Adam Oehlenschläger
På konvolutten er rester efter Adam Oehlenschlägers seglaftryk.
Christiane Oehlenschläger
Springforbi, Nordsjælland
Adam Oehlenschläger spørger Christiane Heger, hvordan hun har lever og beder hende glæde og more sig, medens hun er på landet. Han ærgrer sig over, at han forlod hende uden at de blev forsonet, men Kamma Rahbek havde gjort ham fortræd, fordi hun refererede, hvad Guldberg havde sagt, samtidig med at hun kaldte ham en løgner. Der ville ikke være noget uforskammet i at Oehlenschläger talte med Guldberg derom. Intet hindrer ham deri ud over at føje Christianes lune, og det var det, som ærgrede ham. Nu tilgiver han hende, men han er stadig vred på Kamma.
Khvn d 25 August 1801.
Kiere gode søde Pige!
Hvordan lever min Christiane! Vær for Guds Skyld glad og moer dig mens du er paa Landet. Det skulde græmme mig usigeligt dersom jeg længer skulde forstyrre din Roe end jeg har giort. Jeg ærgrer mig over at jeg kunde være saa usigelig haard at forlade dig uforsonet. O Kristiane! Var vi sammen og var vi ene sammen, da skulde de meest brændende Kys, de inderligste Favnetag vidne om min Fortrydelse og min evig blussende Kierlighed. Alt hvad jeg kan sige til min Undskyldning var deels: at jeg virkelig hvad Tingen selv angik havde Ret. Din Syster havde giort mig Fortræd og det ærgrede mig meer end Guldbergs Væv. Hun sagde: hvem skal jeg troe den ene siger saadan og den anden saadan? ligeefter at hun næsten i en stiv Klokketime har skildret Guldberg som en latterlig Løgner. Et saadant // Menneske kan dog umulig være hendes Ven. Hun kiender ham. Naar han kommer i hendes Huus og brækker Løgne af sig om den der engang skal ægte hendes Søster saa har jeg intet imod at hun skal tie dermed for mig, men for dig skal hun ogsaa tie, og mere for dig end for mig. hvorfor fortæller hun det til dig! For at glæde dig? Neppe. For at have noget at snakke om. Og det var det som ærgrede mig at du troede at det var din Pligt at tie dermed for mig! Du bør intet tie med for mig hvad der angaar os to. Guldberg kunde ikke regne din Søster det til Onde at hun sagde mig det. Det maatte han giøre Regning paa naar han sagde det i et Huus med hvilket jeg stod i saa nær Forbindelse. Og Taushed af dig kunde han nu paa ingen Maade giøre Regning paa. Fra ham havde du altsaa intet af frygte. Fra din Søster troede du? Men naar dels din Søster ikke havde Ret til at være vred om du end havde sagt mig det ligefrem, saa havde havde hun det saa meget mindre nu da hun vidste paa hvad Maade jeg fik det at vide; ved en Fortalelse nemlig. //
Der var altsaa slet intet uforskammet i om jeg talede til Guldberg derom. Og intet hindrer mig i dette Øieblik derfra, end for at dersom jeg ikke føiede dit Lune. Det var det som ærgrede mig. I det Øieblik jeg fik det at vide maatte du som kiender mig ogsaa vide at jeg blev hidsig, og havde altsaa med langt større Nytte anvendt Blidhed, Taushed og Overbærelse end Haardhed og Vrede. I det Øieblik var Guldbergs Vrede dig farligere end min.
Nu er det forbi! Dig tilgiver jeg alt! Du har nok [at] tilgive mig; men paa den gode Søster er jeg arrig, dass soll ich nicht nægten. Lev vel. Hils Tante
Din A Øhlenslæger.
I HAST!
[På konvolutten:]
Velædle
Jfr. Heger
paa
Springforbi
Brevet er trykt i Louis Bobé og Carl Dumreicher (udg.): Gemt og Glemt, bind II, Kbh. 1916, 225-26, men her fejlagtigt dateret 25.8.1803, og i H.A. Paludan, Daniel Preisz samt Morten Borup (udg.): Breve fra til Adam Oehlenschläger 1798-1809, bind I, Kbh. 1945, 41-42
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret 05.05.2015
