Bakkehussamlingen

Mandag Eftermiddag

Kiære Rasmine!

Jeg skynder mig at opfylde Deres Forlangende i Henseende til Afskriften af det lille Ingemannske Digt, for tillige at kunne bede Dem om Forladelse, fordi jeg var saa utilgivelig glemsom i Gaar, ikke at takke Dem for de deilige Blomster, De var saa god at sende mig. Men jeg kunde rigtig nok ønske mig lidt bedre Leilighed, end den der nu tilbydes mig af Ole, som staaer paa Springet at gaae i Skole, for dog nogenledes ordentlig at kunne takke Dem; thi ogsaa til Dem har jeg jo megen og gammel Giæld, da De saa ofte har overrasket mig med uventet Godhed, ligesom Hanne /:thi Augusta fordærver selv al min Tilbøielighed til at takke hende, med bare Flæsk:/ som jeg dog aldrig i denne Verden faaer takket, som jeg vilde det og hun fortiente det, for al hendes velsignede Godhed imod en stakkels dimlende Veninde.
Lad mig da engang for Alle sige Dem og Deres kiære Søstre, hvad jeg i mit Hierte ofte har sagt Dem: at Deres samtlige Venskab ere blandt de skiønneste Blomster, jeg har fundet paa min Vei, og fryde og vederqvæge min Aand endnu mere, end mine udvortes Sandser forlystes ved de virkelige Blomster, hvormed De saa ofte glæder mig. //
Jeg har i Dag sagt den yndede Skiald, at det ogsaa smigrer Dem, at De, ved at have bundet den -na-navnkundige Krands ogsaa har givet ham Anledning til et lille nydeligt Digt; og jeg haaber ogsaa, at De efter Løfte hielper mig med Vaarkrandsen til ham, og om mueligt ogsaa faaer Hanne til at interessere sig for dette vort Foretagende, ifald hun ikke til den Tid er fløiet fra os.
Mere kan jeg nu ikke sige Dem, og maae bede Dem undskylde, at det er slet sagt og ligesaa slet skrevet.
Tusinde Hilsner og Taksigelser til Dem og alle Deres fra

Deres
hengivne K:M: Rahbek.