tog hende, saa stillede han sig strax i de opdragende, reformerende, evigt, i Stort og Smaat, kontrasterende Forhold til hende, som hun har lidt forfærdeligt over; thi det kunde hun ligesaalidt taale, som den hurtigt skydende Plante taaler et Tryk. Han kunde i den Henseende ikke give Tid, og det blev hans Ulykke – jeg maa kalde // det saaledes; thi sandelig! den Kvinde kan fuldmoden i sin Udviklings forskjellige Retninger tilføre en Mand et rigt og fyldigt Samliv. Nu, dette bliver jo vel ikke hende til Del. Man er altid nøjeseende med en liden faderløs Pige, som har havt den Dristighed at hæve en Forlovelse. Den unge Mand har i den Anledning opført sig fuldstændig nobel – at han har været rørende god, ligesom han vist er meget ulykkelig. – Hvad har jeg dog ikke lidt for en Smerte i denne Tid! Dog derom kan være talt nok. – Jeg tænker just herved paa Sara, min elskede, stille, stærke Sara! Men hendes Breve er det eneste ydre Hjælpemiddel jeg har havt. Det er mærkeligt, hvorledes Samlivet mellem disse to Unge udvikler sig! Det bliver smukkere og smukkere. Sara dyrker sin Musik og han studerer store videnskabelige Værker, i sin Fritid. Han er en grublende og varm Natur tillige – men Omstændigheder, som nær havde tilintetgjort ham, kunne, fra et nuværende Skjøn, dog altid siges at have kuet og lammet ham. Men Skam skulde han ogsaa have, om han ikke løftede baade Sjæl og Aand i // Omgang med en saadan velsignet Kvinde. – Jeg glædede mig over hvad De sagde om min ”Bedstemoders Fortælling”. Tro mig, naar jeg engang tager Pennen fat til et lidet Udkast af mit Livs forskjellige Stadier, da skal jeg føre en Kommentar frem til denne lille Fortælling, som skal aabne Øjnene paa Adskillige. – Hvorledes mon det gaar med Fru Gundersens Ansøgning? Dunker har skrevet og sendt den for en Tid siden. Jeg synes Synd i hende. Hun har nu naaet et Trin i sin Udvikling, hvorfra hun trænger til en videre Flugt. Gid hun maatte faa Lov til at optræde, det vilde i mange Maader være hende til Gavn og Belærelse – nu staar hun rentud uden Maalestok, og hun er virkelig en stor Natur. Ja nu maa jeg da slutte mit lange Brev. Gid det maatte i hvert […?] have mødt Dem med de Glimt af den store Beundring og Hengivenhed jeg nærer for Dem! Hils Etatsraaden mange Gange fra mig, hvis han bryder sig noget derom? Hils de søde Smaaalfer og vær selv hilset tusinde Gange fra Deres trofast hengivne
Magdalena Thoresen
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret 07.10.2015
