Harald Jerichau
Paris (Frankrig)
J.A. Jerichau
København (Danmark)
Harald Jerichau skriver fra Paris til sin far, Jens Adolf Jerichau, og giver udtryk for sin frustration over faderens manglende samtykke til hans ægteskab med kusinen Marie Kutzner. Den 22-årige Harald forklarer, at han af natur er melankolsk og hverken kan leve eller arbejde alene. Kærlighed og fællesskab er efter hans opfattelse en nødvendighed for både hans liv og kunst. Han hævder, at ægteskabet vil frigøre ham og styrke hans virke som kunstner. Harald tager skarpt afstand fra faderens syn på kunst, samfund, moral og økonomi. I den forbindelse forsvarer han sin mor, Elisabeth Jerichau Baumann, og hendes familie mod beskyldninger om usandhed og upålidelighed og giver udtryk for, at han snarere frygter at arve Jerichau-familiens temperament.
[Første del af brevet mangler.]
Du glad og tryg, har Du en underlig Glæde af din Virken – ja hvis jeg saa det, hvis jeg saae at dine Principers Gjennemførelse gjorde Dig, og havde gjort os lykkelige, ja saa vilde jeg sikkert høre Dit Raad, men jeg seer det stik modsatte, og netop de Mennesker som dele mine Anskuelser ere de glade og lykkelige. Du seer Verden paa din Maade, jeg seer den paa miin, og jeg kan ei forandre min Natur og vil ei gjøre det, thi jeg er glad og tilfreds i min Stilling. Alle have raadet mig til at gifte mig. – Du er den eneste der endnu har raadet mig fra det – Jeg er bunden som Ungkarl, og vil være frie som gift, det lyder underligt. Dog det er saa. Jeg er nemlig melan // colsk af Naturen, og det kommer frem naar jeg er alene, jeg lider da uendelig, og kan ei arbejde, jeg vilde paa min Reise i Orienten tage hen til et Par Smaaebyer i maleriske, smukke, men eensomme Egne – jeg maatte opgive det, thi jeg blev syg af Eensomhed og Længsel. Jeg maa have nogen der elsker mig, og tager sig af mig med Varme og Kjærlighed, og med hvem jeg kan have aandeligt Samquem, og jeg maa kunde udgyde min Kjærlighed over et Væsen! – uden det er jeg ulykkelig, og føler mig eensom og bunden, hvis det atter skulde viise sig, og altsaa atter vilde forhindre mig i at virke i min Konst, som jeg vilde saa gifter jeg // mig! En Konstner er lige saa usikker og sikker i sin Stilling som ethvert Menneske paa Jorden, i dag rask, imorgen død, I dag rig imorgen fattig, Konger, Ministre, Generaler, Banquieer, Smaahandlende Konstnere og Lastdragere osv alle ere De Mennesker og alle afhænge de af hinanden og af Forholdene – Over vor Skjæbne raader kun den eneste almægtige – og jeg troer hvad der skeer i hans Navn og til hans Ære vil han velsigne og jeg gjentager, at hvis man ei har et høiere Maal end Konsten – saa er Livet intet, Konsten er ingen Guddom, Konsten er til for at vedligeholde Skjønhedssandsen og de ædle Følelser i Nationer betragtes den som Middel til Erhverv, saa maa // den netop være ædel og stor for at kunde trænge igjennem og staae som det første omtalt og anerkjendt. Det er netop det den erhvervende Konstner stræber efter og kan naae hvis hans Talent tillader ham det, Den lette frie lystige Konstner derimod bruger ofte sin Konst til at befordre uædle Tanker sandselige Følelser thi han er frie, han er ubunden og kan skabe den urene uædle Konst, – hvor mange sørgelige Exempler har man ikke herpaa, – At Du har vedligeholdt en ædel og høi Stræben i Konsten indrømmer jeg – dog er Du ei den eneste i vor Tid der har gjort det, og Dine Anskuelser ere ei nødvendige dertil, baade i Tydskland og her staaer mangen en Konstner i sit herligste Flor ligesom Du hjemme // men han forener dermed Livsglæde, Familielykke og har ogsaa trods Modgang og Sorg hævdet sin Stilling som Konstner, som Borger som Menneske som Alt. – Vore Tider ere ei vanskeligere og dyrere end for 40 – 50 Aar Siden, kun gjør den enkelte Person store Fordringer, og enhver vil leve over sine Evner, see det er det mislige. Rigdom er ligesom Alderen et relativt Spørgsmaal, thi er jeg Skomager, og vil leve som Prinds, eller Prinds og vil leve som Konge, saa er jeg i begge Tilfælde fattig. Tilfredshed i sin Stilling det er den sande Rigdom og Lykke. – Nævn ikke Kultur og Samfundsorden. – thi Kultur er lig Demoralisation, og Sam // fundsorden lig Kiv og Strid og Nid og Partiekampe, det sætter jeg mig aldeles ikke i Relation med, jeg foragter det, – jeg sætter mig ud over det og søger mit Selskab og den rette Moral. – Hvad Militæret angaaer, saa forlanges kun en bestemt Sum, som fastsættes i Enkekassen, for at Enken ei senere skal komme til at ligge Staten til Last, og desuden for at den gode Oficeer kunne repræsentere Staten (Forfængelighed!) Efter Dine Principper skulde Vorherre egentligtalt kun have skabt Mandfolk. Ja saa havde Verden da ikke staaet i 2 Dage, thi hvad er det der letter os Livet, hvad er det der endnu blæser en poetisk Duft over Livet – det er Kvindens Kjærlighed, det er hende som trøster os, som husvaler os // som beroliger, som opliver os det er hende der holder Samfundet sammen!
Hvad den Baumannske Usandhed og Upaalidelighed angaaer, saa maa jeg som Moders Søn udtale mig alvorligt og tydeligt som følger: Du søger Exemplet som Bedstemoder Svigermoder Phillip o.s.v. Dette o.s.v. hentyder paa Moder! og det er urigtigt at Du til din Søn gjør en saadan Hentydning om Din Kone hans Moder! Jeg vil ei videre udtale mig derom, men blot sige, at Moder staaer for os alle som den sande reene, ædle Kvinde, som den trofaste Hustrue, den opofrende Moder, og det Barn, der har en saadan Moder kan prise og takke Gud derfor, og den // Mand der har en saadan herlig og sand Qvinde til Hustru kan prise sig lykkelig! Du hentyder endvidere paa Moders Intriger og Konster, – Stakkels Moder! er det Takken for Opofrelse af Tid og Kraft, aandelig og legemlig for Dig og for os. Jeg gad see den Qvinde den Mand der har formaaet det hun har, trods de store Savn de store Sorger der ere blevne hende til Deel. Bedstemoder kjendte jeg ikke, derimod kjender jeg min Svigermoder og hendes Caracteer kan sees fra forskjellige Standpunkter, hun har efter min Mening ei været mere usand end enhver Speculant og Banquir, hun har risikeret meget nemlig 18.000 Thaler som ei ere // hendes egne, hun har endnu ikke tabt, tvertimod hun har vundet thi hun har kundet opretholde Familien efter Mandens Død, og det er hæderligt at hun har gjort det, ei af Egoisme, men for sine Børn, af Kjærlighed til sine Børn, jeg antager hun mister alt, jeg frygter det, jeg staaer udenfor Sagen, men det kan ogsaa være at hun sælger med Fordeel, – Saa! Ja saa har Du intet at bebreide hende. I Din Familie er der foresten forekommet lignende og ligesaa store Usandfærdigheder. Hrr Christensen der før sit Fallit bad dig laane Penge og saa gik alt i Spaanerne o.s.v.
Phillips Ungdom har jo været sørgerlig – men nu! en herlig Natur, godgjørende kjærlig religiøs o.s.v. og herved riig // han er for Øieblikket paa en længere Lystreise i Italien og Schweitz. – Han begyndte dog kun at arbeide som Kularbeider, og havde ei engang det tørre Brød i Huset. Han har aldrig fortrudt at have giftet sig trods Forældrenes Villie! Tante Rose er en kjærlig ædel sand Kvinde, – Jeg frygter mindre Indpodningen af den Baumannske Upaalidelighed, end den Jerichauske Sandselighed. – den vil jeg hvis jeg engang bliver Familiefader vaage meest over.
Og hermed min kjære Fader slutter jeg mine Udtalelser af mine Anskuelser, og spørger dig kun forbyder Du Giftermaalet eller vil Du taale det? – Forbyder Du // det, saa skal Du for Gud og for Menneskene bære Ansvaret for Følgerne.
Til Slut tilføier jeg at jeg er mindre vel siden modtagelsen af Dit kjære Brev, og er jeg din hengivne
Søn Harald.
Paris d 30 November
1873.
Rue de Douai 39.
3. Etage
[Langs kanten:] Mange Hilsener Fra Frölich der aldeles deler min Mening.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Sidst opdateret 10.01.2026
