Magdalene Thoresen
Christiania (Oslo)
Johanne Luise Heiberg
Magdalene Thoresen ønsker Johanne Luise Heiberg et glædeligt nytår.
Hun skriver, at hun igen har forsøgt at hjælpe den unge mand i København, som hun protegerer, men der synes ikke at være nogen fremtidsudsigter for ham. Thoresen vil forsøge at tale ham til rette endnu en gang, når hun til foråret tager til København.
Thoresen anser det for en lykke, at Heiberg stadig er virksom ved teatret. Hun skriver, at det norske teater er splittet, fordi man ikke vil have Bjørnstjerne Bjørnson til scenen.
Thoresen skriver om sit eget litterære arbejde, som er inspireret af de Søndmørske billeder fra hendes rejse. I de kommende tre måneder flytter hun ind hos sin datter og barnebarn, da svigersønnen skal på rejse. Afslutningsvis skriver hun, at hun betænker at skrive til A.F. Krieger.
Kristiania den 12te Januar 1872
Kjæreste Frue!
Glædeligt Nytaar! sender jeg Dem fra mit Hjerte, og tusindfold Tak og Ære for det nu henrundne. Det er længe siden vi To have spurgt Noget fra og til hinanden, endda vi i saamange Dele – fra et aandeligt Synspunkt høre sammen og have et fælleds Maal; naturligvis med al mulig beskeden Reservation fra min Side, jeg ved jo nok i Kraft af Hvilket og Hvormeget De er naaet til Fuldkommenheden paa den Vej, hvor jeg i min Levetid aldrig vil naa længere end – maaske – til Halvvejen. Men netop i Henseende til denne Fællesvej og // dette Fællesmaal er det jeg ofte tænker paa Dem, og i Stilhed sender Dem et Spørgsmaal – et, som min egen Tvivl ikke vover at besvare – og ellers mange Tanker om Tid og Forhold. Jeg synes da undertiden at jeg fornemmer Deres Svar og Deres modne Udvikling af en svævende Tanke, men den egentlige levende og styrkende Næring bliver det jo ikke. – Jeg har oplevet megen Smerte siden vi skiltes ifjor! Da forlod jeg Dem med et vist Haab, som jo senere ved Deres Medvirkning blev til en levende Fortrøstning. Jeg saa allerede hint unge Menneske, som jeg jo ikke behøver nærmere at betegne for Dem, frelst og gjengivet baade sig selv og Samfundet, men det blev en Skuffelse. Der er siden den Tid gjort ham de mest haabefulde Tilbud, // men han svor sig væk fra det, han vil blive siddende der i den usle Hybel, som han var installeret i da jeg var hos ham, og han vil informere, siger han da – men Summa Summarum er den, at han har tabt hvert Spor af Energi – han er sløv, og der kun et Fattighus eller et Selvmord tilbage for ham. Dette staar bestandig for mig, og uagtet jeg har gode og prøvede Aandskræfter, spørges der dog mangengang om de kunne strække til. Jeg kommer nu ned til Foraaret til Kjøbenhavn, og jeg vil da forsøge endnu en Gang at tale ham tilrette, og se om ikke der skulde være et eneste Punkt i hans Tankegang, som jeg kunde knytte en liden Fremtidstraad til – Alt skal blive til det Yderste gjort – men det forsikkrer jeg Dem, at hvis han tilfældigvis skulde have den Fixeide at ville opføre et Martyrium – af en eller anden Grund, da skal han finde mig stærkere end han tror. Jeg er mig Noget bevidst ligeoverfor ham, og det // er af den Art, at det tæller i et Opgjør.
Nu bedste Frue! hvorledes gaar det med Deres Heldbred? At De endnu kan holde ud ved Scenen er mig en Gaade, og naar jeg tænker tilbage paa Deres store, anstrængende Livsarbejde og ser paa hvad De endnu gjør, da kommer jeg let til den Slutning, at det er kun de Enkelte – Naturens Udvalgte – som den forlener med en saadan Styrke. Imidlertid anser jeg det for en Lykke, at det er saa; thi jeg ved specielt, at Chr Molbeck anser sig for den danske Scenes Mesias, og da han sætter saa stor Pris paa Høedt – kunde denne nye dramatiske Mesiade isandhed blive mager nok. Hos os er hele Vrøvlet endnu paa sin yderste Spidse. Vort Theater er delt – vore Kræfter splittede, og // den Eneste, som formaar at samle det, nemlig Bjørnson, vil Ingen have. Selv vilde han nu bøje sig i enhver nogenlunde human Retning, det er jeg vis paa, for at kunne overtage Scenen; først fordi han elsker det Arbejde, dernæst fordi det sikkerlig vilde blive et Levespørgsmaal for ham. Nu indser Folket her i Byen, at en Scene maa vi have, eller ogsaa lukker vi hver eneste Kunst ud af vort Samfund; thi de Andre lade vi jo Tydskland udvikle og betale for os; der skillinges da tre Tusind Spdlr sammen for at give Theateret en midlertidig Støtte, hvorved det kan løfte sig op af en stor Elende; men man knytter til disse Skillinger den fanatiske Bestemmelse: at Bjørnson ikke maa komme til Scenen! Altsaa – - – ja her behøves jo ingen flere Ord om den Sag; thi Bornertheden stikker igjennem og giver sig paa det mest Slaaende tilkjende. // Bruun er imidlertid borte, og derved er jo dog et stort Skridt gjort. Bjørnson har en forunderlig Tiltrækning for Talentet, han har saaledes ved den lille Troup, som skilte sig fra den faste Scene, og som jo han har instrueret, samlet enkelte betydelige Talenter; men det er sandt, de ere fremspirede ved ham, og de trænge sagtens hans Nærhed for ikke at falde tilbage igjen i det Intet, hvor de kom fra, og forsaavidt kan det være farligt nok med den gode Mand. Men han kan skabe os en Scene, og det synes jeg Alle maa forstaa – vi faar da vove Noget, ja selv Meget, hvor Gevinsten er saa utvivlsom, som den dog er her. Vi stakkels Forfattere, som gaar her og vilde gjerne komme i Virksomhed, vi kan ikke faa Enhed i vore Planer, fordi Kræfterne give Halvt paa en Side og Halvt paa en anden, og den Udvikling som man saa snart[?] tiltrænger – ja den har ialfald jeg for mit Vedkommende maattet // renoncere paa. Jeg har ivinter ikke været i Theateret. Nu, jeg tænker, kjære elskede Frue! at De er længe siden kjed af min Theatersnak.
Jeg har arbejdet flittig hele Vinteren paa mine ”Søndmørske Billeder” men det gaar mig forunderlig tungt fra Haanden – eller Tanken, hvilket jeg skal kalde det. Stoffet er nemlig meget stort og at gjøre et lidet, helst konsist Arbejde ud af det er svært. Naar det imidlertid lykkes for mig staar det jo ikke paa med Tiden – skjønt Aarene gaa!
Jeg har indtil nu gaaet alene i en liden Bolig – i Lighed med mit lille Enkebur i Amaliegaden – men nu paa Mandag rejser min Svigersøn Lieutenant Fallsen til Udlandet og bliver borte i en tre Maaneder, og jeg flytter da hen til min Datter til han kommer tilbage. Hun har en dejlig Gut, en ren Hjertensfryd for mig, og naar jeg tænker mig mine nuværende ensomme Aftener forvandlede til en selskabelig Omgang // med den lille Trold og med min kjære, hjertevarme Datter, saa – ja elskede Frue, saa fik mit ensomme Sind en saadan Lyst til Meddelelse, at jeg i denne Aften har kunnet sidde her og samtale med Dem!
Jeg har undertiden tænkt paa at jeg vilde skrive til Krieger – der jo dog er den Samme i Excellencens Form, som før, fuld trofast og ædel – men Frue, forstaar De ikke nok min Vaklen?
Ja det er ikke godt at vælge her. Smertelig bange for at tabe en god Beskyttelse – men ligesaa bange for at være paatrængende. Nu det klarer sig vel med Tiden. –
Min kjærlige Hilsen til Børnene, ak, de unge Piger, maa det jo snarere hedde! Først og sidst min varmeste Tak og Hilsen til Dem selv og alle gode Ønsker for Deres Dage og Nætter.
Deres hengivne Magdalena Thoresen
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret 11.11.2015
