Magdalene Thoresen
Johanne Luise Heiberg
Magdalene Thoresen takker Johanne Luise Heiberg for det tilsendte hæfte, som Johanne Luise Heiberg selv har skrevet. Hæftet indeholder et brudstykke af Heibergs liv, og Thoresen er meget begejstret for det.
Mandag. 17 October 1887.
Kjære elskede Fru Hejberg!
Tak for det Hefte De sendte mig med Gehejmeraaden! Jeg har straks læst det, og følt det usigeligste Velbehag derved. Det lille Brudstykke af Deres Liv er et saadant Spejlbillede af Deres hele ydre og indre Væsen, at om der intet Andet fandtes efter Dem, vilde det fremvise og opbevare et baade aandeligt og legemligt Portait af Dem. Man læser virkelig ikke ret meget i Nutiden, hvor en // saa hel Personlighed træder en imøde, og derfor lægger jeg saamanget gjennemlæst Skrift fra mig, uden nogen Tak til Forfatteren, thi jeg har Intet lært af det – men af det lille Hefte har jeg lært. Jeg ved ikke bestemt at udpege Lærdommen, men det ligger i det personlige Møde med Dem. Ja der var endog et Sted, hvor jeg blev gandske modig. Det kan jeg hellerikke nu paapege, men der kom uvilkaarlig en Stemning over mig, som bar mit Hjerte lidt højere op end til daglig Brug.
Se, Fru Hejberg, det gjorde mig nu saa godt at fælde en Taare ligeoverfor den gamle blinde Mand // der i det fremmede Land, efter at hans Hustrus Skjebne havde grebet mig saa dybt. Det Ene har dog ikke udslættet det Andet. De to Billeder er kun traadte hinanden forsonende nærmere. Den vægtige Attest han i Samtalen med Dem giver hendes Karakter lyste mig imøde som Ildbogstaver, thi jeg elsker Retfærdiggjørelsen. Enhver Retfærdiggjørelse er for mig som skreven af Guds Finger. Og denne vil sandelig komme til at ramme adskillige Tvivlere.
Og saa hvert Ord De siger om Kunsten. Ja elskede Fru Hejberg, det er som det prøvede Guld, fordi det er runden ud af egen Erfaring. // Jeg kan saaledes forsikkre Dem, at jeg nu har en bestemt Fornemmelse af at have set Sylphiden med Taglionis gjennemsigtige Skikkelse. Og saaledes synligt – til at tage paa – har jeg hele det Øvrige. Jeg gad dog nok vide, om ikke Deres store dramatiske Talent nu ligesom virker – ved det personlige Indlæg – paa Dem som Forfatter. Jeg tror det. Under alle Omstændigheder mødes man med et stærkt, stort, helt Menneske i hvad De skriver. Gud velsigne Dem, og Tak fordi De rækker mig Deres trofaste Haand! Ingen kan være Dem mere hengiven en[d] Deres
Magdalena Thoresen
Sidst opdateret 30.11.2015