Tilbage til G

Ernest Gambart

Ernest Gambart var født i Belgien, men senere bosatte han sig i London. Han blev en af Londons absolut førende gallerister i slutningen af 1850’erne. I 1854 etablerede han The French Gallery på Pall Mall i London, og den danske billedkunstner Elisabeth Jerichau Baumann var tilknyttet dette galleri fra 1858 til 1866, og hun udstillede 6 gange hos ham i den periode. Hans forårsudstillinger blev kaldt The French Exhibition og den fandt som regel sted samtidig med det nærliggende Royal Academys udstillinger. Det var typisk til disse forårsudstillinger, EJB bidrog med værker.
Det var uimidlertid ikke lige let for EJB at få foden indenfor døren hos Gambart, men hun kendte betydningen af det, da det skete: “Det holdt haardt at faae Billederne udstillede der i den franske Udstilling, og nu er den Tilladelse mig aaben en for alle Gange og det har meget at sige for Fremtiden.” Jævnfør brev fra EJB til J.A. Jerichau, dateret den 24. maj 1858 (brevet kan læses i Ny Carlsbergfondets database Kilder Til Dansk Kunsthistorie).

Gambart satsede meget på den nye, udenlandske kunst, hvilket kun få andre promoverede i England på det tidspunkt, og han præsenterede dermed flere udenlandske kvindelige kunstnere. I Gambarts galleri blev EJB markedsført som en repræsentant for den skandinaviske skole, og dermed som et eksotisk indslag i den engelske kunstverden. Gambart opfordrende hende til at male skandinaviske genrebilleder i stedet for italienske motiver, fordi de ifølge ham skulle være mere salgbare i England. Hvor EJB i Danmark havde kæmpet med outsiderrollen i forhold til den nationale skole, som var domineret af mandlige kunstnere, så blev hun dyrket positivt netop som en eksotisk outsider både for sin motivkreds og for sit køn i den engelske kunstverden.

Gambart værdsatte også EJB’s handelsorienterede kvaliteter, og hun skriver i et brev den 29. juni 1862 til sin ægtefælle J.A. Jerichau om Gambart:
“Gambart er meget forbindtlig, og gjør mig det Compliment at jeg ikke kun er en dygtig Konstner men ogsaa en dygtig Forretningsmand.” (Brevet kan læses i Ny Carlsbergfondets database Kilder Til Dansk Kunsthistorie)

Læs mere om Jerichau Baumanns udstillingsaktiviteter og netværk i London under emneordet Elisabeth Jerichau Baumanns kunstneriske aktiviteter i England.

Referencer

Krogh, Sine og Fink, Birgitte: Breve fra London. Elisabeth Jerichau Baumann og den victorianske kunstverden, udg Ny Carlsbergfondet, København, 2017, s. 35

Sidst opdateret 05.07.2018

Ernest Gambart

1814-1902 Belgier Kunsthandler
Omtalt i5 breve