Bakkehussamlingen

Min inderlig elskede K!

Hvorvel jeg er tilmode ved at see alting saa nysseligt om mig, og ved, hvorfra det kommer, og hvad det skal betyde, behøver jeg vel ikke at sige dig. Saa er den da nær, den glade Dag, da vort Huusliv skal begynde. See! jeg er undertiden færdig at troe, at Værelserne har pyntet sig selv for at tage mod dig. Dog nei! da var de mig ikke saakiære, som nu, da jeg seer din Haand og din Aand i alt.
Da Vognen gaaer ind, vilde Anne følge med, og for at hun skulde være des velkomnere, vilde jeg medgive hende dette Creditiv.
Fra Gunzelmanns[?] skal jeg hilse dig saa flittig. Jacobine var bange; du var vred paa hende, fordi hun ikke havde været hos dig; men jeg forsikkrede hende, at det var ligesaa lidt det vi, som de saae paa. Da de fremmede vare borte sad jeg der en Times Tiid, og snakkede om alting, og sagde Gunzelmann[?], at jeg ikke kunde bie paa hans Forloverskab. Han længtes efter, sagde han, at komme en heel Dag ud til os engang, hvilket jeg forsikkrede skulde staae til ham.
Anne siger mig, du har sagt, det blive, enten Torsdag eller Løverdag! hvorfor er Fredagen forskudt! underret mig dog med et Par Ord derom, da jeg ser Collet i Aften, inden dig. Fra Præ[…?] komme i Byen, da Clausen er […?] i denne Tiid, og jeg alt har giort Aftale med ham.
Fra Guldberg skal jeg hilse dig; jeg har mundtlig og skriftlig […?] om Røret; item spurgt om de Comfourgryder, item om Strømper[?], Hans Svar og min Rapport faaer du rimeligviis i Aften. –
Anne har et Par […?]ter og Ferskner til dig af dem, jeg hos Jacobine fik i Gaar. Lad dem smage dig fra min Haand.
Lev nu vel, kiære, bedste, elskede K. og hils alle saa flittig fra din

Rahbek

[På konvolutten:]
Til
min gode
K.M.