I England var industrialiseringen og teknologiens udvikling for alvor i gang i 1800-tallet, og det skabte grundlaget for middelstandens fremvækst som en ny velhavende samfundsgruppe. Middelstanden samlede på kunst ligesom adelen, og særligt i Victoriatiden var den engelske regering med til at skabe et købedygtigt kundesegment for kunstnere. Det kommercielle kunstmarked udviklede sig således i midten af 1800-tallet og det virkede tiltrækkende på mange udenlandske kunstnere fra især Tyskland og Frankrig.

I 1851 fandt The Great Exhibition (den første Verdensudstilling) sted i Crystal Palace, og her blev den danske billedhugger J.A. Jerichau præmieret med en guldmedalje for sin skulpturgruppe Panterjægeren. Panterjægeren blev meget populær i England, og den danske bankier i London Carl Joachim Hambro bestilte kort efter en replik af skulpturgruppen. I 1852 rejste billedkunstneren Elisabeth Jerichau Baumann sammen med sin ægtefælle J.A. Jerichau til London for første gang i forbindelse med udfærdigelsen af skulpturen til Hambro.

I London mødte kunstnerparret Jerichau en internationalt orienteret kunstverden, som overgik det danske kunstmiljø på mange måder. Indtjeningsmulighederne var meget større, og Victoriatiden var generelt en kulturel blomstringstid. For Jerichau Baumann især blev den engelske kunstverden og de muligheder, der åbnede sig her, en kontrast til den kunstpolitiske nationalisme hjemme i København.

På rejsen i 1852 medbragte Jerichau Baumann introduktionsskrivelser fra venner Danmark, som lettede hendes vej ind i kunstneriske og intellektuelle miljøer i London. Hun fik også hurtigt kontakt til adelige og kongelige kredse. Hun kom blandt andet ind i varmen hos Dronning Victoria, som i 1852 erhvervede Jerichau Baumanns maleri af en islandsk kvinde (maleriet blev senere omdøbt til The Norwegian Widow), og hun udstillede i Bridgewater Gallery. De næste 20 år var det først og fremmest Jerichau Baumann (eller “Madame Jerichau” som hun typisk kaldtes af sit engelske netværk), som holdt kunstnerparrets kontakter i London ved lige.

I maj 1858 rejste Jerichau Baumann til London for anden gang, men denne gang uden sin ægtefælle som ledsager. På denne rejse nåede hun at udstille sit maleri Husandagten (værkets titel i det engelske udstillingskatalog var Family Devotion) på Royal Academys årlige udstilling. Royal Academys præsident Charles Eastlake nævnte værket og dets kunstner i åbningstalen, som blev trykt i The Times kort efter. Eastlake og hans indflydelsesrige hustru Elizabeth Eastlake hjalp på mange måder Jerichau Baumann ind i det engelske kunstmiljø i årene derefter.

Kunstsæsonen i London gik normalt fra maj til hen i august, og Jerichau Baumann opholdt sig derfor typisk i byen i disse måneder under sine besøg. Om vinteren forberedte hun så de værker, hun skulle sende ind til udstillinger i enten København eller London. I årene 1858-69 udstillede hun ti gange på Royal Academy, men hun udstillede også andre steder. Ernest Gambart var en af de førende kunsthandlere i England, og han spillede en vigtig rolle for Jerichau Baumanns kommercielle kunstsalg. Han etablerede i 1854 The French Gallery i Londons prominente Pall Mall, og hos ham udstillede hun seks gange.

I 1859 udstillede hun igen på Royal Academy, men denne gang rejste hun ikke selv til London for at tage sig af det praktiske.
Hun besøgte London 13 gange i årene fra 1852 til 1873, og ved siden af besøgene korresponderede hun flittigt med sit engelske netværk. 16 gange fik hun udstillet værker i London, og hvis hun ikke selv var tilstede i udstillingsperioden, var det hendes engelske netværk, som varetog hendes kunstneriske interesser. Hendes netværk bestod af museumsdirektører, kunstkritikere, gallerister, kunstnere og potentielle købere.

Jerichau Baumann var meget strategisk og planlæggende i forhold til at varetage sine interesser. Hun var opsøgende i forhold til potentielle kunder og dygtig til at skaffe sig et personligt netværk, som blandt andet kunne være med til at sikre sine interesser.
I 1862 fravalgte hun Royal Academys udstilling, men var i stedet repræsenteret på Verdensudstillingen. De følgende år udstillede hun atter på Royal Academy, men i årene 1871-73 satsede hun udelukkende på byens kommercielle gallerier.

Når hun rejste til London, havde hun ofte flere malerier med i kufferten, som ikke nødvendigvis skulle udstilles på Royal Gallery. Hun udstillede gerne flere steder samtidig, og hendes praksis var som regel at leje værelser i London til atelier under sine ophold, hvor hun hængte sine malerier op, som gæster (og potentielle købere) kunne komme og se. I atelieret var der også plads til at modtage modeller, når hun malede portrætter løbende. På rejserne medbragte hun også albums med fotografier af sine og J.A. Jerichaus værker, som hun brugte til at promovere kunsten – især med henblik på evt. salg eller udstilling.
Transporten til og fra England af de mange værker var en dyr fornøjelse og for at holde transportudgifterne nede, indgik Jerichau Baumann ofte aftaler om, at hendes værker imellem udstillinger blev opbevaret hos netværket i London. De havde dem så hængende i deres hjem som et lån, indtil hun kom tilbage.

Ud over opholdene i London brugte hun sine danske kontakter til at skabe sig indflydelse i den engelske kunstverden. Da hendes ægtefælle var direktør for Kunstakademiet i København i årene 1849-83, sørgede hun for at invitere flere af sine indflydelsesrige engelske forbindelser til at blive medlemmer af Akademiet: Charles Barry, Charles Cockerell, Thomas Donaldson, Charles Eastlake og Edwin Landseer (se brev fra arkitekten Thomas Donaldson til Jerichau Baumann den 12. november 1858).

I 1850’erne og 1860’erne begyndte den engelske udstillingsvirksomhed at decentraliseredes, og der blev arrangeret prestigefyldte udstillinger i de større byer uden for London. I 1860 og 1865 udstillede Jerichau Baumann hos The Royal Manchester Institution, og i praksis foregik det sådan, at hendes malerier fra udstillinger i London vandrede videre til udstilling i Manchester. Hendes netværk i London var med til at anbefale og formidlede kontakten til Manchester, hvor hun kunne møde et nyt købestærkt publikum.

Stilistisk tilpassede Jerichau Baumann sig den engelske smag med betoning af særlige motiver, som potentielt selv kunne få engelske købere. Selvom der kun er få beskrivelser i brevene af, hvordan den engelske samtidskunst påvirkede hende kunstnerisk, så vidner flere af hendes malerier om, at hun var orienteret om de aktuelle strømninger i London. Gambart var kendt for at samle kunstnere til private events, og det er sandsynligt, at Jerichau Baumann er blevet introduceret for kunstnere som Frederick Goodall, Henriette Browne og Dante Gabriel Rossetti ved sådanne lejligheder. Under alle omstændigheder har hun mødt disse kunstneres værker hos Gambart, hvor de blev udstillet.

Hos Gambart og andre gallerister blev kunstværker med orientalske motiver populære fra 1860’erne og frem, og dette kan have været en bevæggrund for, at Jerichau Baumann i 1869 rejste til Tyrkiet og Egypten for første gang. I 1871 debuterede hun som orientalist i London, men først to år senere vistes hendes malerier med orientalske motiver i Danmark. Hendes orientalske værker blev udstillet i The Royal Danish Galleries – et udstillingssted i London, som udelukkende skulle promovere dansk kunst og kultur, og senere i Gallery of Messrs. Pilgeram and Lefèvre.

I 1857 blev foreningen The Society of Female Artists dannet i England med henblik på at skabe et udstillingsforum for kvindelige kunstnere. Jerichau Baumann udstillede to gange i foreningen i henholdsvis 1863 og 1872.

Jerichau Baumann opholdt sig i London for sidste gang i 1873, men i årene derefter holdt hun kontakten med flere af sine engelske venner. Især arkitekten Thomas Donaldson var blevet en nær ven, som hun brevvekslede med til sin død i 1881.

Kilde: Krogh, Sine: “Madame Jerichau i London”, i: Breve fra London, Ny Carlsbergfondet, København, 2017