Bakkehussamlingen

Kiæreste Rahbek!

I det Haab, at Jürgensen maaskee kommer, og kan bringe dig denne Sæddel sætter jeg mig til at skrive til dig.
Jeg vil ikke undskylde, at jeg nu atter skriver dig til uden egentlig Ærende; thi din oprigtige Tak for ethvert af mine i sig selv, saa ubetydelige Breve, overbeviiser mig om, hvor meget det fornøier dig, at see et P^r Ord fra mig; og jeg er jo saa sikker paa, at du aldrig miskiænder min gode Villie. Altsaa, kiæreste gode Rahbek! frygter jeg heller ikke i Dag, at det vil undre dig, at see disse Linier fra din K.M. Dine Breve, min Gode! er mig saa kiær en Skat, og trøster mig saa ofte, naar jeg behøver Trøst. Ja naar du vidste, hvor ofte, jeg læser dem, og hvor meget jeg saa føler ved ald den Ømhed, og Godhed du har for, du ville vist ikke ansee dem for spildte. Sandt er det, gode Rahbek! at jeg ofte ved den Leilighed kommer i en forunderlig Stemning, en vis Frygt overfalder mig da, at jeg ikke er din Godhed værd, aldrig for[e]kommer jeg mig selv ubetydeligere end i Sammenligning med dig; da seer jeg saa tydelig, hvad jeg skulde være og jo længere jeg føler mig fra det Maal, jo mere bedrøvet bliver jeg. Dog, kiære, gode Rahbek! maae du ingenlunde troe, at denne Følelse, af min egen Uformuenhed, giør mig ganske uduelig til hvad jeg skal, og bør være, nei! den opmuntrer mig tvertimod til med fordobblede Kræfter, at stræbe at blive det, som det staaer i min Magt at blive. Du seer kiæreste Rahbek, at jeg intet skiuler for [dig], og da jeg siælden har Leilighed til at sige dig sligt mundtlig vil jeg imellem meddeele dig mine Tanker i dette Anligende skriflig.
Jeg venter ingenlunde dermed at kunne give mine Breve den Interesse som de mangler, og til alle Tider vil mangle. Nei, gode, inderlig elskede Rahbek! dertil er jeg ikke forfængelig nok, og kiænder mig selv for godt. Kun at du Dag for Dag bedre maae overtydes om mit ærlige Sindelaug imod dig; min uindskrænkede Hengivenhed og min uafladelige Bestræbelse efter at tækkes dig; at du maae see, hvor gierne jeg ville hæve mig til den Grad af moralsk Fuldkommenhed, som du selv saa ofte har søgt at overbeviise mit Kiøn om, at det være dets Bestemmelse og, som langt fra ikke er uopnaaelig; naar man vi kun selv vil opnaae den. //
Har jeg nu i Dag været vel lang, saa haaber jeg dog at du – i Følge din sædvanlige Godhed – tilgiver mig. Moder helser dig kiærligst. Lev vel! og elsk altiid

Din evig uforanderlige
K.M.

[På konvolutten:]
Til
Hr Prof. Rahbek. -