Adam Oehlenschläger
Christiane Oehlenschläger
Springforbi, Nordsjælland
Dateringen er foretaget ud fra citatet fra Adam Oehlenschlägers læsedrama Sanct Hansaften-Spil, der blev skrevet efter bekendtskabet med Henrich Steffens.
Adam Oehlenschläger skriver til Christiane Heger, at han glædede sig over, at solen skinnede, da han vågnede i morges. Han spørger, hvordan hun har det på Springforbi. Han har skrevet noget mere på Sanct Hansaften-Spil og sender det skrevne.
Kiere Christiane!
Det glædede mig ret paa dine Vegne, da jeg slog mit Øie op i Morges og mærkede at Solen havde taget sine Spendeer beenklæder paa. Hvad er den vide Natur uden Sol? Det samme som Natten uden Stierner som Pigen uden Øine, som Livet uden Kierlighed. ”Som en Kiole uden Knapper!” vilde du vist meget malicieux falde ind, naar du saae min Kiole; thi du er meget stærk i Anticlimaxer. Maaskee du vilde lagt til: ”som Kierlighed uden Strømper”; men det kunde ikke være nogen Skose til mig, thi Strømper har jeg Gud være lovet, og i dem mangler der ingen Knapper.
Hvordan lever du i Pibelandet? Eller for at vælge et mere poetisk Navn comang vus obarde vus i Feelandet?
Jeg havde diable me ferme la porte megen Lyst til at see mig om endnu engang i det velsignede Land, dersom det ikke forsvinder snart.
Jeg har giort noget mere paa mit St Hans Aften Spil. Det er alvorligt og lyder saaledes:
Den vilde Støi nu lyder ikke længer
den store Sværm frem trænger ei i Støvet
hist under Egeløvet Kredsen sidder
imeddens Fugleqvidder sine Toner //
saa huldt i Skovens Kroner sammensmelter
Den tunge Bølge velter sig mod Sandet
mens Purpurskier i Vandet mildt sig kruser
og sine dybe Ruser hist i Leiet
som tunge Dræt har veiet, Skaren bringer
paa Glædens snare Vinger hiem til Hytten.
I Skovens Mørke Skytten og hans Hunde
gaaer giennem dunkle Lunde. Maanen titter
bag Skovens Stammegitter, i sin Lue.
Ad blege Himmelbue Kragen svæver
og Harpelyd sig dybt i Skoven hæver.
”Taus og ene, bleg og ene
sidder jeg blandt Bøgekroner,
ene paa de kolde Stene
toner Harpen Vemodstoner.
Dysses ikke hen i Slummer
kielne Sangersker -, som rørte
nys den blege Mand hvis Kummer
dulmed da han eder hørte.
Kunde disse dunkle Lunde
lettere mit Hierte hæve //
ak da skulde Harpen bæve
Glædeslyd som eders Munde
Men det bløder og forsøder
i sin Smerte sødt sin Smerte
møder Anelser og føder
svage Haab, det arme Hierte!
Hvad er Nattens Stiernehimmel
naar ei Elskovs lyse Stierne
blinker venligt i det Fierne
i den blege Stiernevrimmel.
Hvad er Livet naar ei Livet
lifligt hen i Elskov svinder,
hvad er Livet naar ei Livet
sødt i Favnetag forsvinder.
Aftenvind i Aftenrøden
som Naturens Taushed bryder
for mit Øre tungt du lyder
som det sidste Suk i Døden![”]
Den egne Versifikation vil ikke undgaa dit opmærksomme Øre. Adieux søde Pige. Hils din kiere Feefamilie fra din tro Studiosus juris
Adam.
[På konvolutten:]
Til
Jfr: Christiane Heger
paa
Springforbi
Brevet er trykt i Louis Bobé og Carl Dumreicher (udg.): Gemt og Glemt, bind II, Kbh. 1916, 215-16 og i H.A. Paludan, Daniel Preisz og Morten Borup (udg.): Breve fra og til Adam Oehlenschläger 1798-1809, bind I, Kbh. 1945, 54-56
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret 03.05.2015
