Bakkehussamlingen

Bakkehuset d. 18 Jan: 1809.

Min gode, men dog alt for usynlige Ven!

Job Mynster, der i Mandags kom til Byen, bragte mig i Gaar Eftermiddags Thalia tilligemed mange Taksigelser for Laanet, hvilke jeg herved aflægger til Dem, som den de egentlig tilkommer, og tilføier jeg min Undskyldning for, at jeg ikke strax sendte Dem Bogen ind, da jeg dog veed, at det haster noget. I Morges vilde jeg med Fodposten have sendt Dem den op paa Bibliotheket, men da jeg ikke var vis paa at De var der, ansaae jeg det for sikkrest at sende den til Deres Bopæl, som jeg rigtig nok ikke veed, men Fodposten dog sagtens vil kunne finde.
De kom da slet ikke ud til mig, men Veiret har da ogsaa været – næsten uafladelig – saaledes, at jeg ikke engang burde ønske, De var kommen; havde det ikke været, saa havde De sandelig ikke faaet Roe for mig, thi der har dog i den Tid undertiden været Nogen hos mig om Aftenen, som havde kunnet sørge for, at De uskadt var kommen hiem igien. Men nu tegner dog Veiret noget maneerligere – i det Mindste forekommer det mig usle Stakkel, som // Kulden har ilde medhandlet, at mildere Veir altid er bedre Veir – hvorfor jeg ogsaa sikkert venter, at De snart melder Dem hos mig, som jeg har bedet Dem om, for at jeg kan være belavet paa en Følgesvend til Dem. Var jeg en Prindsesse, eller blot en Grevinde, istedetfor at være en stakkels borgerlig Kone, saa havde jeg vist ikke havt nødig at bede Dem selv saa ofte, inden De underdanigst havde fremstillet Dem for min høie Person, men nu maae jeg vedblive at bestorme Dem til De bliver kied af mit Plagerie, og anseer det for mindre Plage at gaae herud.
Skulde imidlertid dette – som jeg rigtig nok befrygter – endnu vare længe, saa hav den Godhed engang forinden, at forklare mig indlagte Runner, som jeg i Form af et Nytaars-Vers sendte Ole Mynster Nytaarsdag med Fodposten, og som jeg nu har faaet nogen Frygt for, mueligen kunde indeholde noget, hvorved jeg paa en Maade havde prostitueret mig. Sagtens har jeg det Haab, at det dovne Spetakel ikke giør sig den Uleilighed at skaffe sig underrettet om Nytaars-Versets Indhold; men hvad han ikke giør, kan hans Broder, der ikke er doven, og der desuden har en stor Tilbøielighed til – hvad vi her paa Bakkehuset kalde – Alvidenhed, lettelig falde paa at giøre. Jeg vil slet ikke bede Dem, ikke blive vred, fordi jeg benytter // [mig] af Dem, ogsaa til ved mine Galskaber, thi De er for god til at blive vred, og da De dog ikke alvorlig vil tage Dem af min Cultur, saa maae De finde Dem i, at jeg bærer mig lidt galt ad.
Lev forresten lev [sic], og beviis ikke alleene i Tanker og Ord, men ogsaa i Gierninger /: ved nemlig snart at komme ud til mig :/ at De ikke glemmer

Deres hengivne Veninde,
Karen Marg: Rahbek.