No. 405 af 604
Dokumentstatus
Brev
Afsender Dato Modtager
Johan Ludvig Heiberg 18.2.1850 Carl Friderich Brun
Original
Dokumentindhold

Johan Ludvig Heiberg har overværet Carl Fr. Bruns søn, da han udførte prøve til tragedien Hagbart og Signe. Heiberg anbefaler, at Bruns søn får lov til at optræde offentligt i rollen. For at fremskynde sagen, har han fået det arrangeret, at ”Hagbart og Signe” får opførelse den 26. februar.


Ifølge Aftale med Hr. Kammerherren undlader jeg ikke at underrette Dem om, at jeg, efter at have seet Deres Hr. Søn prøve nogle af de betydeligste Scener i Tragedien ”Hagbart og Signe”, maa ansee det for at være uden al Risico at lade ham for første Gang offentligt fremstille sig i denne Rolle. Han har i de erotiske Scener Følelse og Varme, hans Organ er godt, hans Diction ædel; hans Holdning har idetmindste Intet, som kan vække Utilfredshed med ham. Hvorvidt hans i sig selv smukke Ansigt ogsaa vil være et heldigt Theater-Ansigt, tør jeg, efter den slette Belysning, hvori jeg saae ham, endnu ikke afgjøre, men saa Meget har jeg dog seet, at der ogsaa fra denne Side ialfald kan ikke være Noget til Hinder for, at han, ved de Midler, han unægtelig er i Besiddelse af, trænger igjennem i Udførelsen af Rollen og vinder Bifald. Denne Spaadom vil, som jeg haaber, gaae i Opfyldelse.
For at opfylde Hr. Kammerherrens Ønske, at paaskynde Sagen saa meget som muligt, har jeg ansat ”Hagbart og Signe” til Opførelse Tirsdagen den 26 Februar.

Deres ærbødigst hengivne
JL Heiberg

Kjøbenhavn, 18 Februar 1850.

Høivelbaarne
Hr. Kammerherre Hofjægermester Brun. //

[På konvolutten:]
Høivelbaarne
Hr. Kammerherre Hofjægermester
Brun.
Amaliegade 158.

Sidst opdateret 03.04.2014 Print