G.W. Dasent var ven med kunstneren Elisabeth Jerichau Baumann. De omgikkes hinanden i London i de perioder, hvor Jerichau Baumann opholdt sig i byen og hun omtalte ofte Dasent i de breve, hun skrev hjem til sin ægtemand J.A. Jerichau.
Læs mere om Jerichau Baumanns udstillingsaktiviteter og netværk i London under emneordet Elisabeth Jerichau Baumanns kunstneriske aktiviteter i England.
Dasent tilbragte sin tidlige barndom på øen St. Vincent i Vestindien, men i 1831 vendte familien Dasent tilbage til England og G.W. Dasent uddannede sig ved Westminster School (1830–34), King’s College i London og Magdalen Hall i Oxford. På St. Vincent havde Dasent stiftet bekendtskab med forfatteren John Sterling, og i London introducerede Sterling ham for en intellektuel kreds bestående af John Stuart Mill, Julius Hare, Thomas Carlyle og William Thackeray, som kom i Sterlings hjem.
I januar 1841 rejste Dasent til Stockholm for at arbejde som sekretær for Sir Thomas Cartwright, og under opholdet i Stockholm begyndte han at interessere sig for skandinavisk litteratur, nordiske sprog og nordisk mytologi, bl.a. inspireret af Brdr. Grimms folkeeventyr. I 1842 udgav han sin første oversættelse af Snorres Edda, Gylfaginning, under titlen The Prose or Younger Edda og i 1843 udkom en engelsk-islandsk ordbog Grammar of the Icelandic or Old-Norse Tongue. Da Dasent vendte tilbage til London i 1845 blev han assisterende redaktør for John Delane ved The Times og kunstskribent for samme avis. Den 4. april 1846 giftede Dasent sig med John Delanes søster, Fanny Louisa.
I 1853 blev han professor ved King’s College i London.
Dasents nordiske studier fortsatte efter hjemvendelsen til England og han oversatte blandt andet Njals Saga (The Story of burnt Nial, 1861), Gisle Surssøns Saga (Gisli, the outlaw_, 1866) og P.C. Asbjørnsen og Jørgen Moes norske folkeventyr (_Popular Tales from the Norse, 1859). I 1873 udgav han An Icelandic–English Dictionary.
Dasent fik i det hele taget stor betydning for kendskabet til det oldnordiske sprog og litteratur i England. Han blev tildelt den danske Dannebrogsorden, og i 1876 blev han adlet i Windsor Castle.