Bakkehussamlingen

Kiære, gode Rahbek!
Du bad mig sidst da du skar Penne til mig, at jeg ville bruge dem, til at skrive til dig med; du bad mig derom med den sædvanlige Mildhed, som saa tydelig sagde mig, at du virkelig ønskede snart at see et p^r Ord fra mig; Du maae altsaa ikke undre dig over, min Gode! at jeg i Dag – da jeg har saa megen Lyst dertil – skriver dig til. Desuden ville jeg saa gierne, bede dig om Forladelse for i Aftes. Uagtet jeg er vis paa, at du ikke var vred paa mig, saa følte jeg dog, at du havde Aarsag; og anseer det derfor for ikke for unødvendig at lade dig vide, hvor ondt det giør mig, at jeg saa ofte er anderledes, end jeg burde være.
Jeg er det forunderligste Menneske af Verden; thi uagtet jeg saa tydelig indseer, hvordan jeg burde være, er jeg dog som oftest det modsatte; jeg erkiender det for Pligt, ja for kiær Pligt, aldrig at give dig den mindste Anledning, til Misfornøielse, og dog – kiæreste Rahbek! – har jeg allerede saa ofte maattet bebreide mig dette; og du kan ikke forestille dig, hvor det krænker mig, naar jeg undertiden tænker paa dig og paa din mengen Godhed imod mig, at jeg endnu er saa langt fra at fortiene den; naar jeg mistvivler om nogensinde at blive dig ganske værdig. Ogsaa ængster det mig – gode, velsignede Rahbek! – naar jeg spørger mig selv: hvad du undertiden maae tænke om mig; om jeg ikke maae synes dig lunefuld? I slige Øieblikke, ville jeg blive saare bedrøvet, hvis jeg ikke kiændte, dit ømme, eiegode Hierte; ikke // vidste, hvor mildt du dømmer mig, Ja, kiære, kiære Rahbek! jeg veed, og er saa saare glad derover at du kiender min Villie, og i Tillid til den, tilgiver saa meget.
Men jeg bliver nu vel alvorlig – som jeg da let kan blive – og det var uden Tvivl ikke saadant et Brev, du ønskede men ogsaa det maae du tilgive mig, og være overbeviist om, at naar det kun stod i min Magt, da skulle du faae langt bedre Breve; nu derimod maae du tage til Takke med noget elendigt usammenhængende Tøi. Jeg vil nu holde op mod at vaase meer i Dag, (en anden Gang kommer jeg nok igien) og blot endnu eengang, bede dig af mit inderste Hierte om Forladelse, fordi jeg bedrøvede dig i Gaar; jeg skal love dig at giøre mit Bedste for at vænne mig af, med sligt, og blive saa god en Pige, som det er mig muelig, at blive, og som jeg saa gierne ville være, siden jeg er din. Tusinde Hilsener fra Moder, og Hr Flohr. Lev vel, min kiære, eiegode Rahbek! og elsk altid

Din uforanderlige
K:M:

[På konvolutten:]
H^r Prof: Rahbek
til
Hænde.